Du er her: Forside > Høreforeningen > Presse > Pressemeddelelser > Stilhed er en mangelvare

Stilhed er en mangelvare

Vores moderne livsstil medfører, at vi konstant er omgivet af lyd. Skulle der opstå et øjebliks stilhed, fylder vi den hurtigt med tv eller musik. Men stress, tinnitus og nedsat hørelse er alvorlige følger af den konstante belastning af hørelsen. Stop støjen og forebyg høreskader, opfordrer Høreforeningen.

Den 29. april er det international støjdag, og Høreforeningen benytter lejligheden til at sætte fokus på støj – og på stilhed.

”Vi er så vant til konstant at være omgivet af lyde, at vi ikke opfatter det som en gene, men tværtimod fylder stilheden med tv og musik, for at få noget i ørerne. Og det slider på hørelsen”, siger landsformand for Høreforeningen, Søren Dalmark.

”Med mp3-afspillere kan man tage lyden med sig over alt, og hvis omgivelserne larmer, skruer man op for musikken for at overdøve larmen.”

I fritiden er det særligt de høje lyde fra musik, køkkenmaskiner og haveredskaber, der er hårde for ørerne. Og med tiden slider det på hørelsen med høreproblemer og tinnitus som resultat.

Søren Dalmark forudser, at tinnitus og nedsat hørelse er på vej til at blive nye livsstilssygdomme.

”Tidligere tænkte man næsten automatisk på støj som noget, der hørte til arbejdslivet, men med en moderne livsstil er det i høj grad også i fritiden, man udsætter sig selv – og andre – for støj,” siger Søren Dalmark.

”I Høreforeningen ser vi et paradoks i, at ting som køkkenmaskiner og haveredskaber, der jo er opfundet for at hjælpe os, er med til at ødelægge vores hørelse,” slutter Søren Dalmark og opfordrer alle til at opsøge stilheden ind imellem, så ørerne kan få en velfortjent pause.

Nedsat hørelse medfører ofte social isolation
Det er en stor belastning, hvis man ikke kan høre, og dermed forstå, hvad andre siger. Nedsat hørelse nedsætter livskvaliteten og evnen til at klare sig godt i tilværelsen. Det bliver svært at begå sig, selv blandt gode venner, og socialt samvær kan blive en belastning, som man undgår. Derfor fører nedsat hørelse ofte til social isolation.

Tinnitus forringer livskvaliteten
En konstant ringen eller brummen for ørerne er stærkt generende for den, der rammes. For mange bliver livskvaliteten forringet på alle områder: Søvn, karriere og samvær med familie og venner bliver påvirket. Nogle bliver invalideret af deres tinnitus.

KONTAKT
Landsformand for Høreforeningen Søren Dalmark
Tlf. 36 38 85 78
Mail: dalmark@hoereforeningen.dk

Kommunikationsansvarlig Mette Bønneland
Tlf. 36 38 85 61
Mail: mb@hoereforeningen.dk

FAKTA
Læs mere på www.hoereforeningen.dk/stoej

Støjdagen er international
Det er den amerikanske organisation ”Leauge for the Hard of Hearing” der står bag den internationale støjdag.

Læs mere om den internationale støjdag (engelsk)

Udsendt den 28. april 2009

Handlinger tilknyttet webside
Lokalafdeling
DK Search Map Nordjylland Midtjylland Syddanmark Sjælland Hovedstaden Hovedstaden

Find din lokalafdeling

Klubber

Høreforeningens klubber har deres egne hjemmesider.

Se oversigt

Medlemskab

Gør som 10.000 andre og bliv medlem af Høreforeningen.

Læs mere