Kommunikationsmedarbejder til Høreforeningen
Er du skarp til at skrive og formidle viden på høreområdet? Er du god til at navigere på digitale platforme? Skriver du korte tekster, der både engagerer og fænger? Så er du måske den nye kommunikationsmedarbejder i Høreforeningen.
I Høreforeningen søger vi en kommunikationsmedarbejder, der kan hjælpe med etablering af ny hjemmeside samt være med til at udvikle og opdatere vores kommende vidensportal.
Du skal derfor have lyst til at skrive, ligesom du skal have god forståelse for digitale brugerrejser og brugeroplevelser. Du kan analysere trafik, data og indsatser, så vi hele tiden optimerer og udvikler den bedst mulige oplevelse for vores medlemmer på hjemmesiden og vidensportalen.
Endelig vil du indgå i det løbende kommunikationsarbejde i Høreforeningen, hvor vi udover hjemmeside, sociale medier og presse også udarbejder et magasin til medlemmerne fire gange årligt.
Hvad forventer vi af dig?
Du har en relevant videregående kommunikationsuddannelse fx cand.com, cand.mag., cand.it eller journalist. Du er måske nyuddannet eller med et par års erfaring fx fra sundheds- eller socialområdet, en NGO eller patientforening. Kendskab til høreområdet er en fordel.
Du er konstruktiv, fleksibel, har mod til at tænke nyt og har et drive ift. at få ting til at ske. Derudover er det afgørende, at du:
• Er god til at skrive særligt til digitale platforme
• Har erfaring med at vedligeholde og udvikle hjemmesider
• Kan omsætte fagligt og komplekst indhold til letforståelige tekster og indhold målrettet forskellige målgrupper
• Har blik for digital performance og derfor kendskab til CMS-systemer, SEO-optimering mv.
• Meget gerne har erfaring med video, udvikling af grafikker mv.
• Er struktureret og har overblik i forhold til at prioritere og sikre, at deadlines nås
• Trives med en hverdag, hvor du veksler mellem forskellige arbejdsopgaver og har flere samarbejdsflader både i sekretariatet og blandt vores frivillige
Vi kan til gengæld tilbyde dig en spændende stilling med varieret jobindhold og mulighed for at præge Høreforeningens digitale platforme for de kommende år. Du bliver en del af et sekretariat med kort fra ide til handling, engagerede kollegaer og et godt socialt fællesskab.
Udover dig er der ansat en kommunikationsansvarlig og kommunikationsstudent, som du kommer til at arbejde tæt sammen med. Den kommende projektleder til arbejdet omkring videns portalen vil også være en tæt samarbejdspartner.
Proces og vilkår
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Pernille Kjær Jessen på telefon 2946 8271.
Stillingen er på 30 timer om ugen. Tiltrædelse hurtigst muligt. Løn og pension efter kvalifikationer. Stillingen er tidsbegrænset til medio 2026.
Send din ansøgning, cv og evt. relevante papirer til os på job@hoereforeningen.dk.
Vi holder løbende samtaler og vil gerne have ansat en ny kollega inden udgangen af januar 2025.
Om Høreforeningen
Høreforeningen har knapt 9.000 medlemmer. Vi giver vejledning og hjælp til medlemmerne, støtter vores ca. 350 frivillige i deres lokale arbejde med aktiviteter tæt på medlemmerne, skaber synlighed omkring hørenedsættelse og arbejder for politiske forbedringer på området for alle aldersgrupper med høreproblemer.