Kineser med konsekvenser

Nytårsaften 1961, da jeg var knap 18 år, gik det galt for mig. Jeg var i huset hos et ældre par, hvor konen var handicappet og sad i kørestol. Mens jeg stod og vaskede op efter middagen, kastede manden i huset en lille kineser ud af køkkendøren. Uheldigvis ramte den dørkarmen, blev kastet tilbage, og futtede af for fødderne af mig. Jeg havde ikke anet uråd, så jeg blev pludselig forskrækket af et voldsom lufttryk og susen for ørerne, og opfattede bagefter kun meget svagt selve braget.

Da jeg kiggede op, stod manden og grinede, og det kunne jeg slet ikke høre. Han ville først ikke tro på det, men jeg var blevet fuldstændig døv og helt ulykkelig.

Heldigvis havde jeg fri resten af aftenen og næste dag, og skulle hjem til mine forældre. Min far kørte mig straks ind til lægen, som pustede mig i ørene. Det lettede lige akkurat så meget, at jeg svagt kunne opfatte deres stemmer, men ikke forstå noget. Herefter gav lægen mig en beroligende sprøjte og en henvisning til ørelægen den 2. januar.

Behandlingen hos ørelægen hjalp lidt, jeg kunne opfatte tale igen, men min hørelse havde taget så meget skade, at jeg skulle have høreapparat. Så jeg fik en henvisning til Århus Hørecentral, som det hed dengang.

I begyndelsen af juli 1962 kom jeg så til Århus og blev undersøgt, og jeg blev udstyret med et høreapparat. Et stort såkaldt lommeapparat, som var rædselsfuldt at gå med på grund af gnidningsstøj, idet mikrofonen var placeret sådan at tøj og alting gned imod den, når den sad fastspændt nede på kroppen. Men jeg blev lovet, at om ca. to år var det første ørehænger apparat færdigudviklet, og så ville jeg få sådan et.

Jeg må indrømme, at det først apparat lå mere i skuffen end det blev brugt. Det kom kun frem i visse situationer, for jeg var flov over at gå med det. Jeg var da også grædefærdig, da jeg fik det.

Vendepunkt: Ørehængere og højskoleophold

Da jeg så i 1964 fik ørehængeren og kort tid efter kom på Rønshoved Højskole, fik jeg lært at bruge apparatet hele tiden. Jeg blev meget glad for det. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Men samtidig var det også noget af en udfordring for mig på højskolen, for man er jo forfængelig som ung og bange for at være anderledes. Så de første par måneder følte jeg mig udenfor fællesskabet, men efterhånden faldt jeg til, og blev meget glad for at være der.

Det var på højskolen, jeg for alvor rigtig mærkede problemerne med ikke at kunne høre. Der var en elev mere, som havde noget med hørelsen, og der var også nogle stykker, som havde andre handicap. Derfor samarbejdede højskolen med en socialrådgiver eller revalideringskonsulent som kom på skolen. Dette blev anledningen til at jeg senere fik et ophold på Statens Høreinstitut i Fredericia.

Tinnitus er en dominerende følgesvend

Min tinnitus startede den nytårsaften i 1961. Selvom fagkundskaben vil påstå, at jeg også har et genetisk betinget høretab, altså arveligt. Det er nok også rigtigt, selvom hverken jeg eller mine forældre kender til nogen i min familie med høreproblemer. Når jeg kommer på høreklinikken, får jeg stadigvæk at vide, at der må være mange i min nærmeste familie, som har det på samme måde. Det er der ikke. Min bror har godt nok høreproblemer i dag, men det er en erhvervsskade, efter at han i mange år har arbejdet på en støjende arbejdsplads, som faglært smed og maskinarbejder.

Jeg kan huske, at jeg som barn var bange for fyrværkeri, fordi jeg altid fik propper og susen for ørerne. Jeg har nok fra barn af haft lidt sensible ører. Om jeg havde fået tinnitus uden den episode med nytårsfyrværkeriet, er jo svært at sige, men i takt med at min hørelse i de senere år har taget et større dyk, så har jeg nu så svær en hørenedsættelse, og tinnitus og støjoverfølsomhed er blevet et par mere og mere dominerende følgesvende. Det har fulgt mig mere eller mindre gennem alle årene.

Min vej gennem livet som høreapparatbruger begyndte altså med et uheld med fyrværkeri.  Så for mig har forebyggelse af støjproblemer altid været i høj kurs.

Mette Bang Jeppesen