50 mio. til høreområdet

Regeringen og Danske Regioner sender penge til høreområdet

Meget lange ventetider på høreapparatbehandling og store regionale forskelle har alt for længe præget høreområdet, men nu er der gode nyheder. Regeringen og Danske Regioner er i dag blevet enige om at prioritere 50 mio. kr. årligt til at sætte fagligt fokus på området, så ventetiderne kan blive bragt ned. Desuden skal pengene bruges til at understøtte mere effektive arbejdsgange gennem brugen af digital visitation.

Det er alt sammen noget, der vækker glæde hos Høreforeningen:

”Jeg er utrolig glad, for at vores mange dialoger med både folketings- og regionspolitikere har båret frugt. Jeg vil glæde mig til at se udmøntningen af aftalen og ikke mindst til at ventetiderne falder, så de mange mennesker, som har behov for behandling, kan få det. Ubehandlet høretab har store konsekvenser for både det enkelte menneske -uanset alder - og for samfundet, ” siger Majbritt Garbul Tobberup, som er formand for Høreforeningen.

”Høreforeningen vil gerne sige tak til regionerne for gode og konstruktive snakke, og tak til regeringen og sundhedsminister Sophie Løhde for at prioritere området”, siger landsformanden.

Webdesign og udvikling / SYNERGI