Ny forebyggelsesindsats skal lære unge om høreskader

Ny forebyggelsesindsats skal lære unge om høreskader

Regeringen og Høreforeningen vil øge opmærksomheden på langvarige høreskader ved konstant høj musik hos ’generation høretab’

Regeringen og Høreforeningen sætter nu målrettet ind mod høreskader og den støjrelaterede folkesygdom tinnitus.

Sundhedsprofilen viser, at 1 ud af 10 unge mellem 16 og 24 år i dag har tinnitus – mere end dobbelt så mange som i 2010. Samtidig peger forskning på, at selv børn i førskolealderen helt ned til 5 år kan opleve symptomer på tinnitus og høreskader. Det er baggrunden for, at regeringen nu afsætter 2,5 mio. kr. til en ny flerstrenget indsats, som Høreforeningen skal stå i spidsen for.

Med undervisningsmateriale til udskoling og ungdomsuddannelser, kampagner og vejledning skal flere unge og deres forældre kende risikoen ved høj musik i høretelefoner, koncerter og klubber – og hvordan de kan forebygge varige høreskader.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

"Mange børn og unge er ikke klar over, at de med deres lyttevaner er i risiko for at få høreskader og tinnitus, der kan forfølge dem resten af livet. Derfor er det vigtigt, at vi gør dem bevidste om, at de skal passe på hørelsen. For i dag har mange en hverdag med høj musik i ørerne og støj omkring sig, og mange unge tager også på festivaler og til koncerter, hvor der er godt gang i lydstyrken. Vi vil derfor give dem mere viden, så de kan træffe kloge valg og undgå at få høreskader."

Det er Høreforeningen, der kommer til at stå for kampagnen og indsatsen det kommende år, og det politiske fokus på forebyggelse af høreskader hos unge glæder i den grad Høreforeningens formand, Majbritt Garbul Tobberup:

”Det er utrolig glædeligt, at politikerne har lyttet til vores anbefalinger og nu prioriterer forebyggelse på høreområdet. Unge mennesker ved godt, at de skal dyrke sikker sex, lade være med at ryge og omgås alkohol på en fornuftig måde, men der er ingen der fortæller dem, at det kan være skadeligt at gå rundt med høj lyd i ørerne konstant”, siger Majbritt Garbul Tobberup og fortsætter:

”Det kan vi ikke være bekendt overfor vores unge, og derfor er det så utrolig vigtigt, at det nu er lykkedes at sikre politisk fokus på området, så vi ikke risikerer at stå med en Generation Høretab.“

Regeringen har afsat 2 mio. kr. i 2025 og 0,5 mio. kr. i 2026 fra Forebyggelsesreserven til initiativet, der finansieres som en del af Forebyggelsesaftalen fra november 2023. Initiativet tager afsæt i en række anbefalinger fra Forebyggelsesrådet, nedsat af Høreforeningen i 2024. Forebyggelsesrådet består udover Høreforeningen af en lang række organisationer, bl.a. Danske Gymnasier, Roskilde Festival, Dansk Musikerforbund, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, E-sport Danmark, Dansk Live mv. 

Webdesign og udvikling / SYNERGI