Hørehistorier

Da hørelsen forsvandt

Da Anders Friis Olsen som 17-årig mistede hørelsen, oplevede han det som om, at hans liv stoppede, og han "røg ind under isen". I dag er han på vej ud igen. Her kan du læse hans personlige beretning.

Foto: Alex Tran

1. Da hørelsen forsvandt

Jeg har en klar følelse af at have levet to liv. Det første varede til, jeg blev 17 år, og det andet er jeg så – i skrivende stund – i gang med. Som et sikkert referencepunkt er mine historiefortællinger præciseret med et ”Lige før jeg blev syg..”, ”Efter jeg havde været syg..”, som uforstående næppe finder nogen mening i. Egentlig er det heller ikke så interessant, at jeg pludselig var dødssyg og overlevede, men at jeg næsten mistede hele hørelsen - Og dét betød liv nr. 1 stoppede, og nr. 2 startede.  

Det sidste jeg husker fra liv nr. 1 er, at jeg festede med nogle venner en aften, og det hele startede på mit 7 kvadratmeter kollegieværelse. Vi var vel 5-7 stykker, og der blev drukket øl, røget smøger i lange baner og livligt diskuteret emner, som vi næppe anede noget om, mens de gamle Gasolinsange drønede ”der-uuudd-ad”. Jeg var flyttet hjemmefra med store drømme et halvt år forinden. Mit liv var fastlagt: jeg skulle lære at stå på egne ben som 17-årig, uddannes til biolog, rejse blandt fremmede kulturer og derefter bruge mine dage på at redde hele verden. Jamen, jeg troede sgu selv på det!

En dag fik jeg bare ”influenza” (desværre blev det ret sent opdaget, at det var meningitis), og ultrakort berettet lå jeg to døgn senere dybt bevidstløs i en respirator med familien samlet omkring mig – forberedt på det kunne blive den sidste afsked. Chancen for overlevelse var ikke god, men efter 10 døgn i respirator modtog jeg et wildcard til liv nr. 2.

Det tegnede måske ikke helt godt i starten. Da jeg vågnede, var jeg overbevist om, jeg var havnet i New Yorks lufthavn, og alle læger og sygeplejersker omkring mig anså jeg for flypersonale. Med bedugget dansk-engelsk måtte de kunne hjælpe med den tilstoppede næse ”Hey Mister. Would you please help me? I have snot in my nose”. For de andre at se lå jeg på enestue på Nakskov hospital med slanger i næsen, som jeg konstant forsøgte at rive ud, hvorfor de sad skiftevis og holdt fast i mine arme, da min familie nægtede, jeg skulle fikseres. Sådan blev der kørt time efter time. Spørgsmålet var nu, om min hjerne havde taget skade. Det blev dog affejet et par dage senere, hvorfra jeg første gang husker starten på mit andet liv: jeg vågner op, og ser overraskende, at jeg er havnet på et hospital. Da jeg kigger rundt i rummet, opdager jeg mine forældre. Jeg kan mærke, jeg er beruset (store mængder medicin), og siger så de berømte første normale ord til mine forældre ”Det må I altså meget undskylde. Men jeg er bare blevet SÅ FULD!”. Jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvad der var sket, og antog Beruselse + Sygehus = Vild Bytur Endte Galt. Mine forældre grinte. Kort efter kom mine brødre ind ad døren ”Mine elskede brødre - hvor er jeg glad for at se jer”. Mine brødre lyste op i glade ansigter, hvortil jeg fulgte op ”Slap dog af mand. Det var en joke ik`. Fangede I den ikke?”. Nu så alle pludselig endnu mere glade ud og – stik imod vores mandejargonregler – kunne jeg se, at alle var nødt til at fjerne tårer, som pludselig brød ud over øjenkanten.

Nogle uger senere blev jeg i kørestol kørt ud af sygehusets hovedindgang. Med lidt stolthed havde jeg fået overlægens ord for, at jeg var den, han havde fået ind i den værste tilstand, og igen kunne udskrive til selv at skulle tage hovedindgangen ud. Jeg havde fået det på skrift for, jeg havde ikke hørt noget, siden jeg var vågnet op af respiratoren. Men det var jo kun en lille ting – jeg havde tabt over 10 kg på få uger (selv de mest opskruede slankekursreklamer tør ikke at reklamere med sådanne resultater, men det var også en hård kur, og giver let humørsvingninger så undgå den endelig!). Min krop havde tæret på alle ressourcer, så jeg skulle nu lære at gå igen, styre tisseriet, bade selv, holde mig vågen tre timer i træk, få mine to øjne til at samarbejde så jeg ikke så dobbelt, og så var der det med den hørelse, der manglede. Konklusionen var entydig – det var en ren solstrålehistorie, og nu skulle der bare sovs og kartofler, søvn og træning til. Har man ondt i benene, skal det løbes væk, sagde min gamle fodboldtræner altid…

Men for første gang i mit liv skulle jeg få et sår, som aldrig ville hele igen. 5 måneder senere var jeg til en undersøgelse på audiologisk afdeling. Det blev denne dag, som endegyldigt cuttede forbindelsen til liv nr. 1. Det blev den eftermiddag, jeg røg ned under isen.

2. Chokket da jeg mistede hørelsen

Min fysiske form forbedrede sig i olympisk fart. Jeg spiste gulerødder, trænede ihærdigt og takkede Gud for en ny livschance. Mange af mine gamle venner inviterede mig med til fester, og alt det man gør som 18-årig. Min familie holdt fast på, at ”Der er INTET ændret ved Anders – man skal bare tale lidt højere til ham!”.  Men det passede ikke. Jeg kunne mærke min egen usikkerhed og konstante fokus på, at intet var som tidligere, når jeg var ude med mine gamle venner. Jeg tog jo ikke del i diskussionerne, kunne ikke levere den hurtige bemærkning, kunne pludselig ikke genkende musikken jeg dansede til.. Og endnu værre med dem jeg mødte, hvor jeg kunne se, de pludselig stod, og trådte sig over tæerne, fordi jeg svarede helt ud af boxen. Alt det sociale blev så akavet og min eneste lovpriste intelligens i folkeskolen – den sociale – kunne jeg kun bruge på at mærke, hvor pinlige situationerne var. Jeg begyndte at føle ensomheden, når jeg var sammen med andre mennesker – og ikke som tidligere, hvor ensomheden da kun kunne opstå, når jeg var alene.

Et halvt år efter meningitissen stod jeg med to store tyngende høreapparater samt et fm-anlæg i tasken, og ventede på bussen til min første skoledag på HF. Jeg vidste, at bussen ville være propfyldt med gamle skolekammerater, og opmærksomheden rettes mod mig. Alle mine værste antagelser blev bekræftet. Hver gang jeg mødte en tidligere kammerat, måtte jeg fortælle historien, sige ”Hva`?” tre gange, fortælle lidt henslængt at jeg ”ikke hørte så godt for tiden… eller måske resten af min tid”, og lod så som om, jeg havde fanget pointen, men lige skiftede emne. Det værste var måske, da jeg en dag steg på bussen, og min skolekæreste fra sommeren før var med. Det var endt uden dramatik, da jeg flyttede fra egnen. Hun sad med sit lange lyse hår og smukke former. Da hun så mig i bussen, smilte hun og hilste. Jeg satte mig akavet nogle sæder fra hende for, der var ingen grund til, hun skulle opleve, hvor handikappet jeg var blevet. Alene det at hun skulle se mig med de store høreapparater, gav mig en ubehagelig varme i hele kroppen og fornemmelsen af, jeg kunne have gemt mig i et musehul. Altså for fanden da – jeg skulle da ikke gå med gammelmandshøreapparater og pludselig være handikappet!

