Mange unge med handicap får ikke en uddannelse og sidder fast på kontanthjælp.
Socialpolitisk Redegørelse: Unge med handicap er bagud i uddannelse
Social- og Indenrigsministeriet har fremlagt Socialpolitisk Redegørelse 2019. For første gang er børn med handicap medtaget. Redegørelsen viser, at unge med handicap har svært ved at få en uddannelse eller komme i job.
Tal fra rapporten:
- Hver femte ung med handicap er ikke i gang med eller har ikke gennemført en ungdomsuddannelse som 19-20-årig. Det gælder kun for 1 ud af 20 af alle unge i samme alder.
- 82 pct. af alle 19-20-årige er i enten uddannelse eller job. Det gælder for kun 40 pct. af de jævnaldrende med handicap.
- Unge med handicap sidder fast på kontanthjælp. 30 procent af de 19-20-årige med handicap er på kontanthjælp, hvorimod tallet for alle unge er seks procent.
”Mange børn og unge med handicap vil være bagud på point hele livet, når vi forsømmer at give dem en uddannelse. De vil gerne lære, være del af fællesskabet og kunne forsørge sig selv. Uddannelsessystemet skal gøres mere fleksibelt, så det også passer til unge med brug for mere tid og støtte på uddannelsen”, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH).
Se den socialpolitiske redegørelse her.
Unge med høretab
Børn og unge med hørenedsættelse er ikke omfattet af redegørelsen, men også her er der brug for forandringer. I en undersøgelse blandt studerende med usynlige handicap, herunder hørenedsættelse, oplyser næsten alle, at de har problemer med studiet pga. af deres handicap. 65 % overvejer at stoppe eller er stoppet pga. handicappet. Blandt de adspurgte med hørenedsættelse nævnes, at underviserne ofte ikke bruger mikrofon eller teleslynge.
Læs mere her.
Lagt på 9. januar 2020