Hørehistorier

Du hører aldrig dårligere end, at du kan tage dig selv alvorligt

Det handler om at gøre livet lettere og sjovere for sig selv og undgå følelsen af isolation og ensomhed.

Grete Boisen

AF JOURNALIST MERETE RØMER ENGEL - FOTO HENRIK FRYDKJÆR

Hørelsen har banket på hos et af de aktive medlemmer af lokalafdelingen i Gentofte, Grete Boisen. Vi har interviewet hende før, og derfor syntes hun måske ikke lige, hun stod for tur, men det, vi gerne vil tale om, er så vigtigt for hende, så hun til sidst lader sig overtale, sætter boller på bordet og brygger en fantastisk kop kaffe til Hørelsens udsendte. Emnet er følelsen af isolation og ensomhed blandt mennesker med høretab og ikke mindst nogle forslag til, hvad de mange, der lever med den følelse, kan gøre for at ændre deres hverdag.
 
Grete Boisen har selv oplevet ensomhed som barn, ung og senere ung mor og ægtefælle med et stort høretab, og det gør derfor ondt på hende, når hun fx i Hørelsen læser indlæg om ensomhed eller møder mennesker med høreproblemer, som hun kan mærke gemmer sig lidt. Fra sin ungdom kender hun fornemmelsen af at føle sig alene både, når man rent fysisk er det og, når man rent faktisk befinder sig sammen med en masse mennesker. Men hun har oplevet, at det er muligt at flytte sig og gøre sig fri af ensomhedsfølelsen. Grete er desuden uddannet psykolog og har derfor også en faglig viden om, hvordan vi mennesker kan vælge eller ikke vælge at give os selv et lettere og sjovere liv.
– Vi skal huske på, at det er en aktiv proces at høre. Det kræver noget af alle mennesker, og hvis man som jeg og andre medlemmer af Høreforeningen har et høretab, må man gøre de ekstra ting, der skal til, når der er noget, man gerne vil høre. Man vælger det til. Er bevidst om, at det her vil jeg rigtig gerne høre, selv om det ofte ville være meget nemmere her og nu at vælge det fra. På samme måde vælger man indimellem fra. Det kunne fx være i et stort selskab, hvor man vælger at være til stede og observere og hvile i det. At turde træffe det valg og tage ansvar for, at det sker, er det, jeg kalder at tage sig selv alvorligt, siger Grete Boisen.

At tage imod en provokation

Grete Boisen ved om nogen, at man ikke lige ændrer sin måde at agere i verden på i løbet af et splitsekund. Man skal faktisk ofte provokeres for at ændre noget grundlæggende ved sin tilgang til fx et handicap. Nogen skal så den første spire til ændring, men man skal selv være klar til at tage imod og vælge det. For Grete var det en ven af familien, der spurgte hende, hvorfor hun gjorde det ”så helvedes besværligt for andre at være sammen med hende?”
– Han afleverede provokationen med så meget varme og gentog den senere flere gange, så jeg på et tidspunkt valgte at gå ind i det, se på mig selv og den måde, jeg levede mit liv på. Det blev et vendepunkt, fortæller Grete Boisen.

I den prisbelønnede film ”De Urørlige,” som mange af Hørelsens læsere garanteret har grinet og grædt af, er det den unge sorte handicaphjælper, der provokerer hovedpersonen til at turde gribe mulighederne i livet. Men det er hovedpersonen selv, en midaldrende velbegavet mand i kørestol, der træffer det afgørende valg – nemlig at vælge den unge provokerende handicaphjælper frem for de øvrige ansøgere, som er parate til at lade ham fortsætte i offerrollen. Han beslutter at tage sig selv alvorligt. Han vil være med i livet, og han vil gøre det, der skal til, og det virker. ”Ja, ja og han får en ung smuk kone. Vi er i hollywooduniverset,” vil nogle måske indvende.
Korrekt, men det virker at tage ansvar, ligegyldigt hvem man er.
– Man er aldrig for hørehæmmet til at tage sig selv alvorligt. Vælge til og fra og stå ved det, som Grete Boisen udtrykker det.

