Menière og svimmelhed

Perilymfatisk fistel

En perilymfatisk fistel er, når der opstår en forbindelse mellem det væskefyldte indre øre og det luftfyldte mellemøre. Fistlen kan fx opstå ved stigbøjlens fodplade (det ovale vindue) eller lige under denne (det runde vindue).

Fistlen kan komme af forskellige årsager, som fx hovedskader i forbindelse med ulykker. Der er dog uenighed om, hvorvidt en fistel også kan opstå ved fx piskesmæld. 

Fistler kan også opstå ved operation i det indre øre og under dykning/flyvning, hvor man er udsat for forandret tryk, men også ved infektion i ørets knogler.

Fistlen fungerer som en slags utæthed med ventilfunktion, der slipper perilymfe ud, når trykket i labyrinten øges ved f.eks. fysisk anstrengelse eller ved større undertryk i mellemøret, når man f.eks. lander med fly.

P.t. er det ikke muligt at stille en fysisk diagnose på en fistel, men diagnosen sandsynliggøres med en såkaldt Hennebert Platformstest og ud fra patientens sygehistorie og tilstand. Den kan ikke ses på scanninger, men man stiller diagnosen ud fra patientens sygehistorie og tilstand. 

Buegangs-dehiscence er en version af fistler, hvor der er utæthed i knoglen op mod kraniet. Denne lidelse kan i dag ses ved CT-scanninger og kan i dag behandles med en anden type operation.

Symptomer

  • Akut høretab eller faldende/vekslende hørelse
  • Tinnitus
  • Trykfornemmelse i og omkring øret (såkaldt ”fullness”)
  • Svimmelhed og balanceproblemer provokeret af fysisk anstrengelse som fx tunge løft, pressen, når man er på toilettet og trykændringer i mellemøret i forbindelse med dykning/flyvning/næsepusten 
  • Kvalme og koncentrationsbesvær
  • Fysisk aktivitet forværrer symptomerne

Mange af symptomerne ses ved adskillige andre svimmelhedstilstande. Fistler har sammenfald i symptomer med bl.a. Menières sygdom, og det kan i praksis være svært at skelne mellem lidelserne. Kraftig svimmelhed ved bevægelse er dog en af forskellene.

Ofte bliver man ved voldsom svimmelhed nervøs for at fejle noget livstruende. Lægerne har heldigvis i dag mange undersøgelsesmetoder til at fastlægge årsager til svimmelhed.

 

Behandling

Operation enten i lokalbedøvelse eller fuld narkose, hvor det formodede ”hul” dækkes af brusk. Operationen foregår gennem øregangen med anvendelse af et operationsmikroskop – som ved de fleste andre øre-operationer.

Læs mere om perilymfatisk fistel på svimmelhed.dk

 

Webdesign og udvikling / SYNERGI