Høretab

Skab gode kommunikationsforhold

Høretaktik: Når man har et høretab, er det vigtigt at skabe gode kommunikationsforhold. Se her, hvad du skal være opmærksom på.

Akustikken har betydning

Har du et høretab, er det vigtigt, at du tænker  på, hvordan du skaber de bedste kommunikationsforhold. Det er bl.a. vigtigt at tage højde for akustikken i det rum, du befinder dig i. Dårlig rumakustik er fx, når der er efterklang i rummet. Efterklang opstår, når der ikke er gulvtæpper eller når materialerne i rummet er af sten eller stål, da de hårde flader sender de udsendte lyde rundt i rummet og danner baggrundsstøj. 
Læs mere om akustik og hvad du selv kan gøre for at forbedre den.

Placer dig rigtigt

Det er meget vigtigt, at du placerer dig korrekt i forhold til den, du taler med. Det giver måske sig selv, at du skal have taleren foran dig, men det er mindst lige så vigtigt at have ryggen mod alt det, du ikke vil høre og den unødige støj. Bruger du høreapparater, skal du sørge for at give apparaterne optimale lytteforhold.

Placer dig rigtigt i støjende situationer

Forestil dig, at du sidder på en støjende restaurant med en samtalepartner. Du tror måske, at du skal sidde med ryggen til en væg og kigge ud over alle bordene i restauranten for at få mest mulig lyd. Sådan en placering vil dog vanskeliggøre kommunikationen betydeligt, da du får al unødig lyd og støj ind. Den optimale placering i et sådant lydmiljø vil være, at din samtalepartner sidder med ryggen til en væg, og du sidder overfor med ryggen til alle andre i restauranten. Da de fleste høreapparater i det tilfælde vil tage lydene fortil ind og dæmpe for støjen bagtil, vil du kunne fokusere på det væsentligste i den situation; nemlig det din samtalepartner siger.

Vær åben omkring dine behov

Har du høreapparater og tager du dine forbehold i svære lydmiljøer, er du allerede godt stillet. Men selvom du selv gør, hvad du kan, for at lette kommunikationen med andre, er det ikke altid nok. Det er vigtigt, at dine omgivelser husker på, at de skal tale tydeligt til dig og kigge på dig imens. Det er svært for alle at føre en samtale i meget støjende omgivelser, og det bliver ikke nemmere, hvis man har en hørenedsættelse. For at dine omgivelser kan tage højde for dette, skal de være opmærksomme på dine behov. Derfor skal du ikke være bleg for at sige til, når de nødvendige forhåndsregler ikke bliver taget eller gentage dine behov overfor dem, der burde kende dem.

Få mere viden

Hjemmesiden Hørerehab.dk har udviklet en række korte, tekstede, videoer, der giver gode råd til høretaktik, fx hvordan man bedst kommunikerer i en række forskellige situationer, fx under spisning i hjemmet, på restaurant eller til møde på jobbet.

Se videoerne her.

 

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau