Nyhedsbrev jan. 2010
Nye regler for social tolkning
Den 1. januar 2010 trådte "Lov om tolkning til mennesker med hørehandicap" i kraft. Loven afløser Det Sociale Tolkeprojekt.
Med den nye lov er sociale aktiviteter delt i to grupper. Som tolkebruger har man ret til ubegrænset tolkning til aktiviteter i den ene gruppe, mens hver bruger kun har syv timer årligt til aktiviteter i den anden gruppe. Det er en forringelse, da der ikke tidligere har været loft over antallet af tolketimer.
Sammen med Danske Døves Landsforbund (DDL) og Foreningen for Døvblinde (FDDB) arbejder Høreforeningen for at få loftet fjernet.
På Høreforeningens hjemmeside kan du læse mere om social tolkning og se, hvilke aktiviteter der nu skal dækkes af de syv timer årligt pr. tolkebruger.
Vær også opmærksom på, at du skal være godkendt som tolkebruger af Den Nationale Tolkemyndighed for at bestille social tolk.
Har du fået afslag på social tolkning?
Høreforeningen vil gerne følge med i om tolkebrugernes behov for tolkning bliver dækket, efter den nye tolkelov er trådt i kraft.
Vi opfordrer derfor alle tolkebrugere til at udfylde dette skema, hvis de får afslag på en tolkning eller på forhånd opgiver at søge tolkning til en aktivitet, som de ved ikke vil blive dækket.
