Familiekursus for familier med børn med høretab 5-14 år 2024

Familiekursus for familier med børn med høretab 5-14 år 2024

Arrangør: Høreforeningen

Der følger helt særlige udfordringer og omstændigheder med for hele familien, når man har et barn med høretab. Høreteknik, sociale relationer, auditiv og sproglig stimulering er blot nogle af de områder, man skal tackle i hverdagen. Erfaringsudveksling og ny viden kan hjælpe dig og din familie med at håndtere alle disse særlige forhold.

Hvem kan deltage i kurset?

Alle familier, der har børn med høretab i alderen 5-14 år, og som er medlem af Høreforeningen, kan deltage på kurset. Kurset er målrettet hele familien og er tilrettelagt så både forældre, søskende og børn med høretab får mest muligt udbytte.

Tilmelding

Tilmeldingsfrist 5. september 2024. 

OBS: Tilmeldingsfristen er nu overskredet. Hvis du vil høre om mulighederne for alligevel at deltage på kurset, så kontakt hørekonsulent Mette van Amerongen på mva@hoereforeningen.dk. 

Program

NB: Der tages forbehold for ændringer.

Se programmet her.

Priser

Priser for deltagelse hele weekenden inkl. forplejning og overnatning i standardværelse:

Børn 0-2 år: gratis.

Børn 3-12 år: 795 kr.

Voksne og børn fra 13 år: 1955 kr.

Tillæg for Park View værelser (5 personer): 950 kr.

Tillæg for Adventure-værelser (6 personer): 950 kr.

Enkeltværelsestillæg: 550 kr.

 

Det er også muligt at tilmelde sig weekenden som dagskursus. Ønsker I at deltage som dagskursister, så send en mail til mva@hoereforeningen.dk med følgende oplysninger:

  • Navne på alle deltagere (voksen / barn)
  • Adresse (-r)
  • E-mail og telefonnummer
  • Evt. hvilke oplæg, I gerne vil høre
  • Evt. allergier eller særlige behov
  • Skal I deltage i middagen lørdag aften
  • Alder på børnene ved kursets afholdelse
  • Oplysninger på betaler (fulde navn, adresse, mail og telefonnummer)

Vi sender en faktura efter kurset er afholdt.  

Prisen for dagskursus lørdag er 870 kr. pr. voksen (fra 13 år) og 570 kr. pr. barn (3-12 år) inklusive middag lørdag aften. Uden middagen lørdag aften er prisen 620 kr. pr. voksen og 470 kr. pr. barn.

Prisen for dagskursus søndag er 520 kr. pr. voksen og 370 kr. pr. barn.

Ekstra overnatninger

Det er muligt at på egen hånd at booke ekstra overnatninger i forbindelse med familiekurset, f.eks. fra fredag til lørdag. Kontakt hotellet direkte på mail: marianne.holm@legoland.dk og husk at oplyse, at du/I deltager i familiekurset.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til kurset, er du velkommen til at kontakte kursusansvarlig Mette van Amerongen på mva@hoereforeningen.dk eller tlf. 26 71 42 36.

Hvad får familien ud af at deltage?

For forældre:

Det overordnede formål med kurset er at ruste familierne til at tackle hverdagens små og store udfordringer. Forældrene vil få ny faglig viden, praktiske råd og mulighed for erfaringsudveksling gennem foredrag, debatter og drøftelser i mindre grupper. Kurset har fokus på hele familiens situation og giver mulighed for at drøfte usikkerhed og holdninger og få svar på spørgsmål i et lukket forum, hvor fagpersonale har tid til spørgsmål og svar.

Vi bestræber os hvert år på at formidle den nyeste viden fra forskning og praksis til familierne, samt til at give dem redskaber og værktøjer, der kan anvendes direkte i deres hverdag, som støtte til deres børn med høretab. Det faglige indhold er tilrettelagt, så det er relevant for flere aldersgrupper, hvorfor forældrene kan vælge mellem parallelle forløb og hvert år vælge de oplæg, der er relevante for deres aktuelle situation. Det faglige indhold bliver formidlet af førende eksperter og praktikere indenfor deres område, og veksler derfor også mellem foredrag, workshop, erfaringsudveksling og online oplæg med udenlandske eksperter, som forældre ikke har adgang til andre steder.

Kurset præsenterer forældrene for den nyeste faglige viden på området, som ikke kan opnås andetsteds i den aktuelle sammenhæng, og giver deltagerne mulighed for at møde fagprofessionelle med førende kompetencer indenfor høretabsområdet. Kurset er derfor enestående af sin slags, idet der ikke udbydes lignende tilbud indenfor sundhedsvæsenet.

For børn med høretab og evt. søskende:

Børnene med høretab vil i løbet af kurset møde ligesindede og skabe vigtige relationer. Deres søskende vil både møde andre børn med høretab og andre søskende, der ligesom dem selv har en søster eller bror, der nogle gange tager lidt mere af forældrenes opmærksomhed. De fleste børn og unge med høretab og deres søskende møder ikke ligesindede i hverdagen, fordi langt de fleste er inkluderede i lokale skole- og dagtilbud uden mulighed for at danne netværk og udveksle erfaringer med ligesindede. Netværket med andre er afgørende for, at børnene får sat deres egen situation i perspektiv og på sigt bliver rustet til at mestre livet med en hørenedsættelse eller som pårørende til en ung med høretab. I løbet af kurset bliver børnene passet af kvalificerede passere, der har bred erfaring med høretab, og som arrangerer hyggelige aktiviteter for børnene i trygge rammer. En stor del af børnepasserne har selv et høretab, eller er søskende til en anden ung med høretab, og fungerer derfor samtidig som rollemodeller, der mestrer en hverdag med høretab, og som de deltagende børn og deres søskende kan spejle sig i og lære af.

Der er mulighed for at få kurset betalt af kommunen

Som familie med ét eller flere børn med høretab har I mulighed for at ansøge jeres kommune om dækning af udgifter til familiekurset. I får betalt jeres deltagelse, hvis kommunen vurderer, at I vil blive bedre i stand til at tage vare på jeres barn ved at få mere viden og bedre kendskab til barnets særlige vanskeligheder i forbindelse med høretabet. Kurset kan søges efter Barnets Lov § 81, hvis kommunen vurderer, at kursusindholdet kan imødekomme barnets behov. I nogle kommuner kan kurset søges efter § 86, hvis kommunen vurderer, at barnet med høretab har en betydelig og varigt nedsat funktionsevne, der har alvorlige følger i barnets hverdag, og at kursusudgiften derfor kan anses som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af barnet. Læs mere om mulighederne for at få bevilget kurset her og få konkrete tips til at skrive en god ansøgning til din kommune samt en skabelon til din ansøgning.

 

05.10.2024 09:00 Hotel Legoland, Åstvej 10, 7190 Billund
Webdesign og udvikling / SYNERGI