Artikel: Tinnitus er ikke så sexet
– Men sagen skal tales op. Og flere kunstnere bør stå frem og tale om deres tinnitus og høretab, siger Waqas Qadri fra bandet Outlandish.
AF IRENE SCHARBAU - FOTOS HEIDI MAXMILLING
– Vi står potentielt med et meget stort samfundsproblem om 20-30 år, hvis de unge ikke lærer at passe på ørerne. Min branche har et stort ansvar, og mange musikere lider under at have tinnitus. Men det er ikke så sexet en sygdom – ja, den er forbundet med alderdom, så kun få står frem og taler om det, siger Waqas Qadri.
Med tophits som ’Warrior//Worrier’, ’Guatanamo’ og ’Aicha’ er han kendt som en tredjedel af bandet Outlandish – de tre drenge fra Brøndby Strand med anden etnisk baggrund, der i slut 90’erne skabte en kæmpe, prisbelønnet karriere med deres seje, rappende ungdomsmusik.
Waqas har tinnitus og en støjskade efter mange år i musikkens verden. I dag er han 39 år, har familie, og laver soloprojekter sideløbende med Outlandish.
– Jeg tror, jeg fik tinnitus allerede i folkeskolen. Dengang vi havde store højtalere i ungdomsklubben, og jeg hørte Metallica på min brors store, gule walkman, altid, i bussen, alle steder. Tinnitussen er der konstant nu. Det er sådan en biiip-lyd, fortæller Waqas Qadri.
– Da jeg blev opmærksom på, at der var noget, der hed tinnitus, tænkte jeg, nå ja. Men jeg kan i dag have et helt strygeorkester i hovedet samtidigt, som jeg kan skrue op og ned for. Ved at fokusere på lyden ca. 30 sekunder kan jeg dog få den til at falde ned. Men efter koncerter kan jeg ikke sove på grund af tinnitus. Det er nok også adrenalin, der ’trigger’ kroppen, vurderer musikeren, der på en meget imødekommende facon og med velovervejede budskaber stiller op til Hørelsens interview.
Waqas Qadri har offentligt fortalt om sin tinnitus ved flere lejligheder. Sidste år var han i TV2 med Høreforeningens landsformand på verdens høredag, og han har også deltaget i Dansk Musikerforbunds Pas På Hørelsen kampagne.
Skal gøres mere sexet
– Det er nærmest sørgeligt, at så få kunstnere har lyst til at tale om tinnitus. Den her sag skal sexes lidt op. Vi skal have nogen ud og snakke om sagen. Tænk hvis en af megastjernene som Adele gik ud og sagde, at hun kæmpede for sagen eller at hun havde tinnitus! Desværre er det nærmest tabu, siger Waqas.
Hans bekymring er både universel og personlig, da hans to børn på 9 og 15 år naturligvis er storforbrugere af musik.
– Det slemme er jo, at hvor min generation blev eksponeret for høj musik, da vi kom i 20’erne, sidder helt små børn nu med iPad’en dagligt med vildt dårlige høretelefoner. I min ungdom skulle vi trods alt hen og låne musikken på biblioteket eller gå langt for høre den. Man havde et musikanlæg i familien. Nu kan alle børn høre musik hele tiden, direkte i ørerne. Det ender med en folkesygdom, mener han.
Lydfølsom
Waqas er ikke i tvivl om, at hans arbejde med musik og høje koncerter har lagt oven i de første høreskader, han fik som ung. Interviewet foregår på hans yndlingscafé, som har en vis baggrundsstøj.
– Jeg er blevet lydfølsom. Støjniveauet her, selskaber i en bar, det kan jeg have svært ved, for mine ører bliver overstimuleret af lyden. Derfor er jeg heller ikke til fester i længere tid mere. Lydfølsomheden giver sig udslag på mærkelige måder, f.eks. er jeg helt allergisk overfor, at folk hvisker mig i øret, eller lyden, når de spiser chips, smiler han og tilføjer, at det bliver værre, når han er stresset.
Ørerne fungerer fortsat, og Waqas kan sagtens høre detaljerne i musikken.
– Jeg oplever ikke, at min hørelse er egentligt nedsat, selv om jeg hører forskelligt på ørerne. Jo, måske skulle jeg få lavet en høreprøve, jeg har aldrig fået det undersøgt...
Høj scenelyd
Tidligere spillede han med store monitor-kasser på scenen, hvor hele bandets lyd, inklusiv trommer og fem vokalister blev skudt ind i ørerne på ham.
– Så gik vi over til in-ears monitors, som ikke var formstøbte. Der havde jeg lyden derfra i et øre og resten fra scenen. Det var enormt højt, husker Waqas.
I dag har han købt ’vildt dyre’, formstøbte in-ear høretelefoner, der giver en perfekt lydmæssig balance til ham på scenen. Ansvaret som band, der spiller høje koncerter for sit publikum er han helt klar over, og lydkvalitet ligger ham meget på sinde.
Akustisk turné
Og apropos lyd, så tager Outlandish på turné igen til efteråret med akustiske koncerter 12 steder i landet. De tre sangere, to guitarister, et siddende publikum og fortællingen om, hvordan deres sange bliver til. Man kan følge Outlandish på Facebook.
Naturen som våben – og tekster på
Waqas Qadri har i efteråret udsendt en række kunstneriske musikvideoer, herunder den 12 minutter lange ’Lucid Dreams’, der blandt andet er optaget på Island og i Nordnorge. Rejserne rundt i verden for at lave videoerne bragte ham ud i naturen.
– Det var en lidt svær periode med højere tinnitus, fordi vi ingen aktivitet havde med Outlandish, og jeg begyndte at tvivle på, hvad jeg var værd. Så jeg lod vildmandsskægget gro og arbejdede på dette projekt, som faktisk er billeder af min tinnitus. Jeg er ellers ikke god til at være i stilhed. Men når jeg stod på en kæmpe gletscher, og naturen egentlig ikke lavede lyd, så var min tinnitus alligevel ikke særlig høj, det var fantastisk, fortæller Waqas Qadri.
En anden musikvideo med Medina ’Tell Me How You’re Doing’ har tekster på hele vejen.
– Det er nyt at lave lyrics-videoer, der ofte får flere views. Ja, det er fremtiden, fordi man som kunstner får sine budskaber ud med teksterne. Publikum forstår ord og følelser bedre, lyder det fra Waqas Qadri.
Denne artikel er oprindeligt bragt i Høreforeningens medlemsblad april 2016