På besøg i Aalborg-Brønderslev Lokalafdeling.
Verdens Høredag: Fællesskab og ny viden
Video og tekst er produceret af Irene Scharbau
- Det er dejligt at møde nogen, som kan forstå, at man ikke altid hører, hvad der bliver sagt og er flinke nok til at gentage uden at blive irriteret, siger Bent Hansen, der har meldt sig til det frivillige arbejde i lokalafdelingen Aalborg/Brønderslev.
- Jeg har jo menière og er hørehæmmet, og derfor kan jeg se formålet med at gøre en indsats og informere andre om, hvordan man kan leve med sit handicap, siger han.
Vi er til årsmøde i lokalafdelingen, og det strømmer ind med medlemmer. Der er smørrebrød først, og så kommer hørekonsulent Anne Mette Flinck fra Institut for Syn og Hørelse, som arrangementet holdes på, og fortæller om hjælpemidler.
- Vi må have flere stole, siger folk.
Der kommer flere end beregnet. Nu er vi 50. Mange vil gerne have ny viden.
- De vil også møde andre, som er i samme situation, for erfaringsudveksling. Og alle vores arrangementer er med teleslynge og skrivetolk, så man kan følge med i alt, hvad der bliver sagt her, fortæller lokalafdelingens formand Christel Sievers.
Lone Sloth, 68, har cochlear implant og er et af de medlemmer, som er glade for at komme i Høreforeningen.
- Jeg har mødt mange gennem årene med forskellige høreproblemer, og vi kan jo støtte hinanden i, hvordan vi har det, også mentalt. Vi får viden om muligheder, både i foreningen og i systemet, det synes jeg er utroligt dejligt, siger hun, der er gået med i en netværksgruppe.
Niels Christian Bielidt på 75 år har høreapparater og er også glad for fællesskabet.
- Jeg synes, foreningen gør et fantastisk stykke arbejde. Hvis man kommer i problemer, kan de sætte en bisidder ind. Det er tit galt med akustikken til møder andre steder. Så er det meget bedre i Høreforeningen. De har det grej, der skal bruges. Jeg støtter foreningen, hvor jeg kan, siger han.
De frivillige har dækket borde, lavet kaffe, hentet mad, bagt kage siden klokken 16. Klokken 17.40 er de fleste medlemmer kommet, selv om arrangementet først starter klokken 18.
Snakken går, nogle lægger deres kommunikationsudstyr frem, så mikrofoner kan gøre den ønskede tale tydelig.
- Det glæder os at se nye ansigter. Vi håber, I finder noget brugbart i Høreforeningen. Vi har en regel, al fælles kommunikation foregår gennem mikrofon, siger Christel Sievers i sin velkomst.
Så synges der højt og rent til velkomstsangen, som slutter med masser af latter.
Da foredraget om hjælpemidler begynder, bliver der stille. Alle vil gerne have den nyeste viden. Hørekonsulenten giver et godt overblik over høreapparater og hjælpemidler til hjemmet og personligt brug.
Til selve årsmødet bliver bestyrelsen valgt igen. Ved 22-tiden er der igen lukket og slukket i lokalerne på Sofiendalsvej i Aalborg.
- Fællesskabet er vigtigt, for vi sidder jo alle i samme båd, og vi kan hjælpe hinanden. Vi får nogle gange nye medlemmer, som siger, gud, I snakker jo helt frit om jeres høretab, og at man skal gøre opmærksom på sit handicap? Ja, det er derfor, vi er her, vi skal hjælpe hinanden og blive klogere og komme bedre ud som mennesker, slutter lokalformand Christel Sievers.
Denne video og artikel bringes i anledning af Høreforeningens fejring af Verdens Høredag, hvor vi i år har fokus på Høreforeningens unikke fællesskab under temaet: Lad ikke høretab begrænse dig. Se mere om Verdens Høredag her.
Lagt på 2. marts 2020
Verdens Høredag tilbud: Få et ½ års medlemskab til halv pris
I anledning af Verdens Høredag den 3. marts kan du i hele marts 2020 få ½ års medlemskab til halv pris. Det vil sige, at du betaler 100 kr. for et halvt år (normalpris 305 kr. årligt). Du kan også få et ½ års familiemedlemskab for 150 kr. (normalpris 440 kr.). Når det halve år er gået, overgår du til normalt kontingent.