TV2-programmer bliver mere tilgængelige

Ny public service aftale stiller flere krav om undertekster og tegnsprogstolkning.

TV2-programmer bliver mere tilgængelige

TV2 har indgået en ny public service aftale med Kulturministeriet. Aftalen strækker sig fra 2019-2023 og rummer en række forbedringer for mennesker med kommunikationshandicaps. Mange af ønskerne fra blandt andet Høreforeningen er med. Der kommer flere undertekster på TV2s streamingtjeneste TV2 Play, og så skal der nedsættes en regional arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan der kan komme flere tekster på TV2s regionale kanaler.

Tekstning og tegnsprogstolkning på TV2 PLAY

Senest den 1. januar 2020 skal man kunne finde TV2’s forproducerede tekstede programmer på TV2 Play. Nogle programmer kan der slås tekster til allerede, men fra 1. januar næste år, bliver det altså mere konsekvent. Også TV2’s tegnsprogstolkede udsendelser skal ligge på TV2 PLAY senest 1. januar 2020.

I den nye aftale er der også krav om, at direkte debatter på TV2 skal tekstes, disse har været undtaget før. Derudover skal oplæsning af undertekster og synstolkning påbegyndes og løbende udbygges og evalueres af TV2’s brugerråd inden udgangen af 2020.

Se TV2's public service-tilladelse her.

Flere tekster på de regionale kanaler

Der er også kommet ny public service-aftale for TV2’s regioner. Udover at kanalernes regionale hovednyhedsudsendelse skal tekstes alle ugens dage, så er der krav om tekstning yderligere fire timer dagligt, når en automatiseret tekstning af de regionale tv-kanaler bliver mulig.

Der skal nedsættes en regional arbejdsgruppe, der skal afsøge mulighederne for yderligere tekstning på de regionale tv-kanaler og arbejde på at finde velegnede automatiserede ”tale-til-tekst”-løsninger til brug herfor. En repræsentant fra Danske Handicaporganisationer skal indgå i den nedsatte regionale arbejdsgruppe. Der skal udarbejdes en statusrapport til Kulturministeriet i 2020.

Se nyhed om DR's public service aftale.

Foto: Ebbe Rosendahl / TV2


Lagt på 21. januar 2018

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau