Sundhedsministeren interesseret i digitalt pilotprojekt på høreområdet

Målet er et mere enkelt og smidigt behandlingsforløb.

Sundhedsministeren interesseret i digitalt pilotprojekt på høreområdet


Arbejdsgruppen for fremtidens hørerehabilitering, som Høreforeningen er en del af, havde møde med sundhedsminister Ellen Thrane Nørby i går den 14. august.

Her præsenterede vi ideen om en ny og mere digital høreapparatsbehandling, bl.a for at kunne nedbringe ventetiderne. Ministeren viste stor interessere for projektet, der især skal give høreapparatsbrugeren et enkelt og smidigt behandlingsforløb.

Høreforeningens landsformand, Majbritt Garbul Tobberup, lagde vægt på, at et nyt system skal støtte patientrettighederne, uanset om man bliver behandlet offentligt eller privat. Desuden skal borgerne have adgang til gratis behandling med høj kvalitet. Det var Ellen Thrane Nørby enig i og fremhævede også, at hun vil have informationen til borgerne forbedret og standardiseret, og at borgernes rettigheder skal være ens på tværs af regioner og sektorer.

Ministeren fremhævede igen, at ventetiderne på høreapparatsbehandling er helt uacceptable. Hun er fortsat i dialog med sundhedsordførerne om, hvordan de kan forbedre høreområdet, så vi ser frem til at se deres udspil.

Lagt på 15. august 2018

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau