Artikler

Familie: Ingen hjælp til det stille barn

Robin på 10 år får ikke den hjælp, han bør have til sit høretab, mener familien.

- Den bedste hjælp vi har fået, har været fra Høreforeningen. Det har været ekstremt svært at komme igennem til skole og institution med den viden, vi har om Robins høretab, siger hans mor, Tina Brigo-Hansen.

Robin har høretab på begge ører, lider af mellemørebetændelser og har gennemgået tre operationer på trommehinden. Høretabet blev opdaget i børnehavetiden, og han fik høreapparat, da han var 3,5 år.

- Der gik lang tid, før det blev opdaget. De forstod ikke hans reaktioner i børnehaven, og han fik hele tiden skældud. Jeg fandt ud af det ved, at jeg gik bag ved ham og talte til ham, uden han reagerede, fortæller Tina Brigo-Hansen.

 

Tina Brigo-Hansen med Robin og Robins storebror

Tina Brigo-Hansen med Robin, Robins storebror og familiens hund.

En lettelse, men...

- Da vi fandt årsagen, var det en lettelse. Jeg tænkte, det skal vi nok klare. Jeg satte mig ind i alt for at hjælpe ham. Men i dag ønsker jeg næsten, jeg havde fået et barn med et udadvendt handicap, en der råber op og ikke gemmer sig. For dem tager man sig af, siger hun.

Robin går i dag i 4. klasse. Det gør han i en anden kommune, end hans mor bor i. Fordi han er meget glad for sin klasse, anbefalede skolen, at Robin ikke blev flyttet til den nye kommune. Men det betyder, at Robin er landet mellem to stole.

- Han får ingen form for støtte. Der er ingen ressourcer til hjælp. Vi har haft sporadiske kontakter til PPR, og han fik to timers støtte i første klasse. Da han staver dårligt, har jeg søgt plads på Læseskolen, men ingen af kommunerne vil betale. Selv om der ligger masser af dokumentation for Robins udfordringer, får han ikke hjælp, fortæller moderen.

Manglende forståelse

Gennem Høreforeningens kurser for forældre har hun lært en masse om, hvad Robin kan få af hjælp, men hun oplever, at det er som at slå i en dyne.

- Skolen forstår ikke, at alle tiltag, der kan gøres for en elev med høretab, også er til gavn for resten af klassen. Lærerne forstår simpelthen ikke, hvad et høretab betyder. De lærer ikke de andre børn at tage hensyn, fx ved at tale en ad gangen, og de laver konstant gruppearbejde, selv om det er frygteligt for Robin, når de taler i munden på hinanden, fortæller hun.

I dag er det blandt andet kontakten til de unge mennesker fra Høreforeningens landskursus for familier, der hjælper Robin med taktiske råd til, hvordan han klarer sig med sit høretab.

- De er en stor hjælp for mig også, siger Tina Brigo-Hansen.

Ignoreret

Robin er en stille dreng. Han fortæller, at han sidder lidt oppe foran i klassen, og godt kan høre sine lærere.

- Det er fint nok, jeg tænker ikke så meget over det, siger han og piller sit høreapparat af, fordi undulaten larmer ved siden af, hvor han sidder.

- Det kan gøre ondt i øret, når der er for meget støj i klassen. Men det sker ikke så tit mere, det er en dejlig klasse, smiler Robin.

- Og det er jo netop problemet, at han er en stille, smilende dreng, god til at lære, sidder stille og spørger ikke om hjælp. Han er ikke til konflikter, så lærerne tror, han er OK. De forstår ham simpelthen ikke, og høretabet bliver ignoreret. Når han siger, han kan høre læreren, så ved vi jo ikke, hvad han får hørt, siger Tina Brigo-Hansen.

Burde være nemt

I øjeblikket venter Robin på en indkaldelse til en ny trommehindeoperation på Gentofte Hospital. Robin ikke været i skole i to måneder. Han har haft forskellige infektioner, herunder lungebetændelse.

- Jeg har spurgt skolen om hjemmeundervisning, det måtte man se på. Jeg forstår ikke, at et barn kan være væk så længe, uden nogen reagerer. Det har omkostninger for hele familien, at vi oplever, at han ikke får støtte. Når jeg råber op, bliver jeg kun oplevet som en problem-forælder. Jeg synes, det burde være så nemt at give ham støtte, hvorfor skal det så være så svært, spørger Tina Brigo-Hansen.

 

Webdesign og udvikling / SYNERGI