Når det har været særligt vigtigt har jeg bedt dem sende Dorte

Den gode skrivetolk er meget mere end blot hurtig på tasterne.

Når det har været særligt vigtigt har jeg bedt dem sende Dorte

 

En dygtig skrivetolk er ikke kun hurtig på tasterne og god til at få alle vigtige informationer med. Særligt når tolken tolker for en enkelt bruger gennem længere tid er kemien mellem tolk og tolkebruger mindst lige så vigtig, som evnen til at taste hurtigt og korrekt. Fx til møder på tolkebrugerens job eller til forelæsninger på tolkebrugerens uddannelse.

Høreforeningen har modtaget og fået lov til at viderebringe følgende tekst fra skrivetolkebruger Anders Friis Olsen. Anders har haft fast skrivetolk gennem Høreforeningen i mange år, først som biologistuderende på universitetet og dernæst i sit arbejdsliv.

Her kan du læse Anders vinkler på, hvad en god skrivetolk er:

En god skrivetolk

Min faste skrivetolk stoppede før efterårsferien. Lidt vemodigt, da vi har fulgtes ad til meget gennem de sidste 20 år. Det har fået vækket nogle tanker hos mig om, hvad en ”god skrivetolk” er.

Jeg startede med at bruge skrivetolk, da jeg begyndte at læse biologi på universitetet. Det hele startede egentlig lidt sjovt.

Med lidt bekymring havde jeg skrevet til Tolkeformidlingen inden min første time: ”Hvordan finder jeg tolkene i auditoriet?”

Tolkeformidlingen svarede med et irriterende afslappet ”I skal nok finde hinanden!”.

Da jeg så kom ind i det store mørklagte auditorium med flere hundrede studerende, kiggede jeg desorienteret rundt… helt nede foran det oplyste podie med forelæseren sad to damer med tre skærme, som lyste kraftigt op i det mørklagte lokale. Det var lige før det store indtog med bærbare computere blandt studerende, så jeg endte med at sidde nede foran i lyskeglen så – stort set – alle andre nye studerende ret hurtigt vidste, hvem Anders var, og hvad ”de to damer” lavede.

Ofte var der faktisk lidt trængsel omkring mig, fordi andre studerende så en fordel i at sidde og læse skrivetolkenes tekst, når de selv missede noget, og tog noter. Det bedste var måske, dengang en brasiliansk udvekslingsstuderende fortalte, at det var en stor hjælp for ham at sidde ved siden af mig og kunne kombinere det danske sprog med både tale og tekst, da han havde lidt svært ved at følge med i forelæsningerne.

For mig – som tolkebruger – kan man vurdere en skrivetolk ud fra tre kompetencer:

1) Videregivelse af informationer

2) Hastigheden for dette

3) De personlige kompetencer

Og for at opnå et godt samarbejde kommer man ikke udenom sig selv:

4) Hvordan man som tolkebruger bidrager til et godt arbejdsmiljø for tolken

Det første, som slår en som tolkebruger, er skrivetolkens evne til at videregive informationer, man ellers ville gå glip af grundet hørehandikappet. Informationerne skal være korrekt videregivet, men ikke nødvendigvis ordret - det er meningen, der tæller! Stavefejl og slåfejl er jeg ligeledes bedøvende ligeglad med, så længe jeg forstår det, som menes.

Det kan være en meget fagligt krævende opgave for tolken. Jeg tog fx fag på både biologi, geografi og samfund på universitetet, hvilket kunne betyde, at de mest hurtigt-talende professorer fra biokemi, botanik, zoologi, geologi og over til politisk filosofi skulle tolkes. Det er virkelig ikke nemt, med mindre man som menigmand har en enorm interesse i disse specifikke fag.

Da jeg senere fik job på universitetet, var det nye administrative udtryk med forkortelser, som blev brugt, så fx Hum, der betyder humanistisk fakultet og SAK-KVAL, der betyder ”Studieadministrativ koordineringsgruppe for kvalitet” osv.

Det næste er, om disse informationer kan viderebringes så hurtigt som muligt. Der er selvfølgelig noget forsinkelse på, og det er et vilkår, men af mange årsager er det vigtigt, at informationer videregives så tæt på realtid som muligt for tolkebrugeren, så vedkommende kan følge med og deltage aktivt. Jeg tror ikke, at jeg før, jeg fik mit høretab forstod, hvor stor betydning det havde at kunne deltage i en gruppesamtale i realtid. Det går faktisk lynhurtigt, når mennesker i grupper snakker sammen… og endnu hurtigere, hvis de diskuterer et emne. Og hvis man skal deltage i disse ting, så må man ikke være ret meget forskudt i tid i forhold til de andre. Hvis man er det, har de simpelthen skiftet emne, og man er hægtet af.

