Jobsøgning
Skal høreproblemerne med i jobsamtalen?
I januarnummeret 2011 af Høreforeningens medlemsblad, Hørelsen, er der tema om jobsamtaler.
Her kan du læse om erhvervspsykolog Hanne Rude, der råder til at kigge på fordele – ikke handicap, når man er jobsøgende. Hun mener ikke, at man behøver at nævne sit hørehandicap i ansøgningen. ”Jeg synes, at man skal være ærlig i sin ansøgning, men man behøver ikke at skrive ALT. Tænk i ligeværdighed. Arbejdsgiveren fortæller heller ikke i annoncen, at de fx har samarbejdsvanskeligheder eller dårligt indeklima.”
Kommer du gennem det første nåleøje og bliver inviteret til jobsamtale, vil det ofte være en god idé at nævne dit hørehandicap i løbet af samtalen men uden at gøre for meget ud af det. Hold fokus på dine talenter og din person, for det er det, der er vigtigt i jobbet.
Hvis dit hørehandicap vil få betydning for dit arbejde – hvis du fx skal have en forstærkertelefon, benytter teleslynge ved møder, eller der på anden måde skal tages særlige hensyn til dit hørehandicap, har du pligt til at fortælle det, inden du bliver ansat.
