Netværksgrupper
I en netværksgruppe mødes man med ligestillede og udveksler erfaringer omkring det at have lyd- og høreproblemer.
Høreforeningens netværksgruppe er et tilbud, der kræver medlemskab af Høreforeningen. Er du ikke medlem af Høreforeningen, kan du blive det her.
Vi har grupper over hele landet. Grupperne består typisk af tre til ni mennesker, der bor i samme område og mødes privat hos hinanden ca. hver 2. måned.
Hvordan kommer man med i en gruppe?
Vores medlemmer danner selv deres netværksgrupper via lukkede facebook-grupper. Man efterlyser medlemmer via et opslag i facebook-gruppen, og når gruppen er dannet, mødes I ude i det virkelige liv og fortsætter dialogen dér. I kan også vælge at lave jeres egen lukkede facebook-gruppe, hvis I ønsker at mødes digitalt. Høreforeningens facebook-grupper er således kun tiltænkt selve gruppedannelses-processen, men man må gerne blive i gruppen, hvis man ønsker flere medlemmer. Du kan også lave et opslag i facebook-gruppen, hvis du allerede er i en eksisterende netværksgruppe, men I ønsker flere medlemmer.
Høreforeningen har to facebook-grupper til dannelse af netværksgrupper. En for medlemmer bosat i Østdanmark og en for medlemmer i Vestdanmark.
Hvis du ønsker at blive medlem af en af de to Facebook-grupper, så klik her:
Høreforeningens netværksgrupper Øst
Høreforeningens netværksgrupper Vest
Alle der anmoder om medlemskab vil blive spurgt om navn og adresse, da netværksgrupperne er et medlemstilbud (hvis du ikke er medlem af Høreforeningen, kan du blive det her). Herefter lukkes man ind i gruppen og har adgang til at lave opslag.
Hvis du ønsker at lave et opslag, kan det være en god idé at komme ind på følgende punkter, så kort og præcist som muligt:
- Alder
- Høresituation
- By
- Erhvervsaktiv / pensionist / forælder / studerende
- Fritidsinteresser
- Hvad forventer du af en netværksgruppe?
- Hvor langt og hvor ofte vil du rejse i forhold til at mødes?
Lukkede grupper
Facebook-grupperne til dannelse af netværksgrupper er lukkede. Det betyder, at dine facebook-venner godt kan se, hvis du er medlem af gruppen, men de kan ikke se dine opslag i gruppen eller andres kommentarer til dine opslag. Det er med andre ord kun de optagede medlemmerne af gruppen, som har adgang til opslagene.
Hvis du ikke er på Facebook
Hvis du ikke ønsker at oprette en profil på facebook, men gerne vil med i en netværksgruppe, er der følgende muligheder:
Skriv en e-mail til mail@hoereforeningen.dk med titlen ”Netværksgruppe”. Husk at skrive hvor i landet du bor, så dit opslag kan komme i den rette gruppe. Sekretariatet hjælper med at oprette en ”kontaktannonce” for dig i en af Facebook- grupperne. Vær opmærksom på, at vi lægger din e-mail-adresse ind i gruppen, så interesserede kan kontakte dig.
En anden mulighed er et opslag i medlemsbladet: Høreforeningens redaktør opretter et anonymt opslag i Hørelsen via billetmærke.
Citater fra deltagere i netværksgrupper
" .... jeg får rigtig meget ud af at møde nogen, som VED og FORSTÅR, hvad jeg taler om og oplever. Det er guld værd" Deltager i netværksgruppe
"Jeg er meget glad for at mødes med min netværksgruppe. Det gør godt, at man ikke er alene. En følelse man let kan stå med ude på arbejdsmarkedet. Vi får sat ord på hverdagens udfordringer og hjælper hinanden med løsningsforslag. Da vi arbejder indenfor sammenlignelige arbejdsmiljøer, er der en umiddelbar forståelse af situationer mm."
"Her finder jeg ud af, at jeg ikke er den eneste der har problemer, og jeg ser ved eksemplets magt, at hvis jeg ikke gør noget ved mine egne problemer, så ender jeg med stress, sygdom, udelukkelse fra arbejdsmarkedet. Jeg finder mennesker, der puffer til mig, diskuterer løsningsmodeller med mig eller griner sammen med mig. Jeg får mange små fif, som gør dagligdagen nemmere og jeg får oplevelsen af, at hvis hun kan, så kan jeg også."
"... Desuden lærer man at stå frem med sine små og store problemer, og det tror jeg for mange kan være en læremodel i at stå frem med sine høreproblemer også i arbejdsmæssig og privat sammenhæng."