Jeg havde det bedst for mig selv, for det var virkeligt blevet hårdt at møde andre. Jeg brugte mere og mere tid alene ved stranden og i skoven med hunden. Eller derhjemme med fuglene, slangerne, leguanen, fugleedderkopperne, fiskene mv.. Jeg har altid været glad for dyr, og jeg vidste, at jeg stadig var den samme person for mine dyr, selvom jeg var blevet et andet menneske for andre. Naturen og dyrene gav mig et fristed, hvor jeg kunne smide facaden og lade tankerne flyve. Det blev vel egentlig min egen valgte ”terapi”, da intet af det andet jeg blev tilbudt, tiltalte mig.

Hverdagen blev, at jeg dagligt cyklede de 12 km til HF for at undgå at møde gamle kendinge, mødte til timerne velforberedt, smilte til de andre men undlod kontakt, cyklede hjem igen, og begyndte at spekulere over den manglende mening med, at jeg var overlevet meningitissen. Det føltes som, jeg var røget under isen. Et chok havde forplantet sig overalt i mig, mine livsdrømme var ødelagte, mine nattedrømme blevet til abstrakte ekspressionistiske værker, og for at undgå den rene panik var en autopilot sat til, som førte mig igennem dagen. Mit liv var gået i stå.

Set tilbage var jeg vel egentlig havnet i en depression. Min ”trøstetanke” gik gerne på selvmord, men jeg tænkte også meget på, hvor ulykkelige mine forældre ville blive, hvis jeg gennemførte det. En dag gjorde jeg op med mig selv, at et selvmord kun måtte komme på tale, når jeg havde udtømt alle livsmuligheder. Jeg opfandt mit eget mantra ”Du kan ikke, og du vil ikke, men du skal!”. Jeg begyndte ligesom at anskue mig selv fra to vinkler: med fornuften og med følelserne. Mine følelser fortalte konstant, jeg skulle gemme mig væk, men fornuften at det måtte stoppe. Jeg gentog mit mantra igen og igen, når jeg skulle ud og handle, tage bussen, deltage i en julefrokost, tilmelde mig et førstehjælpskursus osv. Det var de små ting i starten, men det blev større og større.

Egentlig var min tilgang vel en total modsætning til senere tids så dominerende positive psykologi, coaching og selvhjælpsbøger. Jeg indså nemlig, at jeg ALDRIG ville komme til at acceptere mit hørehandikap, at det var MØGURETFÆRDIGT, det som var hændt mig, og at livet pludselig var noget LORT uden lige grundet den alt igennem negative høreskade. Jeg tillod kort sagt mig selv at være gal og frustreret over den ulige kamp, og i stedet for ”selvbearbejdning” måtte jeg i et sidste forsøg slå fra mig eller kaste håndklædet over mig selv. Jeg vil aldrig kunne acceptere min høreskade – men det er vel også en måde at komme videre på. Nogle gange har jeg faktisk mistro til, at Sven Brinkmand har stjålet ”Nej-hatten” fra min garderobe. 

3. Ud for at finde sig selv

Jeg begyndte at tilmelde mig kurser i friluftsliv. Nogle gange oplevede jeg, at instruktørerne var usikre på om en tunghør som mig, kunne følge med, men det endte altid godt. Heldigvis har jeg altid været god til sport (sagt i al ydmyghed), og min store interesse for dyr og natur gjorde, at jeg faktisk var i mit es – og trods hørehandikap aldrig bagefter de andre. Og så skete det mærkværdige, at når jeg var derude med andre mennesker, og vi sov i telt sammen, lavede mad sammen, fandt vej sammen, delte glædelige og udmattende oplevelser sammen, så blev jeg pludselig en del af en gruppe igen. Jeg var ikke længere ”den handikappede”. Og der var ingen berøringsangst – når mit maksimumopskruede høreapparat hylede løs, blev det en stående vittighed, at det var fordi, jeg fortalte en løgnehistorie ”I skal ikke tro på Anders – det er løgn det der, for hans høreapparat hyler af det!”. Den bramfrie tone var så forløsende. De vidste alle, hvor dårligt jeg hørte, og at de måtte tale med særligt hensyn til mig. Men på en eller anden måde betød hele denne pakkeløsning, vi var sammen på, at mit hørehandikap gled i baggrunden, og Anders blev pludselig fundet frem igen.

Mange af mine problemer som jeg ikke kunne overskue i min tidligere hverdag i DK, blev rene bagateller, når jeg rendte rundt i ødemarken (alene eller sammen med andre). Det at bikse med at slå teltet op i stormvejr, smelte sne til madlavningen, ro kajak i 10 monotone bevægelsestimer, mærke suset når man nåede en bjergtop… Det var som, at jeg pludselig kunne se min hverdag i Danmark udefra, og sige til mig selv ”Så lad dog være med at tage livet så pokkers alvorligt!”.

En dag købte jeg en enkeltbillet til Østgrønland. Jeg ville prøve at følge fangerne deroppe. Jeg slog mit telt op i udkanten af Kulusuk, og fulgte en lokal fanger i det daglige. Efter de første efterårsstorme fik jeg mulighed for at bo hos en fangerfamilie. Jeg kom helt tæt på fangerkulturen, og til min store glæde gik det op for mig, at meget af den gamle mystik stadig lever. Jeg fik engang en advarsel ”Hvis du hører stemmer, som kalder på dig i mørket, når du er alene i teltet, må du IKKE følge efter dem. Hvis du gør det, vender du aldrig tilbage!”. Med respektfuld humor svarede jeg, at jeg jo aldrig havde høreapparat i, når jeg var alene, så uanset hvor højt et spøgelse ville kalde på mig, reagerede jeg jo ikke. Det troede de ikke på, så det endte med, at jeg flyttede helt ind hos familien, så ingen var urolige. Men har man først forsøgt at sove alene ved siden af en gammel forladt tørvehytte og gravplads, hvor fuldmånen eller nordlyset sender levende skygger omkring en, ved man godt, der er mere imellem himmel og jord.

Hverdagen stod på fiskeri, sælfangst og hvalfangst. Lige så stille og venlige som de solbeskinnede stejle fjelde og langsomflydende isbjerge kunne være, var kontrasten, når indlandsisens vinde hærgerede, så havet vendte sig, og isbjergene væltede omkring.

På et tidspunkt fulgte jeg med ud på en narhvalfangst. Vi sejlede ind i en af disse faldvinde fra indlandsisen, som kastede båden frem og tilbage. Aldrig havde jeg oplevet så voldsom en vind, som krævede alarmberedskab hele natten. Et par aftner efter blev det helt stille, men pludselig blev stilheden afbrudt af kæmpemæssige rabalder fra isbjerge, der brækkede eller kæntrede rundt, og sendte en kæmpe bølge afsted. På et tidspunkt hørte vi et brag, som var meget tæt på, og drønede ud på dækket for at se hvad skete… et stort isbjerg var drevet helt tæt på båden, og langsomt var det i gang med at vælte rundt. Da jeg så det, var jeg helt klar på at intet i livet, nu lå i min hånd – hvis noget af isbjerget lå under vores båd, ville vi helt sikkert blive kastet i dette ishav langt væk fra alle andre. Heldigvis drejede det rundt udenom båden, og gav kun nogle store bølgeskvulp. Men vi var fanget imellem en masse isbjerge, som drev omkring os. Vi sejlede hele natten igen, og for første gang havde jeg en klar følelse af, at jeg ikke vidste, om jeg ville overleve en tur. En følelse som bare er så fremmed i nutidens Danmark. Pludselig fik jeg en helt ny respekt for naturen, mærkede jeg ikke var uovervindelig, og følte mig mættet af oplevelser. Jeg købte kort efter en returbillet til Danmark.

Set tilbage rejste jeg måske også væk fra min høreskade. Men den fulgte selvfølgelig med overalt. Når stormen rasede på Østgrønland, det var mørkt, og alt skulle gå hurtigt med samarbejdet, var det mildt sagt en ulempe at være tunghør som mig. Og selvom jeg var alene på tur, var det jo heller ikke problemfrit. Engang på en vinterfjeldstur i Nordsverige vågnede jeg om morgenen, og opdagede store bjørnespor tæt op ad teltet – hele vejen rundt! Bjørnen havde snuset lifligt til teltet, mens jeg lå indenfor og ingenting hørte. Den næste nat sov jeg mildt sagt ikke særligt tungt.

Der var også en totalt komisk episode engang i Østafrika, som kun hørehæmmede kan sætte sig ind i. Jeg blev overfaldet af to mænd med køller en nat, og tænk lige at stå der og forklare dem, at jeg havde en høreskade, så de skulle tage hensyn til mig, hvis vi skulle kommunikere :-D Faktisk forstod vi hinanden rimeligt godt (noget med ur og pengepung), og det var egentlig meget værre, da jeg dagen efter skulle bruge 6 timer på en lokal totalt forvirrende politistation med afhøring fra mindst 6 forskellige betjente.

4. Tilbage på sporet

Om sommeren blev jeg optaget på biologistudiet på Syddansk Universitet i Odense.  Det var en milepæl uden sidestykke, som blev krydset for mig - og min familie. Jeg havde faktisk drømt om at blive biolog siden dengang, jeg fandt ud af, at ”biologer vidste en hulens masse om dyr”, men havde tvivlet meget på mine muligheder efter min høreskade. Jeg fik en samtale med en hørepædagog inden studiestarten, og blev for første gang rigtigt bekendt med skrivetolke. Der var ikke nogen slinger i valsen for, hvis jeg skulle gennemføre en akademisk uddannelse med min middelmådige intelligens og undermådige hørelse, var jeg nødt til at arbejde hårdt for sagen og ikke mindst bruge tolk til undervisningen for at følge med.

Kommunen var forstående, da mit audiogram talte sit eget uforståelige sprog. Inden min første undervisningsdag skrev jeg til tolkeformidlingen hos Høreforeningen; ”Hvordan finder jeg ud af at mødes med mine skrivetolke inden undervisningen?”. Jeg fik et meget afslappet svar retur; ”De sidder med deres computere, og skal nok finde dig!”. Den første time jeg havde, var så i et auditorium med plads til nogle hundrede studerende. Da jeg kom ind (i god tid), var hele salen mørklagt med undtagelse af forelæserens plads nede foran, så ALLE kunne se forelæseren. Lige nøjagtigt foran denne forlæser sad to kvinder med et par computere og en skærm, som oplyste det hele der (det var i 2001, og lige før det blev normalt, at alle studerende havde en bærbar computer med på studiet). De vinkede til mig, som om min desorientering lyste ud af mig. Jeg satte mig ned til dem og ærlig talt… inden ret længe var de fleste andre i auditoriet bekendt med ham Anders, som altid sad nede i lyskeglen foran forelæseren, og havde et høreproblem. Jeg må fortælle, at mit samarbejde med tolkene forløb over al forventning. De formåede bare på bedste vis at tolke i undervisningen, lidt løsrevet fra pauserne, agere professionelt og privat, så jeg faktisk også endte med at låne en 20`er en dag, da jeg stillede op med tømmermænd efter en fest, men havde glemt min pengepung (det er selvfølgelig en hemmelighed for tolkeformidlingen, så hold lige lidt tæt med det).

Jeg arbejdede hårdt på mit studie for at følge med. Mere end jeg nogensinde før havde gjort, men det gav også noget. Jeg fik karakterer, som mine folkeskolelærer ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, jeg kunne opnå på et universitet. Og jeg oplevede at få nye venskaber, hvor min hørelse ikke var det primære men derimod min interesse og lyst til at studere og vidensdele med andre.

Jeg befandt mig godt på universitetet – måske for godt. Læste biologi som hovedfag og endte med både geografi og samfund som sidefag. Ville gerne have læst videre, men i mellemtiden var der sket det mærkværdige, at jeg faktisk havde fundet mig en kæreste!

Jeg havde virkelig aldrig troet, at en pige kunne gengælde min forelskelse, efter jeg havde fået min høreskade. Det store høreapparat, alle de der gentagende ”hva`er”, min konstante usikkerhed og følen-udenfor-alle-andre, hvor jeg bekræftede mig selv i, at jeg ikke var værd at elske. Jeg måtte vel bare være en evolutionær blind sidegren for livets udvikling. En af dem hvor familietræet stoppede. Men pludselig var der børn på vej, og nye udfordringer med kolikbarn stod for døren. Jeg kunne snildt væk sove mig fra barneskrål, men det kunne min kæreste ikke, og hun var så flink (!!), at vække mig hver anden gang, så jeg også kunne stå op midt om natten og skifte ble, give flaskemælk, trøste og gå barnevognstur. Det tog hårdt på nattesøvn samt studie og diverse eksamener, som pludselig blev dumpet. Det hele gik meget lettere, da jeg fik mit andet barn. Jeg fik min nattesøvn igen en dag og afsluttet det sidste på studiet.

Da jeg var færdiguddannet, var jeg kort sagt megastolt. Som om en kæmpestor udfordring fra dengang jeg som 6-årig besluttede, at jeg skulle være biolog, var overvundet trods store forhindringer undervejs. Og egentlig var jeg godt tilfreds med min egen indsats. Der var intet prangende, men det var solidt bestået, og jeg vidste, at jeg havde leveret min bedst mulige indsats undervejs. Næste runde gjaldt så bare om at finde et job.

5. Håbløse fremtidsmuligheder

Mit udgangspunkt var helt klart at være åben omkring mit hørehandikap ved jobsøgningen. Jeg kunne lige forestille mig, hvordan en jobsamtale skulle forløbe, hvis jeg ikke havde orienteret omkring det. Tankerne om at ende i akavede jobsamtaler, hvor folk skulle se ud som, de var taget på sengen, ikke helt vidste hvordan de skulle stå, eller leverede et ansigtsudtryk, som lyste op om, de fandt mig mindre intelligent, kunne jeg bare ikke klare.

Desværre oplevede jeg ikke andet end ”pæne afslag”, hvor det mest iøredøvende var det, som ingen talte om. Og det blev bare ved og ved.

Jeg blev mere og mere usikker og febrilsk. Efter lang tids arbejdsløshed, hvor jeg så de andre fra studiet finde jobs, følte jeg mig som hovedpersonen i C.V. Jørgensens sang ”tomhændet står du tilbage & ka' slet ikke følge med”, som jeg hørte før min høreskade.

Det utrolige som skete var jo, at absolut intet skete, og jeg endte med at følge kommunens ufrivillige kursus, hvor alle var skåret over en kam, og jeg bare slet ikke passede ind.

Til sidst var jeg i gruppen, som var på vej til at falde ud af dagpengesystemet. Hvis min hørelse havde været normal, kunne jeg undervise i biologi, geografi og samfundsfag på gymnasiet, varetage diverse miljøadministrationsjob i kommunen og staten, eller påtage mig et af de utallige ”tværfaglige blæksprutte-jobs” der eftersøgtes. Men min hørelse var ikke normal, og derfor turde ingen ansætte mig! Langt de fleste afslag blev ikke begrundet, men holdt det til et ”Tak for din ansøgning. Vi må desværre meddele…”. Men der var også de direkte, som dengang jeg blev inviteret til samtale på et gymnasium, hvor de manglede en til at varetage fjernundervisning. Undervisningen skulle altså foregå over nettet, og her mente de, at jeg kunne varetage jobbet fint trods min høreskade. Samtalen gik virkelig godt, lige indtil han sagde ”For resten. Der er tilknyttet en ugentlig telefontid. Vil det være noget problem for dig?”. Jo, det ville det…. Efter et par dage fik jeg en mail om, at de havde drøftet det, og fandt min høreskade for stor til, jeg kunne varetage jobbet alligevel.

