Guider og bisiddere

Høreguider

Ønsker du at holde et fyraftensmøde om hørelse og høretab, tilbyder Høreforeningen at stille op med en høreguide. Det er gratis.

Høreforeningens høreguider er et tilbud til arbejdspladser, foreninger, faglige organisationer, skoler, uddannelsessteder og andre, der vil vide noget om høreproblemer.

Ambassadør for høresagen

En høreguide er en person, som har erfaring med høreproblemer, og som kender til udfordringen i at leve et godt liv med et lyd- eller høreproblem, fungere på en arbejdsplads og have et godt socialt liv. Gennem et uddannelsesforløb i Høreforeningen er høreguiderne parat til at tage ud som ambassadører for høresagen. Høreguiden tager i sit oplæg udgangspunkt i sin egen hørehistorie, nogle høreguider kan dog også fortælle mere generelt om hørelse og høreproblemer.

Ikke rådgivere i enkeltsager

Det er vigtigt at understrege, at en høreguide ikke rådgiver i personsager, men henviser til det offentlige system og Høreforeningens vejledning.

Hvordan benytter du tilbuddet om en høreguide

Hvis du ønsker at benytte tilbuddet om høreguiderne, skal du henvende dig til vores sekretariat, så finder vi netop den høreguide, som matcher det informationsbehov, du har. Ring på tlf. 36 75 42 00 på alle hverdage mellem 10 og 14 eller send en mail til: mail@hoereforeningen.dk

At få besøg af en høreguide er gratis, dog skal der betales for transport. Høreguiderne arbejder frivilligt for Høreforeningen.

Se en video om vores høreguider her:

 

Mød vores høreguider:

 

  • Ditte

    Ditte

    Brønshøj

    Jeg er høreapparatbruger, uddannet cand. mag. i dansk og kommunikation og arbejder som kommunikationsmedarbejder på Region Hovedstadens Apotek. Som høreguide vil jeg gerne via min hørehistorie og personlige erfaringer pege på, hvordan man kan skabe gode rammer på arbejdspladsen for medarbejdere med høretab.

  • Asbjørn

    Asbjørn

    Frederikssund

    Jeg bruger høreapparat på begge ører og har gjort det, siden jeg var barn. Jeg er uddannet IT-ingeniør og spiller musik i min fritid. Jeg interesserer mig generelt for lyd, og hvordan man kan bruge teknologi til hjælp, når man har et høretab. Derudover er det vigtigt for mig at skabe større forståelse for, hvad det vil sige at have nedsat hørelse.

  • Lisbeth

    Lisbeth

    Aarhus

    Jeg er tidligere folkeskolelærer og børnebogsforfatter. Jeg bruger høreapparater og har i mange år haft et mindre høretab og stærk tinnitus. Jeg har et bredt kendskab til hørelse, høretab, tinnitus og de medfølgende problemer. Som høreguide lægger jeg vægt på forebyggelse af høreskader og oplysning generelt, der kan hjælpe høreapparatbrugere i hverdagen.

  • Søren

    Søren

    Frederiksberg

    Jeg er lærer, men oprindeligt uddannet som arkæolog og lidt af en nørdet blæksprutte. Jeg er en erfaren formidler og udover at fortælle min egen hørehistorie, har jeg viden om høretab og tinnitus, også hos børn og unge.

  • Jakob

    Jakob

    Ugerløse

    Jeg har høreapparat på det ene øre og CI på det andet. Når man som jeg er udfordret på hørelsen, har de fleste i den grad brug for forståelse, accept og respekt for deres situation. Vi har selv ansvaret for at forklare og formidle præcist, hvad vi er udfordret på, og hvordan vi gerne vil mødes i vores behov. Det håber jeg på at kunne bidrage til som høreguide.

  • Anne

    Anne

    Vejle

    Jeg har haft høretab siden jeg var 6 år, og jeg bruger i dag høreapparat og CI. Derudover har jeg tinnitus. Netværk og vidensdeling har stor betydning for mig, derfor holder jeg af at være høreguide. Det er vigtigt for mig at målrette hvert oplæg og efterlade folk med viden, anekdoter og forståelse. Jeg er uddannet grafisk designer, men læser nu til markedføringsøkonom.

  • Andreas

    Andreas

    Frederiksberg / Nykøbing F

    Jeg er blevet høreguide, fordi jeg gerne vil hjælpe andre igennem nogle af de udfordringer, som jeg selv har stået med pga. min hørenedsættelse. Mit oplæg har fokus på forskellen mellem at være handicappet og at have et handicap. Mit høretab blev opdaget i mine sene teenageår.

  • Caroline

    Caroline

    København

    Jeg er CI-bruger og læser til pædagog. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med høreproblemer. Vise verden, at vi kan noget, og at vi står sammen om det at have høreproblemer. Jeg har haft hørenedsættelse siden barndommen.

  • Nadia

    Nadia

    Aarhus

    Mit høretab er medfødt, da jeg har Pendred Syndrom, og jeg har brugt høreapparater siden jeg var 3 år. I dag har jeg dobbeltsidigt CI, som jeg fik i 2011 og 2018. Jeg ønsker at dele ud af mine erfaringer med, hvordan det er at leve med et høretab igennem de forskellige stader i livet, herunder at acceptere høretabet. Til daglig arbejder jeg som implementeringskonsulent.

  • Astrid

    Astrid

    København

    Jeg er født med Pendred syndrom, der har gjort, at mit høretab fra barnsben blev dårligere med alderen. Jeg har brugt høreapparater på begge ører og fik CI som 15-årig. Jeg er høreguide, fordi jeg brænder for at vise mennesker i alle aldre, at man godt kan finde meningen og sin identitet bag de udfordringer et høretab kan medføre i en hørende hverdag. Til dagligt arbejder jeg som fysioterapeut.

Webdesign og udvikling / SYNERGI