Virksomhedsforløb
Vær med til at skabe et bedre arbejdsmiljø for din virksomheds ansatte med høreudfordringer!
Ifølge en undersøgelse fra VIVE har hver 5. i job hørenedsættelse i en eller anden grad. Derfor er der med stor sandsynlighed også en eller flere på din arbejdsplads, der har udfordringer med hørelsen. Men det er ikke sikkert, I er klar over det, da høreproblemer kan opleves som skamfulde og svære at stå frem med.
Hørenedsættelse kan være en stor belastning for den enkelte, fx i form af øget træthed og stress, men det har også massiv samfundsmæssig betydning, blandt andet pga. af en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Men man kan som virksomhed gøre meget, for at forbedre arbejdsforhold og trivslen for ansatte med høreudfordringer – aktuelt kan man som virksomhed tilmelde sig et gratis udviklingsforløb med Høreforeningen. Vi søger nemlig private små- og mellemstore virksomheder, der vil være med til at afprøve værktøjer og skabe løsninger til forbedring af det psykiske arbejdsmiljø for ansatte med høreudfordringer.
Det får I ud af at deltage
Når I deltager i Høreforeningens udviklingsforløb, får I mere kendskab til høreproblemer blandt erhvervsaktive, og hvordan I kan forbedre deres forhold på jeres arbejdspladsen. Når I deltager i forløbet, vil I få hjælp af Høreforeningen til at identificere relevante værktøjer og iværksætte løsninger og tiltag, der kan øge jeres medarbejderes trivsel og fastholdelse. I kommer til at iværksætte løsninger og tiltag, som kan gøre en stor forskel, og skabe forbedringer – ofte kan enkle og simple tiltag have stor effekt. Kommunikation, processer og indretning kan forbedres for den erhvervsaktive med høreproblemer – ofte er dette også til gavn for kollegaerne, virksomheden og i sidste ende bundlinjen.
Ved at deltage i vores forløb, får I en konkret anledning til at vise, at jeres virksomhed tager socialt ansvar – vis det frem og vær et godt eksempel for andre i branchen og erhvervslivet.
Guiden – en værktøjskasse til høreudfordringer
De værktøjer, vi gerne vil have jer til at afprøve, er blevet til på baggrund af en række stormøder med erhvervsaktive med høreudfordringer. De er udviklet med afsæt i de udfordringer, de erhvervsaktive oplever på deres arbejdsplads. Udvalgte relevante værktøjer bliver i forløbet tilpasset den enkelte virksomhed og erhvervsaktive med høreudfordringer, og i forløbet kan der også blive udviklet yderligere værktøjer til afprøvning. Værktøjerne, som Høreforeningen har udviklet, er samlet i vores guide til arbejdspladser.
Hvilke udfordringer kan der være for erhvervsaktive med høreudfordringer på arbejdspladsen?
Høreforeningen har snakket med flere erhvervsaktive med høreudfordringer, der har fortalt om nogle af de mest prominente udfordringer ved arbejdspladsen. Du kan læse mere om udfordringerne her.
Hvem kan deltage i vores virksomhedsforløb?
Små og mellemstore private virksomheder (SMV’er) med mellem 10 og 250 årsværk, samt muligvis lidt større private virksomheder.
Proces
Start med at skrive en mail eller ringe til projektleder, Tue Hylby Lindqvist, for at finde ud af om et udviklingsforløb kan være noget for dig og din virksomhed.
Herefter tager vi et indledende møde mellem jer og Høreforeningen. Her identificerer- og tilpasser vi det eller de værktøjer, der skal afprøves. Efterfølgende udfyldes og underskrives en tilsagnserklæring om samarbejde, der løber over minimum 3 måneder og vi aftaler det konkrete forløb på et opstartsmøde.
Efter prøveperioden, tager vi et evalueringsmøde, hvor vi aftaler, om forløbet skal fortsætte med tilpassede værktøjer og/eller andre værktøjer i endnu en 3-6 måneders periode, eller om vi skal sige tak for nu.
I forbindelse med forløbet vil I også blive inviteret til korte interviews af vores evalueringskonsulent Line fra konsulenthuset Ingerfair.
Kom med
Vi håber, at vi har fanget jeres interesse, og vil meget gerne i dialog om samarbejde, hvor vi kan uddybe processen. Jeres tidsmæssige engagement, samt hvilke værktøjer der skal afprøves i jeres virksomhed, afstemmer vi sammen, så det passer.
Hvis I er interesserede i at deltage eller blot ønsker at vide mere, så kontakt projektleder Tue Hylby Lindqvist:
Tlf: 61 26 88 08
E-mail: thl@hoereforeningen.dk
Ofte stillede spørgsmål
Vi har samlet nogle af de hyppigste spørgsmål, vi får om vores udviklingsforløb med virksomheder her.
Kontakt
Ønsker du at vide mere om virksomhedsforløb, så kontakt gerne projektleder Tue Hylby Lindqvist:
Tlf: 61 26 88 08
E-mail: thl@hoereforeningen.dk