Deltagerne blev klædt godt på til dette års Tinnitusdage.
Tinnitusdage 2023 med fokus på lægevidenskab og energiforvaltning
Af journalist Luise Thomsen - Fotos: Kenneth Ekman
Traditionen tro afholdt Høreforeningens tinnitusudvalg også i år Tinnitusdage med spændende foredrag to forskellige steder i landet. Deltagerne blev klædt godt på med tips til energiforvaltning og fik en grundig gennemgang af det, lægevidenskaben lige nu ved – og ikke ved – om tinnitus.
Pladserne var fyldt op, da i alt 160 deltagere mødte op i henholdsvis Aalborg og Odense lørdag og søndag den 9. og 10. september.
Formålet med Tinnitusdagene var som altid at give deltagerne viden om tinnitus, kendskab til behandlingsmulighederne og værktøjer til at gøre hverdagen med tinnitus lettere. Den seneste Nationale Sundhedsprofil fra 2021 viste, at antallet af danskere, der har tinnitus, er stigende og nu består af omkring 770.000 ramte. Oplysning om tinnitus er dermed vigtigere end nogensinde.
Til at inspirere deltagerne havde Høreforeningens Tinnitusudvalg inviteret to forskellige foredragsholdere, der hver havde vigtige budskaber med sig.
Audiologopæd Laura Velander er uddannet med speciale i tinnitus og hyperacusis og er til daglig hørekonsulent på Castberggård. Fokus i hendes foredrag lå blandt andet på alt det, man selv kan gøre for at dæmpe generne fra tinnitus – herunder at forvalte sin energi bevidst i hverdagen.
Terapi har vist gode resultater
Læge Magnus Sandberg Madsen udgav tidligere på året, sammen med sin kollega Therese Ovesen fra Øre-, Næse-, Halskirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Gødstrup, en såkaldt statusartikel i Ugeskrift For Læger. Under sit foredrag gennemgik han blandt andet konklusionerne på de mange internationale og danske studier han i den forbindelse havde inddraget. I sit foredrag lagde han blandt andet vægt på, at der er plads til mere ensartethed i forhold til udredning og behandling. Og at der endnu ikke findes en medicinsk behandling med dokumenteret effekt – men at lydterapi og kognitiv adfærdsterapi derimod har vist gode resultater i forhold til at reducere ubehaget fra tinnitus.
- Tinnitusdagene handler både om at give viden til at kunne stille de rigtige spørgsmål i forhold til udredning og behandling – og værktøjer til at få en bedre hverdag. Og vores foredragsholdere skal have stor tak for at bidrage med netop det på hver deres måde. Samtidig fik deltagerne også mulighed for at møde nye mennesker og danne netværk til andre i samme situation. Vidensdeling og gensidig støtte kan nemlig også være noget af det, der gør livet med tinnitus lettere, lød det fra Ole Arndal, der som formand for tinnitusudvalget var en af tovholderne på Tinnitusdagene.
Tinnitusdagene blev afholdt med støtte fra William Demant Fonden og GN Store Nord Fondet. De vender tilbage i 2024.
Du kan læse en uddybende artikel med Læge Magnus Sandberg Madsen i næste nummer af vores medlemsblad Hørelsen.
Lagt på 27. september 2023