Ingen skal stå alene med høreudfordringer på arbejdspladsen
Ingen skal stå alene er Høreforeningens projekt og kampagne for erhvervsaktive med høreudfordringer. Projektets formål er at skabe bedre psykisk arbejdsmiljø og trivsel for erhvervsaktive med høreudfordringer.
Med kampagnen udbreder vi kendskabet til udfordringerne man møder i arbejdslivet, hvis man har problemer med hørelsen, samt værktøjer til at starte dialogen og skabe forbedringer på arbejdspladsen.
1 ud af 5 i job mellem 18 og 64 år har problemer med hørelsen, viser tal fra VIVE. På langt de fleste arbejdspladser er der medarbejdere, der har nedsat hørelse. De kan opleve forskellige udfordringer i det daglige arbejde, fx misforståelser på grund af baggrundsstøj, eller have svært ved at følge med i de uformelle snakke over frokostbordet. Erhvervsaktive, der har en del vanskeligheder med at høre, arbejder i gennemsnit 2,5 time mindre om ugen i forhold til beskæftigede uden høreproblemer. Erhvervsaktive med høretab deltager i mindre grad i det sociale samvær på jobbet. Og kun 1 ud af 3 af de erhvervsaktive, som har en del vanskeligheder med at høre, har et høreapparat.
Høreudfordringer kan være en stor belastning for den enkelte, men har også massiv samfundsmæssig betydning. Et arbejdsmarked, der ikke imødekommer mennesker med høreudfordringers behov, har både menneskelige og økonomiske konsekvenser.
Høreudfordringer på arbejdspladsen
Den enkelte med høreudfordringer vil i mange tilfælde opleve en følelse af ensomhed og isolation på sit arbejde, men ingen skal stå alene med høreudfordringer på arbejdspladsen! Ansvaret for at håndtere høreproblemer på arbejdspladsen pålægges ofte medarbejderen, og som høreudfordret kan det være både hårdt, frustrerende og sårbart konstant at skulle være åben og rummelig over for andre på arbejdspladsens manglende forståelse eller uvidenhed.
Høreudfordringer er samtidig usynlige og kan være forbundet med tabu og sårbarhed. Derfor kan det for den enkelte med høreudfordringer være svært at tage snakken med sin leder eller kolleger om, hvad man har brug for. Særligt, hvis høretabet ikke er medfødt, men er opstået senere i livet eller har ændret sig, kan det også være svært at forstå og forklare. Det kræver mod at stå frem overfor sin leder og kolleger, da man kan være bange for at blive set anderledes på eller måske ligefrem miste sit job.
Her kan du læse mere om de udfordringer, som ansatte med høreudfordringer kan opleve:
Guide med værktøjer
Der er heldigvis meget, man kan gøre, for at være inkluderende og forbedre trivsel og arbejdsmiljø for høreudfordrede på sin arbejdsplads - tiltag, der ofte kommer alle medarbejdere til gavn.
I denne guide finder du en lang række værktøjer, som kan bruges til at forbedre trivslen og arbejdsmiljøet på din arbejdsplads:
Dialogværktøjer
Høreforeningen har sammensat en række gode råd og værktøjer, du kan benytte dig af, hvis du ønsker at starte en dialog om høreudfordringer på arbejdspladsen - både til dig, der er leder, til dig, som er høreudfordret og til dig, der er kollega.
Virksomhedsforløb
Som en del af Ingen skal stå alene-projektet kan du og din arbejdsplads være med i vores virksomhedsforløb for arbejdspladser, der ønsker at øge trivslen for medarbejdere med høreudfordringer. Hvis du eller din arbejdsplads vil høre mere om mulighederne for at få hjælp til at forbedre arbejdsmiljøet for mennesker med høreudfordringer hos jer, så læs mere her:
Gruppeforløb
Hvis du er erhvervsaktiv og har høreudfordringer, har du muligheden for at deltage i et af Høreforeningens gruppeforløb. Gruppeforløbet er for dig, der ønsker at møde andre, der står overfor lignende problematikker som dig selv. Du kan læse mere om gruppeforløbet her.
Mere om VIVEs undersøgelse
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE har udarbejdet tallene, som viser at 1/5 i beskæftigelse mellem 18 og 64 år har problemer med Hørelsen, for Høreforeningen. Tallene er lavet som et tillæg til rapporten ”Høreproblemer og arbejdslivet” fra 2023, som er lavet på baggrund af data fra VIVEs store SHILD-undersøgelse fra 2020.
Rapporten fra VIVE omhandler hele befolkningen mellem 18 og 64 år, ikke blot dem i beskæftigelse. Den viser, at når man sammenligner dem med høreproblemer med dem uden, er der tydelige forskelle i forhold til arbejdslivet samt deltagelsen i det sociale på arbejdspladsen. Den viser også, at andelen der har høreproblemer fra 18-64 år svarer til ca. 700.000 danskere. Se mere om undersøgelsen og hent både rapporten og tillægget her.
Kort om projektet
Med projektet 'Ingen skal stå alene' ønsker Høreforeningen at være med til at løse de udfordringer, som erhvervsaktive med hørenedsættelse møder i deres arbejdsliv, så de får bedre mulighed for at deltage på lige vilkår med normalthørende. Hensigten med projektet er at forebygge mistrivsel på arbejdspladser, styrke det psykiske arbejdsmiljø og øge mental sundhed blandt erhvervsaktive med høreproblemer.