Bliv varslet via mobilen

I dag kl. 12 testes sirenerne over hele landet, men du kan også blive varslet på andre måder.

Den årlige test af det nationale varslingssystem kommer til at foregå på den måde, at der fra kl. 12 vil lyde tre signaler:

  • En varslingssirene
  • En gentagelse efter ca. tre minutter
  • Et afvarslingssignal efter yderligere tre minutter

Testen afsluttes ca. kl. 12.08.

Bliv varslet via mobilen

Hvis din hørenedsættelse forhindrer dig i at høre sirenen, eller du blot ønsker en ekstra sikkerhed, kan du downloade en app med mobilvarsling. Mobilvarsling kan bruges af alle, og systemet kan sende beskeder af ubegrænset længde. Man kan altså få mere specifik information, også fordi der er mulighed for kun at tilmelde sig varslinger i specifikke kommuner, eller i den kommune hvor man befinder sig, ved hjælp af GPS. Til gengæld kræver Mobilvarsling, at modtageren har dataforbindelse til sin telefon.

En anden mulighed er at blive varslet via SMS. SMS-varsling er kun for døve, mennesker med svær hørenedsættelse og døvblevne. Hvis man tilhører en af disse grupper kan man tilmelde sig ordningen via Beredskabsstyrelsens hjemmeside. Da sms’er har en begrænset længde, er informationsindholdet i beskederne også begrænset. Til gengæld er sms’er ikke afhængige af dataforbindelse på modtagerens telefon. 

Sirene

Alarmering under krigens tid

Hvordan alarmerede man egentlig mennesker med hørenedsættelse om luftalarmerne under besættelsen? Vi har taget et kig i "Fra hørerør til talerør" - jubilæumsnummeret af Hørelsen, der blev udgivet i forbindelse med Høreforeningens 100 års jubilæum i 2012. Her kan man læse følgende om tiden under besættelsen:

"Alarmering, når man ikke kan høre, blev et naturligt debatemne ved krigens start. Politiinspektør Dahl udtalte i "Socialdemokraten", at tunghøre og døve jo måtte følge med strømmen mod beskyttelsesanlæggene, hvis alarmen gik, mens de var på gaden og ellers forvare sig på "husvagterne", der bl.a. havde til opgave at sikre, at alle svagelige blev bragt i sikkerhed. Høreforeningen tilføjede det råd at lave aftaler med husvagten og måske gøre som i England, hvor folk bandt en snor i dynen, der nåede helt ud gennem postkassen, så vagten kunne trække dynen af ved luftalarm!"

Lagt på 3. maj 2017

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau