Landsformanden talte med Ellen Trane Nørby

Møde med sundhedsministeren i dag og kommende forespørgselsdebat i Folketingssalen.

Landsformanden talte med Ellen Trane Nørby

 

Høreforeningen har i dag været til møde med sundhedsminister Ellen Trane Nørby i Sundhedsministeriet. På det 25 minutter lange møde drøftede Høreforeningens landsformand Majbritt Garbul Tobberup og sekretariatsleder Tine Lyngholm problemerne på høreområdet med ministeren og dennes embedsfolk. Ministeren var meget lydhør overfor Høreforeningens input, stillede mange spørgsmål og tog mange noter.

Ministeren kunne fortælle, at regeringen ønsker ændringer på området og barsler med et initiativ til foråret. Det blev aftalt, at dialogen fortsætter på embedsmandsniveau.

I næste uge skal Høreforeningen til møde i Region Syddanmark med regionsrådsformand Sephanie Lose samt formand for Sundhedsudvalget Poul-Erik Svendsen.

Forespørgselsdebat i Folketinget 15. december

Dansk Folkeparti har efter et møde med Høreforeningen taget initiativ til en forespørgselsdebat i Folketinget om høreområdet. Den finder sted den 15. december i Folketingssalen og fortsætter den 19. december.

Debatten kommer til at dreje sig om, hvilke initiativer regeringen vil tage for at sikre mennesker med hørenedsættelse en ordentlig behandling i sundhedsvæsenet i betragtning af de lange ventetider på høreapparatbehandling. Det skal også belyses, hvad arbejdsgruppen, som skulle undersøge ørelægernes dobbeltrolle, er nået frem til.

Høreforeningen vil overvære debatten, der er åben for alle. Der er teleslynge både i salen og på tilhørerpladserne.

Du kan se planen for dagen via dette link - det er desværre ikke muligt at sætte klokkeslæt på, da det afhænger af de øvrige debatters længde.

Lagt på 28. november 2017

 

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau