Tjek din hørelse

’Tjek din hørelse’ er verdenssundhedsorganisationens WHOs budskab på dette års Verdens Høredag 3. marts.

Igen i år stiller også Høreforeningen skarpt på danskerne høreudfordringer i dagene omkring 3. marts.
– Vi håber at kunne få budskabet ud til flest mulige mennesker, at de skal få tjekket hørelsen. Det ville være dejligt, hvis det at få tjekket hørelsen blev lige så naturligt som at gå til tandlægen hvert halve år, siger landsformand Majbritt Garbul Tobberup.

Årets kampagne skal henlede opmærksomheden på vigtigheden af at få opdaget et høretab tidligt og få det behandlet. Mange mennesker lever med et ubehandlet høretab. Det er problematisk, fordi høreproblemer giver risiko for social isolation, træthed, depression, tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og i nogen udstrækning visse former for demens.

 


Høreforeningens lokalafdelinger vil blandt andet dele disse grønne pap-ører ud, som en del af årets kampagne.


At få tjekket hørelsen er første skridt til at løse problemerne, og Høreforeningen er på banen med en opmærksomhedskampagne. Igen i år vil vores lokalafdelinger være omdrejningspunktet i arbejdet. Lokalafdelinger over hele landet vil i dagene omkring eller på selve den 3. marts afholde forskellige aktiviteter og komme i dialog med danskerne.

– Vi vil også gentage budskabet om, at der bør indføres screening på høretab. I dag handler det lige så meget om at forebygge som at behandle. Samfundet kan spare mange penge ved, at behandlingerne er succesfulde, når folk får høreapparater i tide og kan vænne sig til at bruge dem. Vi anbefaler en screening ved 55-års alderen, siger landsformand Majbritt Garbul Tobberup.

Den 3. marts 2019 vil WHO desuden lancere en gratis app, der gør det muligt for folk at tjekke deres hørelse.

HearWHO app


Kendte med høretab står frem

Som en del af årets kampagne præsenterer Høreforeningen løbende en række kendte danskere, der står frem og fortæller om deres høretab. Følg med her:

Vibeke Windeløv, filmproducent, høretab: Pinligere at sige hva’? end at gå med diskrete høreapparater

Poul Thomsen, tidl. tv-vært, ’Dus med dyrene’, høretab: Gør noget ved det nu!

Michelle Hvid, radiovært, iværksætter, foredragsholder. Døv på et øre: Hellere tydelighed end forfængelighed 

Henrik Strube, musiker og forfatter. Tinnitus og høretab: Man behøver ikke finde sig i at høre dårligt

Claus Bue, skuespiller, høretab: Det var en lettelse at få høreapparater på

Nikoline Werdelin, tegner, dramatiker og instruktør, høretab: At sige JA! til livet

Lisbet Dahl, skuespiller, høretab: Glem alle fordommene og kom afsted 

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau