Tilgængelighed
Nordisk Film Biografer har besluttet at tekste alle danske film ved alle forestillinger
Biografkæden Nordisk Film har valgt, at de fremover vil have undertekster på samtlige forestillinger, når de viser en dansk film. Beslutningen gælder for alle deres 23 biografer over hele landet. Nordisk Film Biografer har ad flere omgange testet publikums reaktioner på undertekster, blandt andet sidste år i samarbejde med Høreforeningen. De forskellige test har givet så gode resultater, at de nu har besluttet at sætte tekster på permanent.
Høreforeningen hilser beslutningen mere end velkommen:
”Det glæder os rigtig meget, at alle biograferne i Nordisk Film-kæden har besluttet at køre med fuld tekstning på deres danske film til voksne. Vi vil gerne rose Nordisk Film Biografer for at tage dette kæmpe skridt, der får betydning for rigtig mange mennesker med hørenedsættelse. Det er noget, vi har kæmpet for i Høreforeningen i flere år, og vi håber selvfølgelig, at det vil få endnu flere biografer til at følge efter”, siger Høreforeningens næstformand Leon Carlsen.
Nordisk Film Biografer har ikke valgt at skrive ved billetbestillingen på deres hjemmeside, at filmen er med tekster, da det er noget, man som udgangspunkt kan regne med.
Gælder kun film til voksne
Selvom Nordisk Film Biografers beslutning er et kæmpe fremskridt, er der dog enkelte begrænsninger. Foreløbig gælder ordningen kun de danske film, der henvender sig til voksne. Børnefilm, som fx Skammerens datter, vil derfor ikke være tekstede.
Høreforeningen vil fortsætte dialogen med Nordisk Film Biografer om dette, da der også ved børnefilm er behov for tekster, fx til forældre eller bedsteforældre med hørenedsættelse, der tager i biografen med deres børn eller børnebørn. Derudover kan børnene jo også selv have hørenedsættelse.
Den anden begrænsning er, at producenten på en film kan bede om, at ikke alle forestillinger vises med tekster. Det kommer blandt andet til at ske ved komedien Selvhenter, der har premiere den 7. marts. I disse tilfælde vælger Nordisk Film Biografer at rette sig efter producentens ønske, men ellers tekster de alt, hvad de kan. Så hvis man vil være helt sikker på, om en film er tekstet, skal man rette henvendelse til biografen.
Du kan se en oversigt over Nordisk Film-kædens biografer på Nordisk Film Biografers hjemmeside.
Lagt på 5. marts 2019