Du er her: Forside > Viden om > Høreapparater > Tilskud til høreapparat

Tilskud til høreapparat

Gratis på offentlige høreklinikker

At få udleveret høreapparat på en offentlig høreklinik er gratis uanset prisen på høreapparatet. Ønsker du at købe dit høreapparat hos en godkendt privat høreapparatforhandler, kan du få offentligt tilskud. Koster høreapparatet mere end tilskuddet, skal du selv betale merprisen. Prisen afhænger af hvilken type høreapparat, du ønsker, samt hvor mange tekniske funktioner du ønsker, at dit høreapparat skal have.

Det offentlige tilskud

De godkendte private forhandlere får et tilskud fra regionen pr. høreapparat, de sælger. Pr. 1. januar 2014 ydes et tilskud på 4.010 kr. for 1. øre og 2.352 kr. for 2. øre. Hvis udgifterne overstiger disse beløb, skal du selv betale merprisen.

Tilskuddet:

  • gives til personer over 18 år
  • ydes uden hensyn til din indkomst
  • udbetales maximalt hvert 4. år


Ekstra tilskud til høreapparater

Det er i visse tilfælde muligt at få helbredstillæg til høreapparater. Helbredstillægget dækker op til 85 procent af egenbetalingen.

Læs mere om helbredstillæg til høreapparater.

Tilskud med "danmark"

Sygeforesikringen "danmark" yder tilskud til høreapparater.

Læs mere om tilskuddet hos "danmark"


Købelovens bestemmelser

Når du køber dit høreapparat hos en godkendt privat høreapparatforhandler, vil høreapparatet være omfattet af købelovens normale regler for reklamation og garanti. Det betyder, at du selv ejer høreapparatet og selv skal dække eventuelle udgifter til reparation. Du bør således forhøre dig hos forhandleren om, hvilken service og garanti der gives på det høreapparat, som du har valgt (hos de fleste forhandlere gives der 4 års garanti på høreapparater).
Går dit høreapparat i stykker, kan du dog prøve at henvende dig på en offentlig høreklinik og spørge om de vil hjælpe dig.

Batterier er gratis

Uanset, om du har fået dit høreapparat på en offentlig eller privat høreklinik, er batterier gratis. Spørg på høreklinikken eller i din region, hvordan du får batterier. Du kan læse mere om udlevering af batterier her.

Pjece fra Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen har udgivet en pjece, som vejleder om valget mellem en offentlig høreklinik og en godkendt privat høreapparatforhandler.
Se pjecen Hvis du skal ha' høreapparat (pdf-fil).



Handlinger tilknyttet webside