Artikel: Op på (jern)hesten igen

For Lars Bramsløw, som er fagmand på høreområdet, var det noget af en omvæltning pludselig selv at blive angrebet af Menières sygdom. Men han lod sig ikke slå omkuld, og i dag, fem år efter første anfald, er han fri for symptomerne.

Lars Bramsløw

AF JOURNALIST EVA HELENA ANDERSEN

Præcis på det aftalte tidspunkt, hvor vi skal mødes til interviewet, kommer Lars Bramsløw cyklende ind i garagen til sin bopæl i Nivå, hvor han bor med sin hustru og to døtre. Hver dag tager han cykelturen på godt 12 kilometer til sit arbejde på Eriksholm Forskningscenter i Snekkersten, som er et grundforksningscenter under Oticon.

Lars Bramsløw er ikke ny inden for feltet, for han beskæftiger sig selv med hørelse.
– Jeg har altid interesseret mig for højttalere og musik, og så blev jeg fascineret af høresansen, fortæller Lars Bramsløw, for hvem det derfor faldt naturligt at starte på ingeniøruddannelsen og specialisere sig i lyd og hørelse. Efter at have arbejdet i House Ear Institute i Los Angeles USA i tre år tog han en ph.d. på Eriksholm Forskningscenter. Derefter arbejdede han i DR med fokus på lydkvalitet i digitale udsendelser og siden med måleinstrumenter hos Bruël og Kjær for at vende tilbage til Oticons hovedkontor i Smørum. Her har Lars Bramsløw beskæftiget sig med alle audiologiske aspekter af høretab og høreapparater. De seneste år er han imidlertid vendt tilbage til forskningen på Eriksholm.

Pludselige anfald

En fredag aften i efteråret 2010, hvor familien sad hjemme foran fjernsynet, begyndte Lars Bramsløw at føle sig utilpas.
– Det var egentlig lidt komisk, for vi havde lige spist aftensmad, hvor jeg følte mig utilpas og satte mig i sofaen uden at hjælpe til med at rydde af, så jeg blev ikke så populær. Kort efter blev jeg rigtig dårlig, og måtte ud og kaste op flere gange. Først tænkte jeg, at det måske var maden, men det var det ikke, fortæller han.

Efter et par uger skete det samme igen en weekend, hvor han gik i haven og arbejdede. Det hele kørte rundt, så han måtte sætte sig ned. Ved juletid var det endnu værre, og han måtte holde sig i ro både lillejuleaften og juleaften.
– Det plejer at være mig, der sætter foden på træet. Vores juletræ har aldrig været så skævt som det år, for de andre måtte klare resten, siger han med et glimt i øjet.

Patient og ekspert på samme tid

Hvad tænkte du da du begyndte at få det sådan?
– Ironien var jo, at jeg på grund af min uddannelse godt ved, hvad Menières sygdom er. Så jeg havde mistanke om det med det samme.
 
Lars Bramsløws egen læge afviste det først, men en lokal ørelæge var ikke lang tid om at give ham ret. På det tidspunkt kunne man også konstatere et høretab på venstre øre, og Lars Bramsløw begyndte at gå med høreapparat, som hjalp lidt sammen med et dræn, han fik indlagt. Via sin sundhedsforsikring fik han henvisning til Søren Vesterhauge, en privat ørelæge på Hamlet.
– Han gav mig et fantastisk tip. Via nettet kan man få en lille pumpe med motor og slange, der lindrer symptomerne. Men det forudsætter, at man har et dræn, så lufttrykket kan passere forbi trommehinden. Problemet er bare, at drænet lukker igen efter nogen tid, så man skal hele tiden have drænet lagt ind igen.

Lars Bramsløw
P100 pumpen hjalp med at lindre menière-anfaldene. P100 pumpen der kan afhjælpe, hvis man har lagt et dræn i øret kan fås på www.enttex.eu


I sommeren 2012 var familien på ferie på Bali, og Lars Bramsløw var spændt på, hvordan det ville gå med svømmeturene. Netop da de var ankommet, lukkede drænet igen, men han tog chancen og hoppede i havet. Der kom ingen anfald, og det har der ikke været siden.
– Man siger jo, at sygdommen brænder ud, og det har den gjort i mit tilfælde, konkluderer han.

Netværk hjælper

Allerede da de første Menière anfald begyndte meldte Lars Bramsløw sig ind i Høreforeningen og blev ret hurtigt tilkoblet en netværksgruppe med fire andre personer, der havde de samme symptomer. Selv om de fleste har fået det bedre og ikke har anfald længere, bliver de stadig ved med at mødes et par gange om året.
– Det er rart at være et sted, hvor man kan tale om de ting, der følger med sygdommen helt uhindret. De andre forstår, hvad det går ud på, og gider lytte til det. Efterhånden som symptomerne har fortaget sig, har jeg nok ikke så meget brug for gruppen. Men jeg synes det er rart at have et slags sikkerhedsnet, hvis det skulle blive værre igen, og det er også hyggeligt at ses, siger han.

Trods intens forskning er årsagen til Ménieres sygdom, der typisk opstår hos personer, der i forvejen har tinnitus, lidt et mysterium. Lars Bramsløw selv har ikke nogen direkte forklaring, men kommer med et bud:
– Som jeg har forstået det, har man sine anfald, fordi der er gået rod i de elektriske potentialer i det indre øre. Det skaber en spænding i de membraner, der skiller de forskellige væsker ad. Den spænding driver også balancesansen, som sidder lige ved det indre øre. Det siger sig selv, at når der først går rod i det, går nervesystemet amok. Men hvorfor tinnitussen stadig bliver ved uden anfaldene, har jeg ingen forklaring på. Der er jo forskellige hårceller i indre og ydre øre, og de ydre hårceller hjælper os til at høre meget svage lyde. Det kan jo være, at de er hyperaktive og laver ekstra støj, og så får man tinnitusen.

Ville fortsætte sit aktive liv

Har sygdommen påvirket dit arbejde?
– Ja, i det første halve år, indtil jeg fik jeg pumpen. I starten var jeg nødt til at blive hjemme, hvis det opstod om morgenen. Jeg var simpelt hen nødt til at være i nærheden af toilettet, når jeg fik anfaldene. En gang eller to er det også sket på arbejdet, mens jeg var i Smørum. Skæbnen ville heldigvis at vi havde et hvilerum. Så hvis jeg kunne mærke et anfald var på vej, sagde jeg til mine kolleger, at jeg desværre var nødt til at tjekke ud og gik ned og lagde mig. Det er det bedste man kan gøre, anbefaler han. Da det havde stået på i to år, vendte hørelsen på venstre øre pludselig tilbage på en weekend.
– Jeg tænkte, at det var mærkeligt, for nu støjede ventilationen mere, fortæller Lars Bramsløw med et smil.

En kamel og en hest

Han fik tjekket hørelsen, som var forbedret og fik stillet høreapparatet om til det ny høretab. Tinnitussen er der stadig, men den har Lars Bramsløw lært at leve med:
– Det er jo en kamel, man skal sluge. Jeg går ud fra, at jeg skal have tinnitus resten af livet. Somme tider bliver jeg mindet om den, men det meste af tiden glemmer jeg det, og er optaget af alt muligt andet. Måske skal man ikke tage det for tungt. Min tinnitus forstyrrer ikke mit hverdagsliv, understreger Lars Bramsløw og tilføjer:
– For fem år siden, da jeg fik menière-anfaldene tænkte jeg, at jeg nok ikke ville kunne tage i teatret eller i biografen. Hvis jeg skulle på firmarejse, var jeg lidt betænkelig ved at rejse alene. Jeg var meget bekymret, fordi jeg holder af friluftslivet og løber og cykler en hel del, også i bjergene sydpå. Det var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne mere på grund af anfaldene. Men det har jeg faktisk ikke været forhindret i. Jeg besluttede dengang, at jeg måtte prøve at fortsætte med at leve som jeg plejer som jeg plejer. Jeg havde en kollega med svær hørenedsættelse som sagde det samme: ”Bare op på hesten og videre”, og for mig har det virket.

Denne artikel er oprindelig bragt i Høreforeningens medlemsblad september 2016

 

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau