Høreforeningen i foretræde hos Kulturudvalget

Ønsker politisk opbakning til forsøgsordning med tekstede danske biograffilm.

Høreforeningen i foretræde hos Kulturudvalget


Høreforeningen har i dag været i foretræde hos Kulturudvalget. Emnet var biografernes manglende vilje til at vise danske film med undertekster.

Næstformand Leon Carlsen, der også er formand for tilgængelighedsudvalget, fremlagde problemstillingerne med de manglende tekster og skitserede Høreforeningens forslag:

En 1-2 årig forsøgsordning, hvor udvalgte biografer med flere sale til rådighed i landets 10 største byer reserverer deres mindste sal til fremvisning af tekstede danske film. I denne sal skal de danske film vises med tekster på biografernes normale forestillingstidspunkter. Alternativt skal filmen vises med tekster på publikumsvenlige tidspunkter, typisk kl. 19, alle ugens dage i hele fremvisningsperioden.

Kulturudvalget lyttede opmærksomt og stillede mange relevante spørgsmål, fx om det ikke var en god forretning for biograferne at sætte tekster på, når nu så mange har høretab?

Omkring 12 medlemmer af Kulturudvalget var mødt op til foretrædet, heriblandt tidligere Kulturminister Bertel Haarder (V), Morten Marinus (DF), Karin Nødgaard (DF), Rasmus Nordqvist (ALT), Naser Khader (KF), Mogens Jensen (S) samt udvalgsformand Orla Hav (S), der også er handicapordfører.

Høreforeningen fortsætter det politiske arbejde med området og vil følge op på, om Kulturudvalget ønsker at bakke op om forslaget med en forsøgsordning.

Foto: Bjarke Ørsted

Lagt på 8. februar 2016

 

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau