Nyhedsbrev april 2011 - Film
Få et godt grin – med undertekster!
Er du træt af altid at skulle vente med at se danske film, til de udkommer på dvd – så læs videre! Den 7. maj kan du komme i biografen og se den danske film ”Alle for en” med undertekster.
Stand-up komiker Mick Øgendahl og instruktør Rasmus Heide garanterer et godt grin, når deres film ”Alle for en” vises med undertekster i Aarhus, Odense og København. Inden start vil de to sjove herrer underholde med en præsentation af filmen.
Tekstning – en hjertesag
Tekstning er en hjertesag de to kunstnere deler med Høreforeningen.
- Normalt har man ikke mulighed for at se biografaktuelle film med undertekster. Den mulighed vil vi gerne skabe, siger Rasmus Heide til Høreforeningens medlemsblad Hørelsen.
Og for både Mick og Rasmus er det vigtigt, at tekstningen er af en ordentlig kvalitet. Derfor har de selv arbejdet med at få alle filmens pointer med i teksterne.
- Der er intet så irriterende, som når pointerne kommer før underteksterne. Så griner du ikke sammen med de andre. En anden ting er, at humoren ikke må gå tabt. Man skal sikre, at det ikke bliver for plat, forklarer Rasmus Heide.
Alle for en
Filmen handler om fire charmerende drengerøve, der var bedste barndomsvenner. Men problemet er, at den ene nu er politimand, mens de tre andre ikke altid kan finde ud af, hvad der er dit og mit - uanset om det er hurtige biler eller kærester.
Praktisk
Filmen er tekstet og der er teleslynge. Til Mick Øgendahls og Rasmus Heides indledende show er der desuden skrivetolk.
Bestil billet på www.kino.dk eller 70 13 12 11
Tid og sted
Århus: BioCity, Skt. Knuds Torv 15, kl. 09.30
Odense: BioCity, Østre Stationsvej 27 kl. 12.15
Frederiksberg C: Falkoner biografen, Sylows Allé 15, kl. 14.30
