CI og BAHS

Benforankrede høreapparater

Et benforankret høreapparat sidder på kranieknoglen lige bag ved øret. Det sidder fast ved hjælp af et implantat - en skrue - som indopereres i kranieknoglen. Via den sendes lyd ud i kraniet. Svingningerne går via kranieknoglen udenom mellemøret og når det indre øre, fordi det indre øre er integreret i kranieknoglen.

BAHS

Et benforankret høreapparat kaldes ofte BAHS (Bone Anchored Hearing System) i daglig tale.

Hvem kan have glæde af benforankrede høreapparater?

  • Mennesker med konduktive eller blandede hørenedsættelser, fx hvis man har en kronisk infektion i øret. Fordelen er, at man holder øregangen åben, fordi der ikke skal sidde en øreprop.
  • Mennesker med medfødt høretab, fx ved misdannelse i mellemøret, eller hvis øret eller øregangen mangler.
  • Mennesker der er døve på et øre, fx efter sygdom eller operation, fx af acusticusneuronom (svulst på hørenerven).

Små børn under fem år får ikke implantat, men kan få apparatet på et pandebånd. Hørenerven skal være intakt og øresnegl/indreøre må kun have mindre høretab for, at man kan bruge benforankrede høreapparater.

Hvor mange har det?

Ca. 75-100 personer får det hvert år. På verdensplan findes 70-80.000 brugere, men ca. 15.000 kommer til om året, fordi løsningen er blevet mere kendt. Benforankrede høreapparater er mest udbredt i USA.

Hvordan foregår operationen?

Operationen foregår på øre-næse-hals-kirurgiske klinikker og tager max en time – oftest under lokalbedøvelse. En 4 mm titanium-skrue sættes fast i kranieknoglen bag øret. Det er samme teknik som tand-implantater. Når skruen er vokset fast i knoglen - det tager mellem 6 og 12 uger - sættes et mellemstykke på, der skal holde apparatet, og så kan apparatet sættes på og tilpasses.

Se også pjece fra Region Hovedstaden om operationen.

Brugen af benforankret høreapparat

Et benforankret høreapparat bruger også batterier. Det indstilles med et computerprogram som andre høreapparater. Du kan svømme og dykke, hvis apparatet er klikket af.

 

Erfaringsdeling

Deltag i debatforum (på engelsk).

BAHS forældre og pårørende - Facebookgruppe

Personlig beretning om at få BAHS

 

Webdesign og udvikling / SYNERGI