Der var også engang, min mobil ringede og ringede. Om aftenen fik jeg så endelig en mail fra et firma, som solgte laboratorieudstyr til universiteter og andre institutioner. De ville meget gerne have en samtale med mig efter at have set min faglige profil, så de bad mig ringe dem op. Jeg måtte flovt svare, at jeg ikke kunne ringe dem op grundet min høreskade. De sendte hurtigt en mail retur om, at hvis jeg ikke kunne tale i telefon, passede jobbet nok ikke ret godt til mig, så de var ikke interesseret alligevel…  Sådan en besked er altså ikke nem at komme videre med, når man dagen efter genoptager jobsøgningen.

Da jeg var færdiguddannet, havde jeg set en masse muligheder med min uddannelse trods min høreskade, men efterhånden mistede jeg helt troen på mig selv. I min A-kasse havde de også set det som, at jeg bare lige ”skulle indenfor døren”, så kunne man nok hurtigt finde en lille ommøblering, som tog hensyn til mit hørehandikap, og så kunne jeg snildt varetage et job som andre. Men jeg endte konstant bagest i køen. Det var underligt for, jeg havde klaret mig godt på universitetet, og jeg havde slet ikke set mig selv ”som handikappet”, hvilket mine kammerater heller ikke havde gjort. Jeg var arbejdsom, flittig, velforberedt, tog mit ansvar i gruppearbejdet meget seriøst, og oplevede aldrig nogensinde, at jeg blev fravalgt af nogen – tværtimod! Men som jobsøger skulle jeg pludselig føle mig ubrugelig og hjælpeløst handikappet, mens jeg alle steder kunne læse om, hvordan politikere havde travlt med at snakke om dovne arbejdsløse akademikere, så dagpengeperioden skulle ned. Min dagpengeperiode var ved at løbe ud, og jeg ville ryge helt ud af systemet. Vi begyndte derhjemme at tale om, at vi blev nødt til at flytte fra huset, da vi ikke kunne blive boede på min kones indtægt alene. Det kunne også betyde, at mine to børn skulle flytte skole. Det var dybt deprimerende, at min høreskade skulle kunne ødelægge så meget for både mig selv og min familie. Det føltes pludselig ligeså håbløst som dengang, jeg ikke forstod, hvorfor jeg havde overlevet den meningitis.

6. Når man mindst venter det

Efter tre år som hjemmegående jobsøgende husfar kom jeg på akutjobordningen. Ordningen var tilegnet langtidsledige, som var ved at falde ud af dagpengesystemet, og ville give arbejdsgiveren en halv gulerod for ansættelse. Pludselig en dag fik jeg en mail fra en medarbejder på Syddansk Universitet (SDU), som jeg havde været i kontakt med. SDU havde fået tildelt nogle akutjobs, og han ville opfordre mig til at søge et af dem. Kort efter fik jeg tilbudt et akutjob i analyseafdelingen. Jeg turde slet ikke tro på det - jeg troede jo ikke engang på mig selv længere!

Jeg røg ud af dagpengesystemet i januar måned, og i midten af februar begyndte jeg at arbejde på universitetet med en studiemiljøundersøgelse blandt de studerende. Min ansættelse lød på et år. Nu stod hverdagen på at sætte sig ind i nye arbejdsopgaver, lære nye kollegaer at kende og pressende tidsfrister – hvilket alt sammen var en kærkommen udfordring.

