Varsling og alarmering
Varsling
Når der varsles med det landsdækkende sirenevarslingssystem, udsendes der også varsler på andre måder.
Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet har indført varslingssystemet S!RENEN. Systemet advarer befolkningen i specifikke områder via deres mobiltelefoner. For langt de fleste danskere vil en advarsel via S!RENEN kun være noget, de oplever én gang om året – nemlig ved den årlige test første onsdag i maj.
Teknologien bag S!RENEN kaldes ’cell broadcast’. Det fungerer sådan, at mobilselskabernes telemaster transmitterer advarsler via et envejs-radiosignal til mobile enheder i det område, som politiet har markeret som farligt. Alle nyere mobiltelefoner kan modtage advarsler via S!RENEN. Man skal ikke downloade en app eller tilmelde sig, men man skal sørge for, at styresystemet på telefonen er opdateret. Det er ikke muligt at slå advarsler fra S!RENEN fra på sin mobil.
Når en mobiltelefon modtager en varsling fra S!RENEN, vil mobilen vibrere, afgive en unik lyd samt fylde skærmen med en tekstbesked, der indeholder anvisninger om, hvad man skal gøre.
S!RENEN er et supplement til de eksisterende varslingskanaler, som myndighederne anvender. De øvrige kanaler er for eksempel de fysiske varslingssirener og beredskabsmeddelelser, du kan finde på DR’s og TV 2’s platforme.
Alarmering
Hvis man som borger har brug for at tilkalde en ambulance, brandvæsen eller politi, vil man normalt ringe 112. Men hvis man har høre- (eller tale-) problemer og har behov for at kontakte alarmcentralen kan dette ske via SMS. Man sender en SMS med oplysninger om hvem, hvor og hvad der er sket på den måde, som det ses i dette eksempel:
Hvem?Jens Petersen! Hvor?Rådhusvej 10, 2900 Hellerup! Hvad? Hjertestop, Ambulance!
Når SMS’en er modtaget hos alarmcentralen, får man en kvittering.
Det telefonnummer man skal sende en alarmerings-SMS til er fortroligt for at forhindre misbrug. Hvis du er medlem af Høreforeningen, kan du få det udleveret ved at henvende dig til os på mail@hoereforeningen.dk. Andre kan få det via deres kommunikationscenter. Bemærk, at telefonnummeret er blevet ændret siden 2007, så hvis du har modtaget det inden da, skal du kontakte Høreforeningen/ kommunikationscenteret og få det nye nummer.
Akuthjælp til døve
Via app'en Akuthjælp til døve kan man sende en autogenereret sms til alarmcentralen i tilfælde af en nødsituation. Hent app'en i App Store eller Google Play. I videoen herunder, kan du se, hvordan du bruger app'en. Videoen er produceret af Danske Døves Landsforbund. Hvis der ikke automatisk kommer undertekster på, så kan de slås til via CC-tegnet i bunden af videoen.
Se også hjælpemidler til røgalarmer mv.