ÅRETS FRIVILLIG 2020: Kristian Hansen

– Det er fællesskabet, der er lykkedes. Jeg får den ikke alene. Lidt uberettiget står jeg og høster, hvad andre gennem årene har sået, siger Kristian Hansen, Billund Lokalafdeling.

AF IRENE SCHARBAU

– Det kom fuldstændig uventet. Jeg skulle lige synke en ekstra gang, siger formand for Billund Lokalafdeling Kristian Hansen, der den 26. februar fik overrakt Høreforeningens pris, ”Årets Frivillig”.

Det skete på lokalafdelingens årsmøde på Mødestedet i Grindsted. Den 66-årige lokalformand var med til at etablere Billund-afdelingen i 2007, da Høreforeningen lavede om på sin struktur i forbindelse med den nye kommunalreform, og han har været formand lige siden. Kristian Hansen har også siddet i foreningens hovedbestyrelse og forretningsudvalg, men det er ikke mindst hjemme i Billund kommune at han de senere år har gjort en meget stor forskel.

Kristian Hansen


Typisk for Kristian Hansen synes han ikke selv, at indsatsen er noget særligt.
– På en måde høster vi jo blot, hvad andre har sået, siger han beskedent.

Hans medlemmer og samarbejdspartnere er dog af en anden mening. Så meget, at Kristian blev indstillet to gange til frivillighedsprisen – den anden gang sammen med sin hustru Karin, der også yder en stor indsats for mennesker med høreproblemer i lokalområdet, hvor de begge er kendte personer.

Men hvem er han, Kristian Hansen egentlig? Hjælpsomheden har altid ligget den tidligere sparekassemand på sinde. KFUM-organisationerne står ham og hustruen nær. KFUM har været en del af Kristians liv siden barndommen i en almindelig landbo-familie på et husmandssted udenfor Vorbasse, og en opvækst med KFUM-drenge, håndbold, spejdere. Han er aktiv i KFUMs sociale arbejde, hjælpeorganisationen Mission Øst, ligesom ægteparret gennem flere år har været koordinatorer i Vorbasse området for Dansk Flygtningehjælp.

Giver tilbage

I september 2018 gik Kristian Hansen på pension efter 48 år i den lokale Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, og sin erfaring derfra giver han nu tilbage ved at være gældsrådgiver på KFUMs Cafe Jydepotten med projektet ”På fode igen”. Der giver han sociale udsatte hjælp med deres økonomi.

– Jeg har ligesom mange andre her i lokalsamfundet haft frivilligt foreningsarbejde gennem årene og på den måde betaler jeg lidt tilbage af det, som jeg har modtaget fra andre. Sådan er frivilligt arbejde nu engang. Jeg kan godt lide at gøre noget for nogen, se at de bliver skubbet i den rigtige retning. Verden bliver aldrig anderledes, hvis vi, der lever på livets solside, ikke giver af vore midler og tid til andre, siger Kristian Hansen, som har 11 sponsorbørn rundt i verden.

– Oplysning og skolegang i den 3. verden er den eneste måde at skabe en bedre verden på, derfor støtter vi, og oplever det dejlige at se børn komme i skole i stedet for at blive lokket ind i børnearbejde og militsbander, som hærger mange steder i fattige lande, siger han.

Kristian Hansen er cochlear implantopereret og lider desuden af en nervebetændelse, som også har været med til at nedbryde hans høre- og balancenerve.
– Når man har et handicap, finder man ud af, hvor glad man skal være for det, man stadig kan, og ikke hele tiden fokusere på det man ikke kan. Jeg holder mig i gang ved at gå til fitness hver morgen mellem klokken 6 og 7 i vores lokale fitnesscenter her i Vorbasse City, oplyser han med et glimt i øjet.

Karin og Kristian har fire børn og svigerbørn, samt 9 børnebørn. Alle 4 børn har været på efterskole i 9. og 10. klasse, og på en international højskole i Australien, og derefter ude som volontører i fattige lande. Selv bruger Kristian ikke så meget tid på ferie og charterrejser.
– Det er de nære ting, der betyder noget, siger prisvinderen og fik salen til at synge netop ”De nære Ting” af Krogh/Foss, og højskolesangen ”Jeg elsker den brogede verden”, da årsmødet sluttede.

Han er også kasserer i kirkeudvalget vest for Storebælt og i Høreforeningens Regionsudvalg Syddanmark ligesom han er med i Billund Y’s Men’s Club, som bl.a. er en tjenesteklub for de mange KFUM-organisationer.
– Prisen gør mig naturligvis glad på Høreforeningens vegne. For jeg får den ikke alene, for der er jo en gruppe af personer bag, og der er andre foreninger som godt vil lave nogle arrangementer sammen med os. Det er fællesskabet, der lykkedes. Medlemmerne her bakker op, de er så positive, og det gør jo at man gerne vil fortsætte med arbejdet.

