Flere tekster på TV2 og TV2 Play

Tekster på Vild med dans, Minkavlerne og Nøglen til succes.

Flere tekster på TV2 og TV2 Play


TV2 sætter fremover flere undertekster på de programmer, der sendes på TV2 og på streamingtjenesten TV2 Play. Det betyder blandt andet, at der - fra 2020 - vil være live-tekstning af Vild med dans, et stort ønske fra mange brugere og noget som Høreforeningen har rettet henvendelse til TV2 om.

TV2 oplyser til Høreforeningen, at der også kommer tekster på flere aktualitetsprogrammer og på formiddagens udsendelse af Go’ morgen Danmark.

Også på TV2 Play kommer der øget fokus på tilgængelighed, både i forhold til brugervenlighed og i forhold til at tekste indhold, der ikke er omfattet af public service forpligtelserne. Det drejer sig bl.a. om ZULU-serierne ’Minkavlerne’ samt ’Nøglen til succes’.

TV2 håber, at brugerne tager godt i mod de nye tiltag og vil meget gerne modtage tilbagemeldinger herpå. Det kan du bl.a. gøre ved at sende en mail til formanden for Høreforeningens Tilængelighedsudvalg Leon Carlsen, der kan fanges på: loc@hoereforeningen.dk  Så tager vi dine input med til det næste møde i TV2's brugerråd, der foregår den 11. december 2019.

Bliv medlem af Facebookgruppen om undertekster

Høreforeningen har Facebookgruppen "Tekstning på TV og streaming". Her går debatten om undertekster, fx når de mangler på Vild med dans. Men også TV2 og DR bruger gruppen til at melde ind, når de fx livetekster ekstraudsendelser. Gruppen har knap tusind medlemmer, men der kan sagtens være flere, så inviter gerne venner, familie, kolleger mv. til at blive medlem af gruppen. Jo større gruppen er, jo mere gennemslagskraft har vi i forhold til at opnå forbedringer på tekstningsområdet.

Du finder gruppen her.

Lagt på 7. november 2019

 

 

 

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau