Hvad er gode sociale rum for mennesker med høretab – og hvordan kan de skabes?
Det undersøger Institut for Sociologi på Københavns Universitet i samarbejde med VIVE, Det Nationale forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Høreforeningen, Castberggård og Frijsenborg Efterskole i et stort forskningsprojekt støttet af VELUX Fonden.
Forskningsprojektet, ”Hvordan hører vi sammen”, bruger sociologiske metoder til at undersøge de barrierer, som mennesker med høretab oplever i skolen og i arbejdslivet. I projektet undersøges det, hvordan høretab skaber eller forstærker barrierer for inklusion i fællesskaber, og det vises, at der er mikro-eksklusions mekanismer i de nære relationer og mindre grupper på uddannelser og på arbejdspladsen. Mekanismerne omhandler bl.a. de udfordringer, som mennesker med høretab kan have med at forstå hele samtaler i grupper, som gør, at de ikke kan deltage på lige vilkår i kommunikationen. Det kan forstærke deres oplevelse af at stå udenfor de gruppefællesskaber, som vi alle er afhængige af, for at have en oplevelse af at høre til i skolen, på arbejdspladsen og i hverdagslivet.
Projektet består af flere delprojekter med forskellige forskere tilknyttet. Eksempelvis har en forsker fra VIVE brugt de statistiske SHILD-data (Survey of Health, Impairment and Living Conditions in Denmark) til at belyse, hvor stor en andel borgere med og uden høretab, som selv synes de deltager på lige fod på Frijsenborg efterskole og i samfundet. Andre undersøgelser er foretaget med kvalitative interviews og feltarbejdsmetoder. Endeligt er der også produceret en film, som portrætterer en efterskoleelev og en erhvervsaktiv med høretab, der giver et indblik i de udfordringer, der kan være i hverdagen med høretab. Som en af hovedpersonerne siger, ”Verden er ikke bygget til folk med høretab.” Filmen peger dog alligevel også på de ofte ret simple tiltag, som kan gøre hverdagen bedre. Og det er det, der er formålet med projektet: at give en forståelse for den eksklusion, som foregår og komme med bud på, hvordan den kan undgås og skabe mere inkluderende fællesskaber.