Mødet på gaden

Lyder det lidt hårdt i nogles ører? Som om vi påstår, at det er folks egen skyld, hvis de føler sig ensomme eller isolerede?
– Det her handler slet ikke om skyld, men om at begynde at kigge på sig selv og måske få et lettere og sjovere liv. Man kan ikke ændre på alle andre, men man kan beslutte sig for at tage sine egne ønsker alvorligt og åbne sig for verden, siger Grete Boisen.

Hun gør i dag stort set alting anderledes, end hun gjorde for år tilbage og har det langt bedre.
– I gamle dage, ville jeg lade som om, jeg var optaget af noget i et butiksvindue, hvis jeg mødte en bekendt i en gade med trafikstøj. Det var for farligt. I dag hilser jeg på vedkommende og hvis han så begynder at snakke, og jeg ikke kan høre noget, siger jeg: ”Jeg kan faktisk ikke høre dig for gadestøj, kan vi tage det en anden dag.” Det er langt rarere end at gå og gemme sig, forklarer Grete Boisen.

På samme måde kan hun i dag sagtens finde på at stoppe en person, som siger noget, hun rigtig gerne vil høre, men ikke kan.
– De fleste mennesker bliver jo glade, når man giver udtryk for, at det de siger, er man rent faktisk så interesseret i, at man vil foreslå at sidde over for hinanden og i mere lys, så man får det hele med. Det er i hvert fald min oplevelse, siger Grete Boisen.

På samme måde er hun også blevet meget mere bevidst om at sætte sig på den rigtige stol til foredrag og den slags, og det betyder så, at hun ankommer i god tid.
– Jeg har opdaget, at det er en dejlig følelse, at beholde tingene på egen banehalvdel. Altså selv at tage ansvar og vejlede andre i, hvordan de helst skal snakke til mig, så jeg kan høre dem i stedet for at undre sig over eller blive ked af, at andre ikke af sig selv finder ud af, hvordan jeg gerne vil have det. Det har været en lang proces for mig, og jeg er nok ikke helt færdig med den endnu, men det er meget givende og utrolig interessant, siger hun.

Grete kommer til at tænke på et fotografi, som reklamemanden Egon Ekstrøm for år tilbage lavede til Høreforeningen som en slags symbol på høreudfordredes problematik.
– Billedet viste en ung mand fotograferet bagfra og havde som undertekst: Portræt af en hørehæmmet, fortæller hun.

Hvad de andre mener

Hun oplevede selv og hører også fra mange andre, at det kan blive meget vigtigt for en, hvad de andre mener om ens høretab. Alt for vigtigt.
– Man bilder sig selv ind, at det er så vigtigt, hvad de andre mener. Men det vigtigste er jo, hvordan man selv har det med sit høretab. Det er det, der styrer, hvad man foretager sig, siger Grete Boisen.

Tidligere skjulte hun selv sit høretab, fordi hun på en eller anden måde var flov.
– Jeg havde fortalt mig selv, at andre kun ville kommunikere med mennesker, der kunne høre. Kun da var man værd at være sammen med. Derfor prøvede jeg selvfølgelig heller ikke at kaste mig ud i noget, for jeg ville ikke risikere at fejle og blive afsløret, siger hun.

Mærk dine egne ønsker

Ifølge Grete kommer vi altså som personer med høretab let til at gemme os lidt og tænke, at de andre nok ikke gider os.
– Men det er jo en forestilling, vi har. Hvis vi selv gerne vil have noget ud af en kontakt, gør os umage og er åbne, mon så ikke også langt de fleste andre gerne vil gøre deres? Der vil altid være en lille gruppe, som ikke vil. Men jeg oplever at den er meget lille, og de mennesker skal vi ikke lade styre vores liv, siger hun.

Hendes erfaring er, at jo mere man tager sig selv alvorligt og dermed tager ansvar for at mærke sine ønsker og ud fra dem vælge, hvad man vil høre og hvor man evt. bare vil være til stede, jo mere imødekommenhed møder man også fra andre mennesker.
– Jeg oplever oftest, at folk gerne vil gentage; rykke rundt på stolene, så jeg kan se deres mundbevægelser; skrue ned for baggrundsmusikken, mens vi taler eller måske gå 20 meter hen ad gaden, hvor jeg også kan høre. Prøv det, opfordrer Grete Boisen.

Denne artikel er oprindelig bragt i Høreforeningens medlemsblad september 2016

Læs flere hørehistorier

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau