Æresmedlem og tidligere landsformand H.M. Møller er gået bort

Høreforeningens tidligere landsformand blev 102 år.

Æresmedlem og tidligere landsformand H.M. Møller er gået bort

 

Høreforeningen har med beklagelse modtaget besked om, at æresmedlem og tidligere landsformand H.M. Møller er afgået ved døden den 12. september.

H.M. Møller var formand fra 1971 til 1987, dengang foreningen hed Landsforeningen for Bedre Hørelse. Det var en bedrift at være landsformand så længe. Kun overgået af den allerførste formand kammerherre Krieger fra 1912-34. H.M. Møller professionaliserede formandsposten og var den første lønnede formand. En af opgaverne var at understrege forskellen på døve og mennesker med hørenedsættelse. Og så skabte han holdninger til høreområdet:

– Verdens bedste høreomsorg blev smadret i 1980 med særforsorgens udlægning. Man ødelagde den hørepædagogiske efterbehandling. Hvis jeg skulle vælge mellem høreapparater og pædagogisk behandling, ville jeg vælge det sidste. For den undervisning gjorde, at jeg kunne fungere som menneske med mit hørehandicap, sagde H.M. Møller i et stort interview i Høreforeningens 100 års jubilæumsskrift i 2012.

H.M. Møller var en af de første i landet, som fik et transistorstyret høreapparat bag øret uden ledning. Han var en engageret formand, godt støttet af sin hustru, Grethe Møller, som var en dygtig MHS-tolk. Han kunne som en af de eneste landsformænd selv MundHåndSystem og underviste siden hjemmehjælpere i, hvordan de kunne hjælpe ældre med høreapparatet. H.M. Møller fik ridderkorset som formand ved Høreforeningens 75 års jubilæum.

- H.M. Møller var et fuldstændigt fantastisk menneske. Han fik udrettet meget i sin lange tid som landsformand, og han stoppede aldrig med at interessere sig for høresagen. Jeg var så heldig at være med til at fejre hans 100 års fødselsdag. Det var under corona, så hans reception i Skibby blev aflyst. I stedet kørte ca. 20 biler pyntet med flag, balloner og skilte i kortege op og ned ad hovedgaden. Her stod fødselaren, flankeret af oldebørn og kommunens borgmester og vinkede ivrigt, som en mand i sin bedste alder", siger landsformand Majbritt Garbul Tobberup.

H.M. Møller bliver bisat den 19. september kl. 10 fra Skibby kirke. Æret være hans minde.

 

H.M. Møller til sin 100 års fødselsdag

H.M. Møller til sin 100 års fødselsdag.

 

Lagt på 18. september 2023

 

 

Webdesign og udvikling / SYNERGI