Udfordringerne

De erhvervaktive med hørenedsættelse peger særligt på 7 udfordringer, de møder i deres arbejdsliv.

Frokostpausen

På mange arbejdspladser foregår frokostpausen i et rum med mange mennesker, fx i en kantine med dårlig akustik. Det er rigtig dårlige vilkår, når man har nedsat hørelse. Så opleves frokostpausen ikke som en pause, men som en udfordring, hvor man virkelig skal være på stikkerne for at følge med i samtalen. Frokostpausen er for mange en social del af arbejdslivet, men den kan også skabe ubehag, hvor man er bange for at blive opfattet som asocial, uintelligent eller arrogant, fordi man enten misforstår noget eller fanger, at man bliver talt til. Nogle vælger derfor helt at trække sig fra frokostpausen med kollegerne, da det er for udmattende. Når man trækker sig fra frokostpausen øger man risikoen for, at man føler sig isoleret fra det sociale sammenhold på arbejdet.

 

Overlevering af information

På en arbejdsplads får man ofte information i 'farten', fx fra ledere eller kolleger. Det gør det svært at høre og mundaflæse, hvad der bliver sagt, hvis det fx bliver sagt på en støjfyldt gang, mens personen er på vej væk. Det opleves usikkert, hvis man hele tiden er i tvivl, om man hørte rigtigt eller missede en pointe, og det skaber tvivl både fagligt og socialt. Det kan virke pinligt at bede om at få det gentaget, og man kan have en oplevelse af, at have et andet arbejdstempo end sine kolleger.

 

Møder

Dårlig mødeledelse med folk der taler i munden på hinanden er ekstra udfordrende, når man har en hørenedsættelse. Det er ofte op til den enkelte med høreudfordringer at anskaffe sig høretekniske hjælpemidler og finde løsninger, som fx at placere sig 'rigtigt' i rummet. Ved fysiske møder kan der desuden være udfordringer med akustik og rummets udformning, og ved online møder eller hybridmøder kan der være problemer med lyden eller mundaflæsning bliver umulig, når en mødedeltager ikke har tændt for sit kamera.




Storrumskontorer

Det er udfordrende at skulle arbejde i et rum med meget støj, hvor folk taler i telefon, og fører samtaler gennem rummet. Der kan også være støj fra computere eller andet udstyr. Når der er meget baggrundsstøj og snak, så forstyrrer det, og det kan skabe ekstra træthed, manglende koncentration eller i værste fald give anfald af hovedpine eller tinnitus.





Træthed

En kendt følgesvend for mennesker med høreudfordringer er øget træthed eller udmattelse. Man kan føle tvivl eller få dårlig samvittighed, hvis man har brug for ekstra pauser, og mange forsøger at balancere deres arbejde, privatliv og høreudfordring, så det ikke påvirker deres arbejdsindsats. Der er blandt mange et stort fokus på, at arbejdet ikke må blive påvirket, men hvornår er det okay at være syg på grund af sin høreudfordring? Og er det okay at starte dagen med en pause, fordi turen til arbejde var ekstra udmattende?

 

Manglende forståelse

Ledere og kolleger mangler ofte viden om, hvordan de kan hjælpe deres medarbejdere med høreudfordringer. De kender typisk godt til hørenedsættelsen, men glemmer det ofte. Der kan være manglende forståelse for, at det kan variere, hvornår man er med eller hvornår man er hægtet af samt hvornår hørenedsættelsen gør en ekstra udmattet. Nogle oplever manglende accept fra deres kolleger og er bange for at miste deres arbejde. Den bekymring kan betyde, at man 'snyder' sig til de pauser, man har brug for, fx ved at gå ekstra på toilettet.

 


Tabu

Høreudfordringer kan være forbundet med tabu og sårbarhed, og derfor kan det være svært at tage snakken med sin leder eller kolleger om, hvad man har brug for. Særligt, hvis høretabet ikke er medfødt, men er opstået senere i livet eller har ændret sig, kan det også være svært at forklare. Det kræver mod at stå frem overfor sin leder og kolleger, da man kan være bange for at blive set anderledes på eller måske ligefrem miste sit job.

En følelse af isolation og ensomhed på arbejdspladsen er et overordnet problem hos de erhvervsaktive, som alle udfordringerne ovenfor viser facetter af. Det ønsker vi at modvirke med Ingen skal stå alene-projektet.

 

Problematikken

Virksomheder søges

Peer-to-peer-ordning

Tilbage til forsiden

Ingen skal stå alene er støttet af

Kontakt

Ønsker du at vide mere om projektet, så kontakt gerne projektleder Tue Hylby Lindqvist:

Tlf: 61 26 88 08

E-mail: thl@hoereforeningen.dk

 

Webdesign og udvikling / SYNERGI