Et særligt fyrtårn

Hele aftenen var præget af en lun humor og en rørende begejstring over lokalformanden blandt de 76 deltagere i arrangementet. Billund lokalafdeling har ca. 100 medlemmer. Efterfølgende er der lige kommet 5 nye.
– Det er dejligt, måske skulle vi nok være lidt mere aktive for at få flere som medlemmer, men det er ikke min type at spørge igen og igen. Det er bedre de selv kommer og siger de gerne vil være med, siger Kristian Hansen.

– Du gør en helt særlig indsats til gavn for Høreforeningens medlemmer, både i det lokale arbejde og med at udbrede kendskabet til høreproblemer, sagde landsformand Majbritt Garbul Tobberup i forbindelse med prisoverrækkelsen.

– Priskomiteen kunne ikke stå for indstillingerne. Du er et særligt fyrtårn, en usædvanlig ildsjæl med en stærk social profil. Du står i spidsen for de ensomme med høretab, og samarbejdet med Billund Kommune er nyskabende og inkluderende. Jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed nok. Du gør mig stolt og har min dybeste respekt, sagde landsformanden.

Hun satte bl.a. fokus på, at Kristian Hansen tilsidesætter sit eget hørehandicap for at hjælpe andre, og har den opfattelse, at det er ved at give at man modtager.

– Det er prisværdigt, fordi vi jo ved, at det er trættende at være sammen med andre mennesker. Og du gør livet lettere, når man har høretab. Vi er en overset gruppe i samfundet – og du gør os mere rige, sagde formanden direkte henvendt til Kristian.

Billund Lokalafdeling har et væld af arrangementer. Nogen står de selv for, andre i samarbejde med foreninger i lokalområdet, og andre igen sammen med høreforeningen i nabokommunen. De har flere spændende foredrag, komsammen eller udflugter. Majbritt var imponeret.
– Men der er udviklingsmuligheder i Billund også, sagde landsformanden med et løftet øjenbryn.
– I skal hjælpe Kristian og bestyrelsen med at få flere medlemmer. Hvis I alle sammen er ambassadører for Høreforeningens fantastiske fællesskab, som har fantastiske ildsjæle der bruger deres tid, så er vi dobbelt så mange medlemmer til næste år, smilede hun.

Derefter overrakte landsformanden diplom og en pæn buket blomster til Kristian sammen med en  varm omfavnelse. Den flotte buket gik Kristian med det samme hen til sin hustru Karin med, som en tilkendegivelse for, at uden hende var han nok ikke blevet ”Årets Frivillig”.

Masser af ros

Mange andre måtte i aftenens løb også udtrykke deres ros til Kristian Hansen.
– Du er virkelig sej, morfar. Du er det mest hjælpsomme medlem i Høreforeningen. Og vildt, at du blev valgt ud af alle de andre, og blev den første til at modtage prisen, sagde barnebarnet Laust i en tale til sin morfar, som lige gav ham et knus.

Fra bestyrelsen sagde Lisa Wedel, at Kristian Hansen er en enestående formand.
– Den store arbejdsbyrde, du løfter, er vi fulde af beundring overfor, sagde hun, og sendte også en hilsen til hustruen Karin, der også gør et stort stykke arbejde og støtter sin mand, fx med de telefonsamtaler, han ikke selv kan tage.

Fra Billund Kommune var to forebyggelseskonsulenter fra Hørecafeen også til stede, det var Elin Boelskifte og Anne Grethe Vase, som begge roste Kristian Hansen for indsatsen for de ensomme. Ligeledes sagde formanden Ingrid Sand Simonsen fra menighedsrådets udvalg for Hørehæmmede Vest for Storebælt, at det ligger Kristian Hansen meget på sinde, at man skal kunne høre overalt i vores samfund, og takkede ham for sit kassearbejde i menighedsrådet.

Hans Christian Schack fra Vejen Lokalafdeling deltog både som hovedbestyrelsens repræsentant og formand for Vejen Lokalafdeling. Han var imponeret over engagementet i lokalsamfundet.
– Jeg er imponeret over den måde, du tager ud og hjælper de ældre med deres høreapparater i hjemmene, og jeg er misundelig på din Hørecafe, sagde Hans Chr. Schack, der har et tæt samarbejde med Billund.

Og aftenen på Mødestedet i Grindsted, hvor årsmøde og prisoverrækkelse blev holdt, var spækket med beretninger om Kristian Hansens indsats for mennesker med høreproblemer. Herunder at han er ankommet med iPad og tastatur til medlemmer på hospitalet, fordi han ved, de har svært ved at kommunikere med lægerne. Andre blev bare rørt til tårer.

 

Denne artikel er oprindelig bragt i Høreforeningens medlemsblad april 2020

 

Hvem er den næste, der skal blive Årets frivillig i Høreforeningen? Indstil din kandidat her!

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau