Jeg svarer i vest
Da fjernsynet efterhånden skulle skrues så højt op, at konen ikke kunne holde ud at være i stuen, gik Kurt Hermansen til læge og fik høreapparat. Fyrre år som slagteriarbejder har givet ham en høreskade.
Lyden af spidsrygsaven, der på sekunder deler grisens ryg. Metalspande, der knalder ned i betongulvet. Skramlen af metalspand mod metalkar. Sådan lød dagligdagen på slagterierne i 1960’erne og helt op til midten af 1980’erne, husker Kurt Hermansen, der i dag er på delt efterløn hos Danish Crown i Odense.
- Jeg ved godt, at det kørte hurtigt for os. Vi tænkte kun på at tjene penge. Høreværn, det var slet ikke inde i billedet, selv om det gav nogen chok, når metalspandene knaldede ned i betongulvet og lyden forplantede sig overalt i rummet. Støjniveauet kunne komme helt op på 120 decibel, siger den 63-årige slagteriarbejder.
Høreværn omsonst
I dag har Kurt Hermansen stadig ikke høreværn, selvom det larmer i knivsliberiet, hvor han arbejder tre dage om ugen.
- Det er omsonst. Vi er to i sliberiet, og vi er begge døve. Jeg har aldrig været god til høreværn, selvom jeg fik et, da jeg var i starten af 40’erne.
Erstatning
For fem år siden fik Kurt Hermansen høreapparat.
- Det havde knebet med hørelsen i mange år, men jeg gik til læge, da min kone blev generet af, at lyden på fjernsynet skulle skrues helt op. Jeg har i øvrigt fået arbejdsskadeerstatning.
- Selvom jeg har høreapparat på begge ører, bliver det aldrig det samme. Ofte svarer jeg i vest, når folk spørger i øst. Det sker hver dag. Så laver jeg sjov med det. Siger at jeg vist er kommet til at stille ind på sporten.
At være udenfor
- Det er værst, når vi er mange samlet for eksempel i pauserne. Så kan jeg lige så godt slukke for apparaterne. Man kommer da til at føle sig udenfor. Man bliver lidt ensom engang imellem, det kan ikke undgås. Det er klart, det her havde jeg gerne været foruden.
