Høreforeningen viderebringer indlæg fra tinnituseksperter.
Behøver det at koste 22.500 kr. for at få lindring af tinnitus?
Indlægget er skrevet af:
Anne-Mette Mohr. Grundlægger af House of Hearing. Privatpraktiserende psykolog med specialiseret viden om tinnitushåndtering.
Martin Jensen. Psykolog, ph.d. studerende med speciale i neuromodulation, Philipps Universität Marburg
Henrik BW Larsson. Professor, Overlæge, Dr.Med., Rigshospitalet
I begyndelsen af juli måned kunne man i en helsides annonce i blandt andet Berlingske Tidende og Børsen læse, at der i Danmark nu tilbydes en evidensbaseret tinnitusbehandling ved navn Lenire med klinisk veldokumenteret effekt i form af langvarig lindring af tinnitusgenen. Behandlingen udbydes af akupunktør Thomas Borgå i Skive og koster 22.500 kroner.
Vi er fagfolk, der qua vores erfaring og virke indenfor tinnitusområdet ved, at mange tinnitusplagede er så desperate for at slippe af med tinnitus, at de vil betale hvad som helst for lindring. Vi ved også, at de får det endnu dårligere, når en given behandling ikke har den ønskede effekt. Vi føler os derfor forpligtet til at oplyse om status på forskningen bag Lenirebehandlingen, da annoncens indhold og løfter ikke stemmer overens hermed.
Status er, at forskerne bag Lenirebehandlingen i det studie, som annoncerne henviser til, pointerer, at behandlingen indtil videre befinder sig på et eksperimentelt stadie, altså på et grundforskningsniveau. De er altså langt fra at kunne forklare, hvordan og hvorfor behandlingen virker.
Et kardinalpunkt for al videnskabelig forskning er, at en given behandlingsmetode sammenlignes med en kontrolbehandling, hvor behandlingens aktive terapeutiske ingrediens ikke indgår. I Lenirebehandlingen er den aktive terapeutiske ingrediens ”bimodal tunge- og hørestimulation”. Denne aktive ingrediens har forskerne endnu ikke haft mulighed for at holde op mod en kontrolbehandling, hvor ingrediensen ikke indgår. Når forskerne på et tidspunkt når dertil, kan det tænkes, at både de, som modtager den aktive behandling, altså Lenire, og de, som modtager kontrolbehandlingen, får det bedre. I givet fald er der sandsynlighed for, at det ikke er Lenirebehandlingen, der medfører lindring, men at lindringen skyldes såkaldte placeboeffekter. Blandt typiske placeboeffekter er, at forsøgspersoner ofte føler større kontrol over tinnitus ved deltagelse i et forskningsprojekt og dermed oplever lindring. Andre oplever øget optimisme og håb, fordi de får opmærksomhed fra de engagerede forskere. Også dette kan medføre en lindring af tinnitus.
Forskerne bag Lenirebehandlingen har dermed endnu ikke gennemført kontrolbehandlinger og har således ikke afklaret, om det er den bimodale tunge- og hørestimulation, der lindrer, eller om det er placeboeffekter, som medfører lindring. Lenirehandlingen er dermed ikke videnskabeligt veldokumenteret, og man kan slet ikke tale om evidens, når den videnskabelige dokumentation mangler.
Sagt på en anden måde: Lenire befinder sig på et grundforskningsniveau. Forskerne arbejder ud fra en antagelse om, hvorfor tinnitus opstår. Ud fra den antagelse afprøver de forskellige bimodale kombinationer for at se, hvad der er mest effektivt (jf. forskernes studier). Forskerne bag Lenirebehandlingen er dog på rette kurs. De er blot et stykke fra at have et “markedsmodent” produkt - altså et produkt, som har gennemløbet samtlige kliniske faser, så produktet kan tilbydes som en færdigudviklet behandling, hvor der ikke udelukkende er tale om placeboeffekt.
Borgå refererer således til forskning, som er på et meget tidligt udviklingsstadie og som altså befinder på et grundforskningsniveau. Når Borgå kalder Lenire for ”et gennembrud i tinnitusbehandling”, er dette misvisende. Det skal dog bemærkes, at der intet galt er med forskningen i forhold til udvikling af Lenire – men det er forkert, når Borgå markedsfører behandlingen som et gennembrud i forhold til afhjælpning af tinnitus. Forskerne bag Lenire er stadig langt fra at vide, hvad det er, der virker i Lenirebehandlingen. Er der tale om placebo eller en egentlig behandlingseffekt? Med andre ord, betaler patienten for det, som patienten modtager?
Vi finder det derfor stærkt kritisabelt, at det annonceres, at der er tale om evidensbaseret behandling med klinisk veldokumenteret effekt, når Lenirebehandlingen, jævnfør forskerne bag Lenire, befinder sig på et meget tidligt udviklingsstadie.
Vi kan dog sagtens forestille os, at man kan opnå lindring af tinnitus, ikke mindst når man sidder overfor en engageret og opmærksom behandler, som har tid til at lytte til en; omvendt er 22.500 kroner godt nok mange penge at betale, ikke mindst når det ikke er afklaret, om den dyrekøbte lindring skyldes selve Lenirebehandlingen eller placeboeffekter.
Vi vil derfor til slut henvise til gratis og professionelle alternativer, hvor præcis samme effekt, nemlig langvarig lindring af tinnitus, kan opnås. For eksempel findes der i Danmark kommunikationscentre med dygtige og professionelle hørekonsulenter, som har en solid viden og uddannelse indenfor høreområdet. Blandt deres specialer er afhjælpning og lindring af tinnitus. Hjælpen er gratis, og enhver med tinnitus er velkommen.
Det kræver ikke lægelig henvisning fra egen læge eller en ørelæge at få hjælp hos et kommunikationscenter, men det er altid en god idé at lægge vejen forbi en ørelæge. En ørelæge vil nemlig blandt andet typisk sørge for, at patienten får målt sin hørelse, da tinnitus og høretab ofte følges ad. I mange tilfælde kan afhjælpning af høretabet med et høreapparat medføre lindring af tinnitus.
Høreforeningen tilbyder gratis rådgivning til deres medlemmer, som også forestås af en hørekonsulent. Da tinnitus ofte ledsages af eller direkte hænger sammen med sorg, tab, traumer, depression, stress, angst eller eksistentielle problemstillinger, kan psykologhjælp være et godt supplement i forhold til lindring af tinnitus. Medlemmer af Høreforeningen har adgang til gratis psykolog, og ellers kan man med en lægelig henvisning få psykolog til en timesats på 357 kroner.
Tinnitus kan sætte sig i kroppen som muskelspændinger og muskelsmerter. Her er fysioterapeuter og afspændingspædagoger en god hjælp på vejen. Rådgivningstilbuddet House of Hearing huser alle disse nævnte professioner samt en ørelæge, en socialrådgiver og vigtigst – ligemænd, som grundet tinnitus har været det mest smertelige sted, men som nu har genvundet et godt og kvalitetsfyldt liv. Det er gratis at benytte sig af House of Hearings tilbud telefonisk såvel som ved personligt fremmøde.
Vi håber, at mennesker med en plagsom tinnitus først opsøger et eller flere af disse professionelle tilbud, før de køber en dyr behandlingsmetode, som endnu ikke er videnskabeligt veldokumenteret og hvor den mulige effekt måske alene skyldes placebo.
Lagt på 17. august 2022