Men så var der lige det, at jeg samtidig fik svar fra Phonak Danmark om min henvendelse omkring sponsor til en ironman. De mente, det var alletiders ide, og ville gerne støtte mig i at gennemføre en ironman om sommeren. Nu havde min oprindelige tanke jo været, at jeg i min dagligdag ville have uanede mængder af tid til træning, og manglede SÅ MEGET nogle målsætninger (havde skrevet til dem, mens jeg gik arbejdsløs). Med en pludselig 50 timers arbejdsuge (officielt 37 men på flekstid), alt det nye og en total socialkontrast fra min stille huleboertilværelse derhjemme, var der bare ikke overskud til træning! Jeg begyndte først at træne i maj måned, og var tilmeldt ironman i august. Det var under alle anbefalinger for den forudgående træning, men en dag læste jeg, at en erfaren træner udtalte, at det vigtigste var psyken, når en novice skulle gennemføre en ironman. Så var jeg ikke længere usikker på det – det kræver nemlig vildt mange ressourcer at klare sig som hørehandikappet! Nu vil den opmærksomme læser nok bide mærke i, at jeg rent faktisk er i gang med at hævde, der er visse positive sider ved et hørehandikap, hvilket står i kontrast til min ”Nej-hatte-holdning”. Og det må jeg indrømme, er rigtigt. Jeg synes min genoptræningsperiode efter meningitis, og det at komme videre med livet som hørehandikappet, har gjort mig til det stærkeste og svageste menneske på samme tid. Det har ligesom sprunget min tidligere styrke-sårbarheds-skala. Og det gik da også uden nogen dramatik med den ironman. Faktisk var der så meget overskud, at da jeg ved slutningen af maratonen så Kronprinsesse Mary stå med børnene ude i siden, løb jeg over, og gav hende en high-five. Hun grinte, holdt fast i min hånd og gav mig en peptalk (den hørte jeg så ikke lige, og tænkte at vi ikke gad at snakke om hørehandikap lige der).

Nå men, jeg befandt mig rigtigt godt på universitetet. Mine kollegaer, chef og arbejdsopgaver passede godt til mig, så det var med vemod, jeg skulle se imod enden efter et år. Det var meldt ud, at grundet besparelser ville der ikke ske nogle nye fastansættelser i det kommende år. Jeg havde virkelig ikke overskud til at tænke på, jeg skulle tilbage til arbejdsløsheden igen. Et par uger før min akutjobansættelse ophørte, sagde en kollega i afdelingen op, og pludselig var der en stilling ledig. Jeg søgte den, og helt utroligt så vendte jeg indenfor 2 uger fra en udsigt til arbejdsløshed til en fastansættelse som analysemedarbejder på universitetet. Det er lige netop endt med nogle små ommøbleringer, hvor jeg fx ikke tager telefon, som mine kollegaer gør, men får hurtigt sendt en opgave videre over mail, og til møder bruger jeg tolk, så møderne med mig skal også koordineres bedre.

Den efterfølgende sommer da optaget af nye studerende skulle offentliggøres, mødte jeg alene på arbejde en søndag. Jeg trak alle de friske tal, og skrev et notat, som blev sendt ud til universitetets spidser. Dagen efter kunne jeg genkende mine tabeller og pointer i de officielle udtalelser fra universitetet. Jeg sad så, og tænkte ”hvor kom den tillid nu fra?”. Efter årene som arbejdsløs, hundredvis af afslag, handikappet som konstant stod i vejen, og følelsen af ubrugelighed var selvtilliden jo ikke ligefrem i top.

Grundet nyt logo på SDU har jeg lige modtaget et nyt medarbejderkort. På det står der fejlagtigt, at jeg er akutjobber (den evige akutjobber Anders). En kollega sagde, at jeg bare skulle nævne det til en sekretær, så blev det hurtigt rettet. Jeg har dog ikke nævnt det for nogen andre, for det er dagligt med til at minde mig om, hvor heldig jeg faktisk var med dette akutjob. At det fik åbnet en dør til en arbejdsgiver, der formåede at se igennem det hørehandikap.

Mens jeg skriver dette, er jeg dog sygemeldt. I sidste uge fik jeg en CI-operation, og jeg håber inderligt på, at dette vil hjælpe mig til en hverdag med færre sociale begrænsninger. Et lille håb om, at dette vil hjælpe mig helt op fra isen, jeg faldt igennem, dengang for 20 år siden.   

Lagt på november 2016

Læs flere hørehistorier

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau