Medlemmer søges til to af Høreforeningens udvalg
Interesserer du dig for mulighederne for behandling af høretab, herunder bl.a. høreapparater, eller har du lyst til at blive en del af arbejdet for mennesker med høretab i den erhvervsaktive alder i Høreforeningen?
Erhvervsaktiveudvalget
Udvalgets overordnede arbejde er at understøtte implementering af Høreforeningens prioriterede indsatser 2023-27 med særlig fokus på de erhvervsaktive med høretab. Konkret indbefatter det bl.a. følgende:
- Udvalget står for den årlige Inspirationsweekend for erhvervsaktive.
- Udvalget giver input til høringssvar, udspil på beskæftigelsesområdet mv. i samarbejde med sekretariatet.
- Udvalget kan facilitere arrangementer og netværksdannelse for gruppen af erhvervsaktive med høretab.
- Udvalget udarbejder årligt en handleplan for udvalgets indsatsområder med afsæt i Høreforeningens prioriterede indsatser for 2023-27.
Udvalget består af 3-4 personer og har tilknyttet en kontaktperson i Høreforeningens hovedbestyrelse. Pt. skal der helt nye kræfter i udvalget.
Udvalget mødes 3-5 gange årligt enten fysisk eller på Teams. Udvalget har de seneste år stået for afholdelse af en årlig Inspirationsweekend for erhvervsaktive, og mødeaktiviteter kan derfor været intensiveret omkring planlægningen af denne.
Høreapparat- og rehabiliteringsudvalget
Udvalget understøtter Hovedbestyrelsens arbejde med implementering af de prioriterede indsatser 2023-27 med særlig fokus på høreapparater og rehabilitering. Udvalget skal være konsultativt organ for Høreforeningens hovedbestyrelse i spørgsmål vedrørende dette.
Udvalget arbejder med afsæt i en årlig opdateret handleplan, som man pt. er ved at færdiggøre. En af de opgaver, udvalget skal i gang med snarest, er at få beskrevet klageadgang, og og det vil derfor være en fordel, om man kendskab til serviceloven, sundhedsloven og specialundervisningsloven. Kendskab til disse er ikke et krav.
Er du interesseret i at blive en del af en af udvalgene, eller har spørgsmål til arbejdet, så kontakt os på mail@hoereforeningen.dk.