Hørelejren er et fællesskab

Af Jeppe Mortensen

Landevejene var stejle og zigzaggede. Det gav et sus i maven, når man kørte ned af dem og pludselig dukkede en lille by med en markant rød bygning op i den lille skov. Det var landsbyen Urlev, som ligger lidt udenfor Hedensted og som højskolen Casttberggård som et centralt holdepunkt.

Der var både sommerfugle og ro i maven, da jeg kørte ind på højskolens gårdsplads denne augustdag.

Det var min anden gang på ungdomslejren, så jeg vidste nogenlunde, hvad der ville ske, og jeg havde også en idé om, hvem der kom fra sidste år. Samtidig vidste jeg også, at der ville være en del, som jeg aldrig havde set før, men det var ingenting i forhold til sidste års lejr, hvor jeg ingen kendte.

Skeptisk overfor lejr

Da jeg skulle afsted sidste år, havde mine forældre i et stykke tid prikket til mig, så jeg kunne møde andre unge med høretab. Men jeg var skeptisk, for jeg havde ikke lyst til at blive puttet i ”handicap-kassen”. Men jeg meldte mig til og kørte afsted en augustdag i 2021. Til min store forbløffelse var de andre helt almindelige mennesker som mig selv. Unge mennesker, som havde travlt med venner og enten uddannelse eller arbejde. Nogle lange, sjove og intense dage senere kunne jeg mærke, at det var jeg nødt til at prøve igen og derfor kørte jeg igen i år på en varm sommerdag til Hedensted.

Og hvad oplevede jeg så i år?

Da jeg kom til lejren, mødte jeg en del gamle venner fra sidste år og en del nye, som aldrig havde været afsted før. Jeg stillede min taske på værelset og gik mod foredragssalen, hvor jeg kunne vælge en plads og skrive mit navn på et skilt. Derfra kunne fire dages lejr begynde.

Efter aftensmaden var der stjerneløb, hvor vi blev sat sammen i hold og sendt afsted til vores poster, hvor der var spørgsmål om forskellige ting, som gjorde, at vi lærte nye sider af hinanden. Bagefter var der bål med pandekager og hygge - snakken forsatte langt ud på aftenen, og jeg gik først i seng kl. halv et den nat.

Kampsport og tegnesprogskunst

Om fredagen skulle vi prøve taekwondo. Vi blev stillet op på række og skulle sparke til hånden på dem i den lange række, som vi gik ned af. Slagene kom hårdt og præcist, så det nærmest gjorde ondt. Man kunne lugte sveden fra folks fødder pga. opvarmningen, hvilket var med til at skabe lettere nervøsitet hos dem, hvis hænder var i farezonen for at blive ramt af sådan en fod. Men ingen var hævet over en ildelugtende fod.

Samme eftermiddag var der tegnsprogsperformance, hvor vi skulle tolke en sang via tegnsprog. Mit hold skulle tolke ”Under stjernerne” af Medina. Tegnene blev gengivet af tegnesprogstolken langsomt og pædagogisk til at starte med og derefter gik det hurtigt, hvilket flere af deltagerne havde bøvl med, da vi ikke normalt bruger tegnsprog i hverdagen. Det lykkedes dog nogenlunde at komme igennem sangen - med en vis lettelse for mange af mine meddeltagere.

Om aftenen var stemningen høj, da der var tip en 13’er konkurrence. Tre deltagere i hver konkurrence stod i spænding. For hvad ville man blive udsat for i den konkurrence, som man skulle deltage i? Grin fløj igennem lokalet i løbet af aftenen, mens de tre deltagere kiggede nervøst rundt i lokalet, da tips-sedlen ikke definerede, hvad konkurrencerne gik ud på og dermed blev man taget med bukserne nede, når forklaringen kom. Der var f.eks. appelsinskrælning eller man skulle putte så mange skumfiduser i munden som overhovedet muligt og derefter mumle en sætning. På denne måde fik aftenen sit eget særpræg.

Når corona kommer i vejen

Dagen efter skulle der have været et foredrag om forskningsresultater på Frijsenborg Efterskole, men dette blev aflyst i sidste øjeblik, da foredragsholderen var blevet testet positiv for corona.

Nu var gode råd dyre, så hvad gør man så? I ren spontanitet kom Høreforeningen i en fart op med en række lege uden på græsplænen, blandt andet ”krig” med bind for øjnene.

Senere på eftermiddagen kunne de ULympiske Lege begynde. Vi blev delt op i forskellige lande, og det blev hurtigt til et opgør mellem ærkefjenderne Brasilien og Argentina, som jeg var en del af. Derefter var der forskellige konkurrencer som f.eks. ballon-oppustning, hvor vi skulle fylde en af vores meddeltageres tøj med balloner. Først fik vi én ballon i, så to, ja hele 11 balloner, så vi måtte nærmest skubbe rundt med vores gruppemedlem, som om han var en oppustet dukke. Desværre vandt brasilianerne i sidste ende de Ulympiske Lege, mens mit eget hold måtte nøjes med en andenplads.

Om aftenen var der stor fest med champagne, øl og god mad. Derefter kunne vi efter smag og behag tage i haven for at danse eller gå ned i den ballonfyldte kælder for at spille billard, Uno eller beerpong. Men efter at have været på i 2-3 dage i træk, så havde de fleste poser under øjerne og flere begyndte den lange vandring mod sengene, heriblandt mig selv. Det sidste jeg så den nat var, at der på min telefon stod klokken 01.45.

Du er ikke alene

Da jeg vågnede næste morgen, var det med en dundrende hovedpine. Men op skulle jeg. For vi skulle pakke sammen og mødes med resten af forsamlingen ved foredragssalen for at høre om frivillighed i Høreforeningen. Der var en del store solbriller i salen, men sådan er det altid efter en hård nat.

Herefter tog vi afsked med hinanden, inden jeg kørte tre af deltagerne til stationen i Hedensted. Vi sagde farvel og derefter skulle jeg hjem til Sønderjylland. På motorvejen på vej hjemad tænkte jeg på følgende linjer af Sebastians sang:

”Du er ikke alene. Der er en, der følger dig. Og det er helt på det rene, han har det ligesom dig.”

Linjerne siger meget om Høreforeningens ungdomslejr. For uanset hvor alene man ind i mellem kan føle sig med et høretab, så ved man, at der altid er nogen, som kan genkende udfordringerne, og som man kan snakke med.

Lagt på 22. august 2022