Artikel: Hvorfor skal mine ører behandles helt forskelligt?

Jakob Milland har et høreapparat og et cochlear implantat. Der er en verden til forskel på fx ventetid, selv om han egentligt 'bare' hører dårligt på begge ører.

TEKST IRENE SCHARBAU - FOTO HEIDI MAXMILLING

– Havde det været en brækket arm, var der aldrig nogen der kunne finde på at sige: Du må vente i 28 uger, hvis det er den højre – venstre laver vi med det samme.

Når automekaniker Jakob Milland har problemer med sit Cochlear Implant, smutter han lige til Greve, hvor Advanced Bionics bor. Producenten hjælper ham med det, der kan være. Og han kan såmænd låne en ekstra processor (det ydre af apparatet), når han skal på ferie.

– Så risikerer jeg ikke at stå i en dum situation, hvor jeg ikke kan høre noget. Jeg hæfter selv forsikringsmæssigt, men det er en service, de yder, siger den 47-årige Jakob fra Midtsjælland.

Hans andet øre får en HELT anden behandling. Jakob har haft høreapparat i 20 år, men let skal det ikke være.

– Mit høreapparat gik i stykker, og det var mere end fire år gammelt. Jeg skulle selv betale reparationen. For et nyt kunne jeg ikke få – nej, der var et halvt års ventetid. Der er da ingen, der ved, at man selv skal betale reparationer, og at man ikke kan komme i køen, før de fire år er gået, siger Jakob Milland.

Han har for nogle år siden startet sin egen virksomhed, en mekanikervikarservice, faktisk på trods, da systemet mente, han hellere skulle gå på førtidspension med de udfordringerne, han har. Men ikke Jakob, han er en handlingens mand. Da apparatet gik i stykker, surfede han straks på nettet for at se, hvilke ørelæger, der havde tid, og hvilke klinikker, der havde kortest ventetid.

– Jeg kan nemlig ikke gå til en privat butik med mine store hørenedsættelser. Jeg har prøvet at lokke dem til at give mig nyt høreapparat, men de siger pænt nej, smiler han.

– Jeg brugte en halv dag på at finde hjælp. Jeg har snakket fra Herodes til Pilatus. Systemet kræver et godt bryst, hvis man skal lede efter hurtigst mulig hjælp. Hvad med dem, der ikke kan det, spørger han.

Skal da kunne høre

Jakob tænkte, det er løgn, da han fandt ud af, at ventetiden er kortest på Køge sygehus – et halvt år. Han troede nemlig, han hurtigt kunne få et af de nye høreapparater, der kan kommunikere med hans CI, nu da hans gamle både var gået i stykker
og var mere end fire år.

– Hvis jeg skal tjene penge, skal jeg da kunne høre noget. Halvdelen af mennesker med høreproblemer er i den erhvervsaktive alder, og man vil gerne have, at vi bliver på arbejdsmarkedet længst muligt. Men nej, jeg kan få nyt apparat om et halvt år. Der må ikke være råbt højt nok, den gang de lavede regler på høreområdet, mener han.

Spildtid

Det er ikke mindst vejen til hjælp, der frustrerer.
– Jeg har været i systemet i 20 år. Når jeg ringer til audiologisk afdeling, siger de, du skal have en henvisning fra ørelægen. Hvor er det gode argument i det? Første gang var OK, men hvad er det, jeg skal hos ørelægen igen? Det er kun tidsspilde for mig. Jeg har brugt tid på at finde vej i systemet, så skal jeg bruge tid hos ørelægen, få en ny høreprøve på høreklinikken, komme tilbage og få ørepropper og tilbage igen for at få justeret. Det er jo helt i skoven, siger Jakob Milland.

Politisk opgave

Han understreger, at han ikke hakker på audiologisk afdeling.
– De gør da, hvad de kan. Men hvad har politikerne tænkt sig? Det er jo deres opgave. Samfundsøkonomisk er det jo helt ude i hampen. Jeg kan jo ikke passe mit arbejde, når jeg ikke kan høre ordentligt, siger Jakob Milland.

Han mener, det er en enorm forskelsbehandling af ørerne, og at ventetiden er urimelig.
– Jeg burde kunne få hjælp inden for rimelig tid – helst kun fire uger, som faktisk også er lang tid, når jeg har brug for at kunne høre, siger automekanikeren, der godt kunne tænke sig en forklaring på forskelsbehandlingen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar omkring forskelsbehandlingen fra Region Sjællands formand for Udvalget for sygehusenes behandlingstilbud, Christian Wedell Neergaard.

Hjælpemiddel vs kirurgi

Mads Klokker, overlæge og klinikchef for de audiologiske afdelinger i København forklarer her, hvorfor der er forskel, set ud fra et lægeligt perspektiv:
– Klassiske høreapparater (ligesom briller og stok mv.) er det, der kaldtes ”hjælpemidler” og i sin tid hørte under kommunerne, ligesom den kommunale tandpleje stadig gør det. Området er i dag overtaget af regionerne, men et høreapparat anses fortsat for at være et hjælpemiddel.

CI-behandling blev indført i Danmark i 1970’erne og er et kirurgisk indgreb, foretaget på visse højtspecialiserede hospitaler. Der var dengang angiveligt tale om et prestigeprojekt på linje med, hvad vi i dag også oplever med nye former for innovativ behandling, som er båret frem af forskning og samfundets fremskridt.

CI-behandlingen, som på ingen måde kan stå alene med selve operationen, idet der efterfølgende er behov for ganske meget audiologopædisk opfølgning, er fortsat prestigefyldt. Der kan sagtens forekomme en hel del ventetid på et sådan indgreb også, ligesom der er mange forudsætninger og indledende undersøgelser, der skal være foretaget inden behandlingen.

De personer, der klarer sig med høreapparater, er typisk personer, der i en eller anden varierende grad lider af et høretab. Høretabet er desuden typisk kommet snigende. Der er dermed sjældent behov for en pludselig indsats. Slutteligt er der desuden lige den lille anden forskel, at man ikke kan gå hen i butikken på hovedgaden og købe sig en CI-løsning, sådan som man kan med briller, stok, tandlægebesøg og også høreapparater. Dertil er CI-behandlingen fortsat for risikabel, og derfor kræves store kompetencer og det rigtige setup.


Denne artikel er oprindelig bragt i Høreforeningens medlemsblad september 2016

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau