avXperten stopper salg af fire høreskadende alarmer

Kunne hyle med 130 dB.

avXperten stopper salg af fire høreskadende alarmer

 

Elektronikbutikken avXperten har valgt at fjerne fire produkter fra deres sortiment efter en henvendelse fra Høreforeningen. Det drejer sig om en personalarm, en cykelalarm, en trykmåtte-alarm og en mobil panikalarm.

Overfaldsalarmer

På billedet ses de fire overfaldsalarmer, inden de blev fjernet fra avXpertens hjemmeside.


Alle fire produkter kan udløse et lydtryk på 130 dB. Høreforeningens landsformand Majbritt Garbul Tobberup kontaktede derfor elektronikbutikken og opfordrede dem til at stoppe salget af alarmerne, hvilket der var velvilje til:

- Hos avXperten er det vigtigt for os at markere, at der skal være en markant forskel ved at handle i en dansk webshop, i forhold til at handle i udlandet, hvor forbrugeren ikke er beskyttet. Vi vil altid lytte til, når Høreforeningen kommer med inputs til brugs-sikkerheden i vores sortiment, hvis nogle varer kan give permanente høreskader skal vi selvfølgelig ikke forhandle dem, siger avXpertens direktør Nikolaj Nielsen.

130 dB kan give høreskader i løbet af ganske få sekunder og smertegrænsen ligger ved 125 dB. Det skal nævnes, at lydtrykket falder, jo længere væk ørerne er fra alarmen, men er uheldet ude, kan man påføre sig selv eller andre varige høreskader. Tyverialarmer i hjemmet kommer også tit op på 130 dB, men med overfaldsalarmer er forskellen, at disse kan benyttes udenfor privat område og dermed kan gøre skade i offentligt rum.

Høreforeningen fik sidste år Punkt1 og Power til at fjerne en personalarm, også med et lydtryk på 130 dB. Foreningen glæder sig over, at avXperten nu følger trop og har valgt at lytte til Høreforeningens opfordring.

Mange andre butikker sælger fortsat overfaldsalarmer med højt lydtryk. Sikkerhedsstyrelsen valgte sidste år, efter henvendelse fra Høreforeningen, at prioritere overfaldsalarmer som et nyt indsatsområde.


Lagt på 26. april 2018

 

 

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau