Høreapparater

Tilvænning til høreapparater

Et høreapparat kræver tilvænning - både for dig og dine omgivelser.

Du står i en ny situation. Det er langt fra nogen nem proces pludselig at vænne sig til at skulle bruge høreapparat. Men med tålmodighed, viljestyrke og ikke mindst med hjælp fra omgivelserne vil det i langt de fleste tilfælde lykkes inden for kort tid at vænne sig til igen at opfatte lyde, man ikke har kunnet høre længe.

Et høreapparat genskaber ikke den normale hørelse

Man kan lige så godt indstille sig på, at uanset hvor godt et høreapparat, man får udleveret, så kommer man aldrig nogensinde til at høre lige så godt, som da hørelsen var normal. Desværre, men sådan er det. En beskadiget hørelse kan ikke genskabes. Men den høre-rest, du har tilbage, kan du med dit høreapparat komme til at udnytte godt.

Høreapparater er forskellige

- og skal derfor betjenes forskelligt. Det kan du lære på kommunikationscentret i den region, hvor du bor. Eller du har måske allerede fået undervisning, da du fik apparatet udleveret. Ellers så spørg - gerne igen - til, hvad de enkelte knapper betyder, og hvordan de betjenes.

Rengøring af apparatet

Notér dig, hvordan øreproppen rengøres for ørevoks, og hvordan du ser, om der er kondensvand i slangen. Få at vide, hvordan du opdager, at det er tid til at få skiftet slangen. Og glem ikke at få at vide, hvordan du skifter batterier, og hvordan du mærker, når batterierne skal skiftes. Læs her, hvordan du bestiller batterier.

Gør opmærksom på dine behov

Det er vigtigt, at du gør dine omgivelser opmærksomme på, at du bruger høreapparat. Derfor skal de tale til dig på en særlig måde.

Da den, der taler med dig ikke altid kan se, at du bruger høreapparat, er det vigtigt, at du selv gør opmærksom på, at du har svært ved at høre.
Sig det til familie og venner, til arbejdskolleger, til ekspedienten i butikken, hvor du handler, til buschaufføren og til alle andre, du har brug for at tale med. Gør du ikke selv opmærksom på det, kan du ikke forvente, at dine medmennesker skal tage det fornødne hensyn til dig.

Tre gode regler
Der findes mange gode råd til, hvordan man bedst taler til en høreapparatbruger. Tre ting er dog vigtige for dig at gøre opmærksom på med det samme:

  • Råb ikke til mig, tal tydeligt og med normal stemmestyrke.
  • Tal til mig een ad gangen.
  • Tal ikke til mig med mad eller med en cigaret i munden.

Og så er det vigtigt, at den, der taler til dig, altid står lige foran dig.

Læs også: Skab gode kommunikationsforhold. 

 

Webdesign og udvikling / SYNERGI