Øreproblemer - hvad kan jeg fejle?
Op til Unge
Kære alle.
Jeg er en 20-årig mand, der for 7-8 dage siden vågnede midt om natten med smerter i højre øre, et undertryk, jeg ikke kunne puste ud, og hørenedsættelse. Umiddelbart vil jeg skyde på, at det var en almindelig forkølelse på øret. Efter 2-3 dage forsvandt smerterne og undertrykket, men der er kommet en hyletone i øret, der er konstant. Derudover er min høreevne stadig kraftigt nedsat. Jeg er ikke klar over, om hyletonen har været der hele tiden, eftersom det primært var smerterne i øret, jeg fokuserede på, da forløbet begyndte. Jeg føler også en form for press e.l. inde i mit øre, og af og til bliver toner forvrænget på en underlig "falsk" måde.
Jeg blev undersøgt af en sygeplejerske i går, som ikke kunne sige, hvad det var, eftersom alt ind til trommehinden så normalt ud. Trykket i mit øre var også normalt. Jeg er nu blevet anbefalet at vente et par dage for derefter at kontakte en speciallæge, hvis det fortsætter. Sygeplejersken nævnte tinnitus som sit første umiddelbare gæt, nu hvor det var noget med en hyletone, men det stemte [vist nok] ikke overens med, at min hørelse meget pludseligt er blevet meget nedsat. Derudover også det, at hyletone er kommet så pludseligt. Hun endte i hvert fald med at mene, at det nok ikke var tinnitus alligevel.
Jeg håber virkelig, der er nogen, der kan hjælpe mig, da hyletonen og høreproblemet er til gene for både min søvn og min koncentrationsevne.
Venlig hilsen JMJensen.
Hej,
det ville nok være det bedste, hvis du bestilte en tid hos en speciallæge.
I forbindelse med en forkølelse kan der opstå en tilstand som kaldes for serøs otit. Den viser sig ved væske i mellemøret pga. en tilstopning af det eustatiske rør, som forbinder næsehulen med mellemøret. I et tidligt stadie kan man åbne passagen ved at "puste ud", altså ved at lukke munden, holde sig for næsen og presse til det klikker i ørerne. Næsedråber, købt i håndkøb, kan eventuelt hjælpe. Hvis det ikke er tilstrækkeligt kan ørelægen eventuelt lægge et dræn i øret.
Venlig hilsen
Renate
