Gruppeforløb for erhvervsaktive
Høreforeningen har i forbindelse med vores Ingen skal stå alene-projekt etableret et gruppeforløb for erhvervsaktive med høreudfordringer.
Hvis du er erhvervsaktiv med høreudfordringer, kan du komme med i en gruppe, hvor du mødes med andre erhvervsaktive i samme situation. Gruppeforløbet er en såkaldt peer-to-peer ordning, hvor ligesindede mødes jævnligt i selvorganiserede grupper. Grupperne har til formål at give et rum til gensidig erfaringsudveksling og støtte, skabe nye fællesskaber og modvirke ensomhed.
Ansvaret for høreproblemer pålægges ofte den enkelte medarbejder, og det kan være hårdt og sårbart konstant at skulle være åben og rummelig over for andres manglende forståelse eller uvidenhed. Mødet med andre med lignende udfordringer kan være givende, da man som følge heraf kan opleve ikke at være alene.
Hvad går forløbet ud på?
I forløbet bliver du en del af en mindre gruppe, som mødes fysisk og/eller virtuelt for at dele erfaringer, oplevelser, søge støtte og sparre med hinanden i forhold til høreudfordringer. Deltagelse i forløbet er gratis, og du behøver ikke at være medlem af Høreforeningen for at være med. Ved at lære af hinandens erfaringer og dele viden, fx i forhold til hjælpemidler og rettigheder, kan man som deltager i forløbet blivebedre rustet til arbejdslivet og derigennem opnå øget trivsel.
Forløbet varer ca. et halvt til et helt år og består af et opstartsmøde og herefter 5-10 temamøder ca. hver 3. uge. Alternative mødeformer er mulige på egen hånd. Til sidst afholdes et afslutningsmøde, hvorefter gruppen kan vælge at fortsætte med at mødes på egen hånd.
Udover at være erhvervsaktiv og have høreudfordringer forventer vi, at du er med på følgende spilleregler:
- Vi er der for hinanden
- Der skal være plads til alle i gruppen
- Vi giver konstruktiv feedback
- Gruppen er et fortroligt rum
Der tages ikke referat på møderne, men man må gerne selv tage noter efter behov.
Kom med i en gruppe
Vi starter en ny runde gruppeforløb op senere på efteråret, men du kan allerede nu skrive dig op her, hvis du er interesseret. Så vil du modtage en email med mulighed for at tilmelde dig, inden vi starter næste runde gruppeforløb op.
Du behøver ikke at være medlem af Høreforeningen for at komme med i en gruppe, men du er velkommen til at melde dig ind her.
Materialer til peer-to-peer-gruppeforløb
Siden med materialer er en fælles onlinemappe med materialer, som under forløbet gør grupperne i stand til selv at afvikle møderne i gruppeforløbet. Åben siden med materialer her eller på banneret nedenfor for at gå til materialerne.
Ofte stillede spørgsmål
Vi har samlet nogle af de hyppigste spørgsmål, vi får om peer-to-peer-gruppeforløbet her.
Virksomhedsforløb
Som en del af Ingen skal stå alene-projektet udvikler vi også forløb til virksomheder. Her kan din arbejdsplads afprøve værktøjer til forbedring af arbejdsmiljø og trivsel for ansatte med høreudfordringer.
Læs mere om virksomhedsforløbet her.
Kontakt
Ønsker du at vide mere om gruppeforløbene eller projektet, så kontakt gerne projektleder Tue Hylby Lindqvist:
Tlf: 61 26 88 08
E-mail: thl@hoereforeningen.dk