Nyhedsbrev okt. 2010
Tilskud til høreapparater
Kommunernes udgifter til høreapparatbehandling er både store og stigende, fordi flere borgere køber deres høreapparat ved private forhandlere. Det har fået kommunalpolitikerne til at fare i blækhuset og kræve tilskuddet sat ned eller fjernet. Senest i Jydske Vestkysten, hvor høreapparatområdet bliver omtalt som et ”tag-selv-bord”.
Heller ikke i Høreforeningen er vi glade for ordningen, som den fungerer nu. Vi arbejder på at få betaling og administration af høreapparater flyttet fra kommunerne og i stedet få det samlet under sundhedslovgivningen.
Læs mere på Høreforeningens hjemmeside.
Baggrundsstøj
Høreforeningen bliver ofte kontaktet af mennesker, der ikke kan følge med i dialogen i de danske tv-udsendelser. Særligt nyhedsudsendelserne bliver kritiseret for dårlig lyd, men også Danmarks Radios nye tv-serie Borgen står for skud.
Blandt klagepunkterne er utydelig udtale, dårlig tekstning, baggrundsstøj og baggrundsmusik.
"Mennesker med høreproblemer har samme ret som alle andre til at følge med i både politiske og kulturelle udsendelser i fjernsynet" siger Høreforeningens landsformand, Søren Dalmark.
Han opfordrer seere, der har haft en dårlig oplevelse med en tv-udsendelse om at kontakte tv-selskabet.
Når verden snurrer rundt – ny børnebog fra Høreforeningen
Høreforeningen har netop udgivet en gratis børnebog og den kroniske sygdom menière:
Når verden snurrer rundt
- en bog om menière, fortalt gennem Oliver og hans morfar
”Når verden snurrer rundt” er en børnebog om sygdommen menière, som den opleves af Oliver på 11 år. Bogen beskriver meget fint, hvordan hele familien bliver ramt, når et af familie-medlemmerne får en kronisk sygdom.
Oliver og hans forhold til morfaderen bliver brugt som en vellykket base for en let tilgængelig beskrivelse af sygdommen. Forfatteren formår på den måde at formidle viden om en sygdom, der ellers ofte er meget svært at forstå, selv for voksne.
Bogens forfatter Lisbeth Leicht Thomsen, der er født i Århus i 1950, har selv været ramt af tinnitus siden sit 18. år. Hun har oplevet, hvor vanskeligt det er at måtte lære at leve med støjen, der dengang blot blev kaldt øresusen. Som mor til to sønner og gennem sit arbejde ved hun, hvor svært det er at forklare andre, hvordan man har det med ørelidelser.
Bogen er gratis - du skal blot betale for forsendelse.
Bestil bogen her.
Kursus i balancetræning
At blive ramt af svimmelhed og balanceproblemer er en stor og ubehagelig omvæltning i et menneskes liv! Det bliver med ét svært at planlægge hverdagen og selv små gøremål, som før var så selvfølgelige kan være problematiske - men balancen kan genoptrænes!
Derfor tilbyder Høreforeningen et kursus i balancetræning den 12. – 14. november. På kurset arbejder vi kropsligt med balancesystemet gennem forskellige metoder som lettere fysisk træning herunder afspænding/visualisering samt træning af synssansen gennem tegning og maling.
Der er stadig få ledige pladser - læs mere og tilmeld dig.
Høreforeningen inviterer til uddannelsesaften
Torsdag den 4. november 2010 kl. 18.30 – 21.00 i København. Aftenens emne: ung, uddannelse & høreproblemer.
Tilmelding senest fredag den 29. oktober på Høreforeningens hjemmeside.
