Har du en idé til en lokal aktivitet du ønsker at gøre til virkelighed?

Måske går du med drømmen om at lave en bogklub, gågruppe, sheltertur, et madfællesskab, foredrag eller noget helt sjette. Nu har du chancen!

Med Høreforeningens projekt ”Nye veje til frivillighed” lancerer vi nu muligheden for, at du selv eller sammen med andre kan planlægge og afholde én lokal aktivitet. Aktiviteten skal være målrettet mennesker med høretab og pårørende, men man behøver ikke være medlem af Høreforeningen for at afholde eller deltage i aktiviteten.

Kom med din idé

Er du frisk på at føre din idé ud i livet, får du selvfølgelig sparring og støtte fra os til at planlægge og annoncere din aktivitet, og en lille pose penge til aktiviteten. Måske kender du en, der vil planlægge sammen med dig? Ellers kan vi måske hjælpe dig med at finde en, der vil.

Aktiviteten er uafhængig af lokalafdelingernes arbejde, så du forpligter dig ikke til at lave andet frivilligt arbejde i foreningen efterfølgende.

Med din aktivitet er du med til at starte eller styrke det lokale fællesskab tæt på dig, og hermed gør du en forskel for andre med høretab.

Send din idé til os ved at udfylde denne formular

Har du spørgsmål, kan du kontakte Ida på isn@hoereforeningen.dk eller Linda på ldn@hoereforeningen.dk eller ringe til Høreforeningen på tlf. 36 75 42 00.

Vi glæder os til at høre din idé!

Lagt på april 2024

 

Webdesign og udvikling / SYNERGI