Hertil kommer så – ifølge mit system her – tolkens personlighed på spil. Hvordan er ens samarbejde med tolken? Hvordan er tolkens interaktion med ens studiekammerater/kollegaer? Hvordan klarer tolken det i stressede situationer? Hvordan klarer tolken det, når det bliver personligt omkring vedkommende, som tolken tolker for?

Mens de to foregående ting nok i højere grad kan trænes/øves af tolken, bliver dette selvfølgelig vanskeligere her. Tolken og tolkebrugeren skal jo helst også fungere sammen på det personlige plan, og tolken vil også kunne blive en del af tolkebrugerens ”ansigt” ud ad til. Jeg synes, det er vigtigt at have et godt forhold til tolken, men også at man bevarer et professionelt forhold. Altså både tæt og distanceret på samme tid – hvor umuligt det så end lyder. Jeg synes, det er vigtigt, at man som tolkebruger kan være sikker på, at tolken kan tolke helt ”anonymt”, og så kan man ellers snakke om alt muligt andet med tolken bagefter. Det er der måske ingen videnskab i, men det er utroligt betryggende for brugeren, at det er sådan.

På en eller anden måde skal tolken også fungere med ens kollegaer/studiekammerater, men denne må samtidig ikke overskygge tolkebrugeren – altså tolken må hjertens gerne snakke og hygge sig med de andre, men det skal stadig være på en måde, så tolkebrugeren er ”hovedpersonen”.

Der er også stor forskel på, hvordan tolke reagerer på, hvorvidt de har hørt rigtigt eller ej – skal tolken fx stoppe en forelæser i et auditorium med 200 studerende og bede forelæseren gentage, fordi de ikke hørte det? Jeg foretrækker oftest, at tolken undlader det, og evt. lader mig afbryde de andre, og sige ”vil I gentage – tolken hørte det ikke”.

Man skal også kunne være stille sammen med tolken – der hvor man koncentrerer sig om noget, mens tolken er til stede, uden det føles kunstigt.

Den sidste ting, jeg tænker er vigtigt for et godt samarbejde, er, at man som tolkebruger også husker, at tolkene nogle gange stilles i nogle situationer, som er afsindigt svære at tolke i. Møder hvor de store diskussioner drøner frem og tilbage, og folk afbryder hinanden, er bare ikke nemt at tolke til. Eller de sjældne dage hvor tolk nr. to har meldt sig syg, og der sidder en enkelt tolk, som skal klare det hele i flere timer. Der tror jeg, det er rigtig vigtigt at lægge ud med, at ”Jeg forstår godt, det her er svært – bare skær ind til benet…”. Tolken tolker ikke bedre ved at føle presset, der allerede er der.

Det gode samarbejde er begge veje rundt. Og med tiden kommer så alle de indforståede aftaler. Skal tolken fx skrive navne på dem som taler? Nej – ikke hele tiden i min optik. Slet ikke når det går hurtigt, så hellere hoppe ned på en ny linje og videre. Mange ting bliver faktisk indforstået med tiden mellem tolken og tolkebrugeren. Og det opdager man først, når man har afløsere på.

Tolkeformidlingen gør hvad de kan for, at den samme tolk følger samme person, og det er der afsindigt mange fordele i, men nogle gange skal besværlige skemaer gå op, og andre træder til. Fair nok. Men jeg må indrømme, at når det har været særligt vigtigt for mig, så har jeg skrevet til Tolkeformidlingen, og bedt dem udtrykkeligt om at sende Dorte. Og det har jeg gjort, fordi jeg ved, at Dorte har fulgt mig og mit arbejde så meget, at hun kender ALLE fagudtryk, slang, kulturen på mit arbejde og mine kollegaer.

Og vigtigst af alt – gennem årene har vi oparbejdet et helt fantastisk samarbejde, hvor hun både har formået at være ven og tolk. Altså på den professionelle måde som jeg lige netop har ønsket det. Og Jo – Dorte har også været MEGET vellidt blandt mine kollegaer (og tidligere blandt mine studiekammerater). Hun har virkelig formået at balancere faglighed og personlige kompetencer, så jeg igennem 20 år har haft meget stor glæde af vores samarbejde. Dorte stoppede i efterårsferien som tolk og kommer forhåbentlig til at stornyde sin nye velfortjente tilværelse med mere frihed. Men hun vil eddermame blive savnet!

Hvis der er eksterne professorer på tolkeuddannelsen, så vil jeg godt opfordre til, at Dorte udnævnes hertil, og hun kommer ind og laver nogle gæsteforelæsninger om, hvordan man bliver en skidegod skrivetolk! Tak Dorte!

Anders Friis Olsen, skrivetolkebruger


Lagt på 28. oktober 2020

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau